Drømmesyn med bjørneklo

Et besøg i De smukke drømmes lagune er i overført forstand og i kraft af museets orden og mure en svømmetur i beskyttet farvand. Men samtidig skal der ikke herske tvivl om, at lagunen er usædvanlig og overraskende på en måde, som taler til sindets ubevidste lag og sender dine tanker på mystiske afveje.

Dette raritetskabinet med dets sære gestaltninger og spor af underlige riter, er afviseligt og oversubjektivt for den, der ikke kan identificere sig med det spørgende og sammensatte i disse ophobningers sammenflikkede, skønt hjælpeløse og sært påtrængende udtryksfuldhed.
Min opfordring til den modvillige er, at det betaler sig at gøre forsøget.

Løbsk naturvidenskab
Westmans mytologiske univers trækker tråde fra åndsfæller som Joseph Beuys og Bruce Chatwind, og det er et kik ind i en løbsk naturvidenskabelig praksis, hvor ’science has gone native’: Drengedrømmen om at opdage og udforske på egne præmisser udleves her, og resultaterne inkorporeres med gelinde i en sammenhængende helhed ved hjælp af en samtidig kunstforståelses formelle gestik.

Tvetydig natur
Materialerne er hentet i den omgivende danske floras mere tvetydige arter: f.eks. stængler fra den invasive og giftige bjørnklo, valmuekapsler og skræppeblade.

I samarbejde med egne bier bearbejdes bivoks og indgår i sammenhæng med mere traditionelle materialer fra skulpturværkstedet såsom træ, gips og glas. Her oveni ses fundne genstande, afstøbninger af dyr og medicinemballage.
Når disse ting kombineres og æltes sammen, opstår installationer, skulpturer, objekter, tegninger og assemblager, der kan bestå af fotografi, tuschtegning og vandfarve på papir.

En sjælfuld drømmer
På baggrund af værkernes idiosynkratiske, surreelle, super taktile og sine steder myriadeagtige fremtoning fremstår Westman som en sjælfuld drømmer, der i en tidlig alder trak naturvidenskaben hjem i egen baghave, hvorfra han uforstyrret kunne dyrke sin indre shaman, så den kunne slå dybe rødder i sin egen natur.

Hans kunst udtrykker en fundamental trang til autonomi på den ene side og et dybt begær efter den form for eksistentiel meningsfuldhed, som raptusbetonet fordybelse kan afstedkomme, hos den der har sans for det, og som kan give sig hen på en måde, der minder om beruselse.

Transformationer
Det er det lidenskabelige, næsten hallucinerende, som er rørende – og foruroligende – i Westmans kunst: mutationer, transformationer og forskydninger først og fremmest.

Men også sammenstødende: det bastante overfor det vaklende og hjælpeløse, figuren overfor det abstrakte, geometrien overfor det amorphe.

Overordnet denne fornemmelse af, at forførelse – gennem underbevidste kræfter – er på spil.

Den manifesterer sig som figurer og former af ukendt karakter og med ukendte budskaber fra en ukendt verden dybt inde i et søgende sind – der hvor brændende øjne ser i mørket, hvad de fleste andre ikke kan få øje på.

Orientalisme?
Det er nærliggende at læse Westman ind i en postkolonial diskurs, som henter sit blik fra bl.a. Edward Saids kritik af vestlig kolonialismes exotisering af ’den anden’ – og af hvordan dette feticherende og objektgørende blik umuliggør et ligeværdigt møde, hvor en integration i psykologisk forstand af de respektive fremmedheder kan finde sted.

Integration
Jeg er ikke sikker på, at Westman behøver at identificere sin kunst med denne kritik som sådan, for meget tyder på, at han ubesværet kan manifestere sin egen ’ædle vilde’, og at integrationen dermed har fundet sted.

I mine øjne peger han på den mulighed, at ’naturtilstanden’ eksisterer på tværs af race og geografi, og at den kan opsøges og erobres af den, som vil og tør trænge ned under den moderne civilisations kulturelle overflade for der at møde sig selv i en mere ’primitiv’ udgave.

I Westmans værksted mødes kultur og natur som substanser, væsker, dyr og planter for at indgå i nye konstellationer og for at genopstå i nye materialer og indgå i komplekse tableauer. Due, blæksprutte, hval, sommerfugle af ler og bivoks, medicinske og giftige planter. Kulturelle, ontologiske, etymologiske betydninger omkodes og rekonfigureres. Boligen, kroppen og omgivelserne gentænkes, og der etableres en ny orden i verden, og en ny historie finder sin form.

En anden dimension
Bestræbelsen kan også handle om en dybere trang til at trænge ind i en anden dimension. De smukke drømmes lagune mere end antyder båndet til naturen og længslen efter noget dybere og mere oprindeligt.

Genstandene kan ses som overgangsobjekter i en praksis, der undersøger kunstens transgressive potentialer – her at forbinde sig med tingene og derved åbne drømmenes port, så et andet mere sjælfuldt møde kan finde sted på et mentalt og følelsesmæssigt plan.

Påtrængende udtryksfuldhed
Westman har før sin kunstnerkarriere, studeret oprindelige folk og sejlet med Georg Stage.

Rejsen, drømmen og tilknytningen til det fremmede inden i og i naturen gennemstrømmer hans kunst og tilfører udstillingen en unik og personlig patos, som ikke er omklamrende, men derimod stimulerende, frimodig og livskraftig i al sin næsten demonstrative uvidenskabelighed.