Edderkopper og andre fugle

Iransk kunstnertrio på Den Frie leverer appetitvækkende surrealistisk overflod. Særligt Rokni Haerizadeh imponerer med en egensindig og visuel præcis fortolkning af nutidens ceremonier.

Konstantin er fra Rusland, og da jeg mødte ham for et års tid siden, var han ved at skrive en PhD i kritiske ledelsesstudier på et universitet i England. Egentligt skulle han have været kapitalist, men under sine business-studier i Moskva blev han ved med at stille for kritiske spørgsmål. Så det gik PhD-vejen i stedet.

”Jeg forstår dem dog godt”, siger Konstantin med henvisning til de unge mænd, vi hører om i medierne; dem som har formøblet en milliard i et eller andet spekulationseventyr:

”Deres navne vidner om, at de nok heller ikke er vokset op i Vesten, og de har sikkert tænkt, som jeg gjorde engang: det dér kapitalisme, det kan jeg sgu gøre bedre.”

Det kan jeg sgu gøre bedre
Konstantins kommentar dukker op i mit hoved, når jeg besøger udstillingen Those Who Love Spiders and Let Them Sleep in Their Hair med den iranske kunstnertrio Rokni Haerizadeh, Ramin Haerizadeh og Hesam Rahmanian.

Et eller andet sted er der en nagende fornemmelse af, at her er der nogle, som har tænkt: ”det dér samtidskunst, det kan jeg sgu gøre bedre.”

For på den ene side er der en overvældende visuel kapow-effekt i deres gesamtkunst-opart-heldækningsstrategi, som forstærkes af det arabiske disko-lydspor fra deres film, der også vises i udstillingen. Det er morsomt, absurd og samtidig alarmerende. På den anden side, er det ikke helt klart for mig, hvad der egentligt er på færde. Er det bare nogle, som er gået amok i automattegning eller er der kritiske samfundskommentarer et eller andet sted midt i moradset?

Dyppet i en særlig sovs
Min frustration skyldes nok mest af alt, at Den Fries formidlingsmateriale ikke går lidt mere i dybden med kunstnertrioens arbejde. Jeg synes, at Den Frie er gode til at ’finde’ udenlandske kunstnere, som ellers ikke har været vist i dansk regi, men jeg vil også gerne vide mere om de kunstnere, som så præsenteres.

I dette tilfælde formidler man primært den eksotiske visuelle kraft i kunstnertrioens arbejde.

Man remser en række af deres inspirationskilder op – persisk poesi, britisk musik, amerikansk kunst og japanske, russiske, franske og iranske film – og henviser til en anmeldelse af deres seneste udstilling på Kunsthalle Zürich, hvor anmelderen havde udtrykt, at kunsthallen var som dyppet i en særlig sovs.

Samfundskritiske referencer
Vil man vide mere om deres samfundskritiske og kønspolitiske kommentarer, er man derfor henvist til at eftersøge internettet for uddybende information.

Her kan jeg fx læse, at de bor i Dubai, fordi de ikke længere er velkomne i Iran, og få en mere detaljeret præsentation af deres individuelle film, hvor de bl.a. indirekte refererer til drabet af den unge student Neda Agha-Soltan under en protestdemonstration i Teheran i 2009. Den slags uddybende information havde givet lidt mere tyngde til formidlingen af trioens arbejde.

Installationen på Den Frie er i øvrigt visuelt overbevisende i al sin virvar og absurditet. Den er skabt delvist i en performance på Den Frie, hvor de tre kunstnere bemalede gulve og vægge.  På væggene er der dernæst hængt 20-30 værker op, typisk papirarbejder, udført af dem selv eller af andre kunstnere – fx Mark Dion og Francis Alys – ligesom rummet er blevet fyldt med skulpturer, film, bøger og meningsløse Youtube-film, som de selv udtrykker det

Filmisk improvisation
De kalder det en ’filmisk improvisation’, og man kan se den som en slags kommentar til nutidens samfund, hvor individuelle og kollektive aktiviteter enten fører til skabelsen af såkaldte kunstværker eller blot til transformationen af objekter omkring os, som de forklarer i en slags manifest, man kan finde på udstillingen.

Afslutningsvis vil jeg gerne fremhæve en af trioens tre kunstnere.

Når jeg navigerede rundt i installationen, var der nemlig enkelte elementer, der i sig selv fremstod mere kunstnerisk overbevisende end andre, og da jeg konsulterede det komplicerede kort over, hvem og hvad de enkelte bidrag bestod af, viste det sig, at de alle var skabt af Rokni Haerizadeh.

Trioen arbejder nemlig både kollektivt og individuelt, alt efter projekt, og individuelle værker kan således indgå i og blive del af den kollektive installation.

Fabelagtigt bryllup
Blandt Rokni Haerizadehs værker i installationen er der både et par fantastiske, groteske skulpturer og en vidunderlig surrealistisk fortolkning af Prins William og Kate Middletons bryllup i animationsfilmen Reign of Winter (2013). Reign of Winter er skabt ved at kunstneren har klippet en Youtube-film af bryllupsceremonien op i vist nok 12,000 individuelle ’frames’, som han har bemalet og siden sat sammen til en ny film.

I filmen er både bryllupsparret og de andre deltagere i ceremonien, såvel som de bygninger, der indgår i begivenheden, forvandlet til dyr og andre mærkelige skæbner. Med et soundtrack baseret på Akhavan Sales digt Reign of Winter, der handler om samfundets udstødte, er der lagt op til kontrast imellem rig og fattig. Filmen er skarp surrealistisk satire og samtidig eventyrlig flot.

Den Frie vil gerne gøre os nysgerrige på den iranske kunstnertrio bestående af Rokni Haerizadeh, Ramin Haerizadeh og Hesam Rahmanian og udfordre os, som de selv er blevet det. Det er lykkedes for denne anmelders vedkommende. Særligt ser jeg frem til at se flere værker af Rokni Haerizadeh.