Emilija Škarnulytė på Den Frie: Vertikal metamorfose i kælderen

Vi kommer fra havet, og vi vil vende tilbage til havet. Så simpelt kan det stilles op. t1/2 af Emilija Škarnulytė er et smukt videoværk om vores fortid, fremtid, nukleare halveringstider og havfruen som varselsfigur. Den magiske realisme i t1/2 skaber drømmende forbindelser mellem fysikken og dommedagstænkningen, men man ender med at være mere forundret end forandret i kælderen på Den Frie Udstillingsbygning.

t1/2 er et kunstnerisk bud på hvilke aftryk vores ideologiske konstruktioner og massive, videnskabelige strukturer vil efterlade på jorden i en posthuman tidsalder. Med værket vandt Emilija Škarnulytė Future Generation Art Prize i Venedig i 2019. Nu vises t1/2 for første gang i Danmark i Den Frie Udstillingsbygning.

Videoinstallationen, der udover det ca. 20 minutter lange værk også rummer futuristiske siddemøbler og spejlinger – meget i tråd med en kunstner (og sikkert et centralt forbillede) som Hito Steyerl, fører os igennem nye, hengangne og digitalt genererede kraftværk-arkitekturer, for til sidst at ende i vandet. Nedsunket som reaktorkerner hører vi nu omgivelserne gennem vand, skvulpende, og omgivelserne er svære at dechifrere. Sigtet er halvdårlig, og vi ser kun omrids af former … Nu passerer noget. Er det en krop? Nu en hale… Vi følger bevægelserne og ender i fugleperspektiv, hvor en havfrue-skikkelse plasker mod horisonten, ud af synsfeltet. På vej mod en ny virkelighed.

Vertikal migration og transformation

Selv forklarer kunstneren sin motivation således: “Hunting for a lost and decaying deep time, observing human left scars in the strata is somewhat an obsession of mine, especially after visiting Spitzbergen and seeing the ice melting around me. Earliest life – the single-celled organisms. Water. A sizeable quantity of water would have been in the material that formed the Earth. Water molecules would have escaped Earth’s gravity more easily when it was less massive during its formation. Liquid water. Solid. H20. Evolution. Coming for a single-celled organism and where are we heading to: it’s my proposal to the evolution. Water level are rising. We will go back to the water from where we came from,” forklarer Škarnulytė i et interview, der udspiller sig i bogudgivelsen Sirenomelia (2021), der kan ses som et parallelt rum til flere af kunstnerens værker, der tager afsæt i hendes kunstneriske forskning, optagelser og ophold ved blandt andet et atomkraftværk, neutrino-observatorium, et etruskisk gravmonument, en ubådsbase fra Den Kolde Krig og Spitsbergen i Svalbard.

Bevægelsen her er den vertikale migration, der lige nu også er sat i scene af danske Superflex under FN’s klimatopmøde i New York med Interspecies Assembly og Superrev. Arterne fra havets dyb inviteres via kunstnergruppen med omkring bordet med magthaverne, og kunstnerne tager turen til havbunden for at indlede en potentielt transformerende dialog, der måske kan ruste os til at indgå nye relationer mellem arterne.

Hos Škarnulytė er det ikke dialogen, der er i fokus. Der er tale om observationer, som hun forsøger at formidle konsekvenserne af. Havfruen er i den sammenhæng et surreelt men også ret konkret varsel om den snarlige metamorfose, vi som menneskehed må underkaste os.

Hvilken forskning?

Vi bliver dog aldrig rigtig klar over, hvad værket og dets omstændelige kunstneriske forskning rent faktisk overleverer til os. Det kan godt være et problem, da kunsten og dens særlige kritisk-analystiske praksis i denne sammenhæng argumenteres for som en værdig part i diskussionen om, hvad vores fremtid er, kan eller burde være.

Jeg forsøger ikke at tilskrive kunsten de samme videnskabelige kriterier som naturvidenskaben, men netop en udvidelse af vores tænkning og praksis med erkendelsesmæssige nuancer, der rækker udover det naturvidenskabelige. Og hvis vi skal ind i det kritiske rum sammen for at ændre vores forestillinger, forklaringsmodeller eller handlingsmønstre, bliver vi nødt til via værket at få overleveret noget indhold, der kan nuanceres og ræsonneres ud fra. At vi skal vende tilbage til havet, og at vi derfor vil have gavn af halefinner synes ikke helt tilstrækkeligt i den sammenhæng.

Evighedens arkitektur

Der ligger dog også en meget omfattende arkitektonisk undersøgelse i værket, både af historiske, eksisterende og fremtidens bygninger og faciliteter for nukleare anlæg og kraftværker. Det er også her, at Emilija Škarnulytė formgiver en stor del af sit materiale i digitale kæmpe 3D renderinger. En uendelighedens arkitektur, der spejler materiens nærmest uendelige halveringstid.

Det er en arkitektur, der ikke slutter, ikke har horisont, aldrig rammer bunden. Den slutter i uvisheden, og det synes som et særtræk ved Škarnulytės kunstneriske agenda. Det er den dybe uvished, vi må kunne rumme og håndtere i mødet med hendes værk og den fremtid, det skildrer.