En af de smukkeste, mest foruroligende og relevante kunstoplevelser, jeg har haft meget længe

Nutiden former sig omkring krige og naturkatastrofer. Mennesker tvinges ud til randen af eksistensen, når ulykkerne rammer, men hvilke spor efterlader de på længere sigt? Det undersøger udstillingen Tomorrow’s Ghosts med stor æstetisk, psykologisk og filosofisk kraft. Oplev den vanvittigt smukke, gåsehudsfremkaldende og stærkt vedkommende udstilling af Larissa Sansour og Søren Lind på Kunsten i Aalborg.

Tomorrow’s Ghosts udfolder sig i museets mørke kælderetage, og udstillingen består af to videoværker samt en gruppe bronzeobjekter. Du træder ind et svagt oplyst rum, i hvis midte der er placeret en sværm af objekter. De minder om kostbare Fabergé-æg, i montrer af glas, på sokler af rå beton. Objekterne mimer med deres trefødder og buttede former, små russiske atombomber, som nogle af os husker dem fra propagandategninger fra den kolde krig.

De tilhører serien Archaeology in Absentia (2016/17), og hvert objekt fremviser unikke koordinater på placeringen af en række hånddekorerede og folkloristiske porcelænstallerkener, nedgravet af kunstnerne i Israel og Palæstina. Deraf titlens reference til arkæologi ’in absentia’, og gennem denne reference til fortidens atomtrussel bringes krigens eksplosive og altødelæggende kræfter ind i nutiden og direkte ned i den jord, hvori tallerkenerne er begravede på begge sider af en grænse, der kun nødtørftigt holder den tilsyneladende endeløse Israel-Palæstina-konflikt i ave. En konflikt som Sansour med sine palæstinensiske rødder kun kender alt for godt.

De små ægformede bronzebomber med deres sirlige udsmykning og oplysninger om, hvor det fine traditionsbærende porcelæn er gravet ned, minder os om, hvordan dét, vi har kært, dét, som er dyrebart og skrøbeligt, forsøges gemt af vejen og holdt skjult i situationer, som truer mennesker og deres kultur. Og om hvor vanskeligt det er at holde sammen på historien og ikke mindst på den kollektive hukommelse om den, når den trues og ødelægges. Dette foregår såvel i det ydre som i det indre. Et dialektisk forhold hersker mellem den fysiske, ydre verden og den menneskelige indre sindstilstand, og de er repræsentationer af hinanden.

Dette nu eksisterer praktisk talt ikke

Sci-fi-kortfilmen In Vitro (2019) skildrer to kvinder, en ældre og en yngre, der har overlevet en art miljøkatastrofe i et underjordisk brutalistisk bygningskompleks. De mødes på en sygestue, hvor den ældste ligger i en seng, og her diskuterer de med en særegen blanding af sorgfuld frustration, fysisk distance og kølig kognition, hvordan hukommelse skabes i det kollektive, på eksilets forvirrende og tidløse præmisser, og om virkningen af nostalgi som værn imod håbløsheden.
En nostalgisk erindring, som tvangsmæssigt og automatisk føres videre som en art falsk bevidsthed via DNA og myter. Overført fra en generation til den næste, mens de venter på, at verden igen skal åbne sig og byde dem velkommen.

Den unge kvinde er bitter over, at hun uden at kunne forhindre det, lever i en tidslomme afsondret fra selve livet, at hun frarøves sin livsudfoldelse og tilbageholdes fra en fremtid, som på så mange måder har rod i den fortid, som den ældre kvinde har været medskaber af.

”Dette sted er dit eksil, ikke mit. Jeg hader tanken om nutiden som et tomrum og intet andet. En overgang mellem det, der var, og det, der skal komme. Et sentimentalt forspil til efterlivet. Den forkaster enhver fornemmelse af nuet … af den kendsgerning, at vi eksisterer.”

Hvortil den ældre lakonisk replicerer: ”Dette nu eksisterer praktisk talt ikke. Du blev født ind i skærsilden. Ligesom tidligere generationer på dette sted. De forsøgte alle at forløse deres nutid … lyste den op med gamle historier … og dekorerede tomrummet med løfter om fremtiden. Men tomrummet vokser sig blot større. Snart er det så kolossalt og magtfuldt … at det fortærer alt på sin vej.”

Begge kvinder udstråler den strenghed, disciplin og kølige iagttagelsesevne, som jeg forestiller mig, at mennesker i stærkt udfordrende og låste situationer må tilegne sig for ikke at gå til grunde. Selv tænker jeg ofte på netop dette, når jeg rammes af akut klimaangst og gør mig forestillinger om den næsten umenneskelige beherskelse – en kolossal selvreguleringsevne – som en nærtstående klimakatastrofe vil kræve af dem, der ikke går til grunde i dens første chokerende og destabiliserende sekvenser.

” Jeg voksede op i en ånd af nostalgi … … jeg blev fodret med fortiden … … mine egne minder erstattet af andres. De virker personlige og nærværende. De er ikke virkelige, men besnærende … som overdådige illustrationer i en børnebog. Uden forbindelse til livet hernede … som en bakterie anbragt inden i mig”, siger den unge.

Hvortil den sengeliggende kvinde svarer: ”Vi voksede alle op med andre menneskers nostalgi. Vores egne oplevelser, der blander sig sammen med de historier, vi får fortalt. Dine minder er lige så virkelige som mine.”

Og den unge kvinde fortsætter: ”Jeg er ikke enig. Den smerte, som disse historier fremkalder, er dobbelt … fordi det tab, jeg føler, aldrig var mit.”

Deres samtale snor sig ind og ud af forskellige erfaringer og perspektiver. Som tilskuer sidder du med en stor klump i halsen, mens du følger kameraet, der roligt følger den unge kvindes beherskede bevægelser i det højloftede nøgne rums cirkulære organisering. Intuitivt og gradvist, forstår du, hvor stor en smerte det i virkeligheden er, de taler om: et kolossalt tab – af virkelighed og mening – forårsaget af en apokalyptisk katastrofe og et eksil, som må have varet i årtier. Et ikke-liv, hvor deres kroppe og sind reduceres til containere for ”det menneskelige”, mens den ene generation efter den anden venter på, at verden igen er beboelig:

”Vi har ingenting hørt, efter vi gik under jorden. Andre var begyndt at opleve det, vi havde set i årevis. Men det var tydeligt, at intet sted ville undslippe. Katastrofer udvikler sig hurtigere her. Dette sted var altid højspændt. Der skete lignende ting andre steder. Andre steder indhentede os og oplevede deres egen dommedag.”

Den futuristiske og brutalistiske arkitektur, lyden og lyset i den beskedent indrettede og renskurede sygestue og kvindernes på samme tid sorgfulde og usentimentale samtale virker meget stærkt på denne beskuer. In Virto er højaktuel, set i lyset af den stadigt mere påtrængende og sine steder allerede nu livstruende, klimakrise.

Klagesang

I den modsatte ende af kælderetagens store sal kan du opleve Sansour og Linds nyeste film As If No Misfortune Had Occurred in the Night (2022). Heri blandes den europæiske musiktradition af Gustav Mahlers Kindertotenlieder med en traditionel palæstinensisk klagesang.

Klagesangen i filmen er formidabelt fremført som en arie af den guddommelige palæstinensiske sopran Nour Darwish. Kvinden begræder sin unge datters endeligt og i en række skarpt iscenesatte og smukt filmede sekvenser forløses og transformeres denne folkelige klagesangstradition via operatraditionens formfuldendte tonalitet og positurer. Arien bliver her til en stærkt stiliseret klagesang, forstærket og nænsomt applauderet af den maleriske æstetik i et faldefærdigt kapel.

” Jeg sørger ikke kun over de tab, jeg kan tælle, men også over dem, der venter og endnu ikke er optalt. Hver tragedie deles med dem, der endnu ikke er født. Mit blod overleverer de ord, som jeg forbyder mig selv at ytre. Åh datter, åh min datter. Jeg inviterede ikke dæmonerne indenfor. Alligevel raser de i mine årer.”

Scenerne i kapellet sammenklippes med dokumentarfilmklip fra skyttegrave i 1. Verdenskrig, og selv om sangen handler om tabet af en pige, forstår vi, at det lige så godt kunne have handlet om en ung mands død i krigstjeneste.

Moderen synger: ”I dette vejr, i denne storm ville jeg aldrig have sendt børnene ud. De blev båret udenfor, jeg kunne ikke sige noget dertil.”

Det peger på, at en udefrakommende kraft med tvang har frarøvet hende muligheden for at beskytte sine børn: De blev båret udenfor, og pludselig er der tale om tabet af flere børn og ikke kun den højtelskede datter, hvis død er sangens afsæt, og som nævnes igen og igen. Det handler om den evindelige og uafvendelige gentagelsestvang, som ligger dybt i vores menneskeskabte kultur, og som tvinger kvinder til først at føde og elske børn betingelsesløst, for så brat at miste dem igen.

”Mine celler er invaderet af smældene fra et gevær, hvert voldsomt øjeblik er nedfældet i mine koder, forgangne barndomme sender allerede kolde gys gennem din, et enkelt øjebliks tidløshed.”

Lyden, lyset og stemmen er gåsehudsfremkaldende, filmens æstetiske kvaliteter er sublimt balancerede, og det er umuligt at løsrive sig fra lærredet, indtil jeg har set hele filmen. Jeg græder, fordi ordene forløser en viden, jeg også selv bærer i mig, om hvordan krigenes og naturkatastrofernes traumer, deres tab, smerte og sorg, vandrer som spøgelser fra den ene generation til den næste.

”Katastrofen for hundrede år siden, genoplevet i evige fortsættelser, som betaler af på deres tab i årtier ud i fremtiden. Hver eneste mulige fremtid er lænket til en fortid indlejret dybt i dig, langt uden for min rækkevidde.”

Vi har brug for, at kunsten trænger ind i mørket

Tomorrow’s Ghosts er simpelthen en af de smukkeste, mest foruroligende og relevante kunstoplevelser, jeg har haft meget længe. Det er et stærkt greb at give kvinderne ordet, og dermed synliggøre den ekstreme viljesakt, det er og har været for kvinder i århundreder, at være de svampe som opsuger, trøster, husker og begræder alt smerte, sorg og fortræd i samfundene verden over.

Synd er det, at der ikke er danske undertekster på de to film, for mens jeg sad limet til skærmene, iagttog jeg mange besøgende, som ikke gav dem mange sekunders opmærksomhed. Dét er i mine øjne katastrofalt, fordi disse film netop ikke kun er fiktion eller andre menneskers historie. Udstillingen handler om os alle!

Det er super vedkommende, når kunstnere gør sig tanker om menneskets historie og fremtiden. Når de gør sig umage med at tænke ind i en ikke fjern fremtid. Den type mod har vi i ekstraordinært grad brug for i denne tid, hvor krige og klimakatastrofer truer os fra alle verdenshjørner.
Vi har brug for, at kunsten trænger ind i mørket og bevidstgør det, der gemmer sig der.

Særligt når resultatet kommer med så stor kunstnerisk kvalitet, så stor patos og psykologisk dybde.