En fin Afgang

Kulminationen af fem års studier på Det Jyske Kunstakademi kan for tiden opleves i Århus Kunstbygning. Afgang 11 fungerer udmærket i kunsthallens store åbne kælderrum. Ingen skillevægge er opsat, hvorfor værkerne får mulighed for at udfolde sig i såvel rum som med hinanden.

Fem værkserier af i alt seks kunstnere udgør afgangsudstillingen; endvidere er der tilknyttet et læserum med tekstværker, kunstnerbøger og udstillingskatalog.

Udstillingen er vellykket, og den besøgende får et fint indblik i en lille flok nyuddannede kunstnere, der lader idéer komme til udtryk på vidt forskellige måder. Den store variation er næsten Afgang 11s bedste træk; man får på denne vis en fornemmelse af, hvordan de udøvende elever finder deres egne veje i løbet af studieårene.

Arbejdsmedierne er tydeligvis væsentlige for hver enkelt, og den besøgende får indtrykket af, at kunstnerne indgående kender deres materialer og remedier.

Forsvinding og bevægelse
Bevægelse er et gennemgående tema – bogstaveligt og indirekte.

Ved siden af læserummet befinder Jens Peter Baks installationer sig. Under fællestitlen Forsvindingsbilleder udfolder Bak en leg med projicering. Lyskilderne udlignes eller forsvinder på skærmene, og den besøgende får forskellige oplevelser af værkerne afhængig af, hvor i rummet han/hun befinder sig. Mens man bevæger sig rundt mellem lyskilderne og skærmene erkender man, at det er selve billeddannelsen, der er essensen her.

Nærmest i forlængelse udstilles Anna Karen Rasmussens fem værker, som tager udgangspunkt i bevægelsesmønstre. Stilstand til hyperaktivitet udfoldes i videoer, skulptur og mekanik. Den totale ro afspejles gennem en frit hængende sort kugle.

Ved siden af er videoværket Taktil øvelse, der også opleves som en umiddelbar ro, men en uro fornemmes, da videoen vedvarende kører i loop. En konstant bevægelse er tilstede i gulvniveau, hvor to motorer driver en rød snor, mens en endnu mere intens bevægelighed er at finde i videoerne Staccato/Legato. Gentagelser og forskellige tempi i lagene fungerer godt, og den besøgende mærker værkserien kropsligt.

Indgreb og stofprøver

Udstillingens bedste værker befinder sig på endevæggen. Peter Olsen og Jonas Georg Christensen har lavet Indgreb i det offentlige rum. Bemalinger foretaget på facader i byrummet bliver fremvist i en serie fotografier i storformats print. Der sættes spørgsmålstegn ved grænsen mellem offentlighedens og kunstens rum.

Det er et spændende virkefelt, de har valgt – og at det tilmed æstetisk fungerer med de store tidsløse triptychon-ophængte fotografier, gør ikke værkproduktionen mindre interessant.

Morsomste indslag er uden tvivl Ea Borres små installationer af papir, pap og motorer, der på samme tid er fine små værker og mekaniske musikinstrumenter. De fremstår skrøbelige, men er så minutiøst foldede, at papir og pap agerer tandhjul i de små symfoniske værker. Det er ganske unikt – og den besøgende vil stå imponeret tilbage efter installationernes særegne bevægelser og kompositioner.

Sidste dimmiterende kunstner er Sophia Maria Seitz-Rasmussen, der udstiller kobbertryk og stofprøver i værkserierne Strumpfhosen, Spitzen og Stoffproben. Kobbertrykkene udviser respekt for og beherskelse af håndværket, mens små bitte stofstykker præsenteres som skulpturer. Proces og udtryk går hånd i hånd, hvilket gør serien til meget mere end ‘blot’ stofprøver og forfinede mønstre.

Ikke slå større brød op…
Det er et besøg værd at opleve de mangeartede udtryk, materialer og idéer udfoldet i ét rum. Men hvor udstillingen fungerer ved sin umiddelbarhed, forsøger det tilhørende udstillingskatalog knap så heldigt at give udstillingen en større dybde og vægtighed.

Enten svælges i den eventuelle udstillingsusikkerhed (tekst af Henriette Heise), eller også forsøger de involverede kunstnere og den eksterne vejleder Johanne Løgstrup at tilskrive værkerne større kreativitet og særegenhed end udstillingen kan bære.

Den besøgende bør lade udstillingen tale for sig selv i stedet – og det er den god nok til.