En fortryllet samling

Pernille Bøggild og Lisbeth Bank har forvandlet den gamle villa i Dronningmølle til et sandt raritetskabinet af vinger, blomster og knappenåle. Det er delikat og sårbart.

Det svirrer og summer i den store parkhave på Munkeruphus. Alting er sprunget ud, og det er insektlivet også. Indenfor handler det også om insekter i udstillingen 2 ANTENNER med Pernille Bøggild og Lisbeth Bank. De to billedkunstnere har arbejdet sammen siden 2011, hvor de arvede en samlers store arkiv af sommerfugle, natsværmere og andre insekter indsamlet engang i 60’erne på Bornholm. Den har de brugt i flere projekter, blandt andet til en permanent installation på Skovsnogen. Denne vinter viste de udstillingen Entomolomani på Landskrona Konsthall, som udstillingen på Munkeruphus ser ud til at være en viderebearbejdelse af. Udstillingen er nr. to i rækken af udstillinger, hvor Munkeruphus har inviteret kunstnere på et decideret produktionsophold på stedet. Kunstnerne har boet og arbejdet i huset i flere uger, og det kan man godt mærke.

Et nyt alfabet
Entomolomani derimod må være noget med læren om insekter kombineret med mani. I kunstnerparrets entomolomaniske verden, som de folder den ud her på Munkeruphus, er der helt andre systematikker på færde, der går på tværs af arter, og mere handler om rent æstetiske ligheder og lystfulde idiosynkratiske fornemmelser. Man kunne sammenligne med en anden aktuel udstilling: Lasse Krog Møllers Ephemera Mundi – Den oversete verden i Kunsthal Aarhus. Krog Møller arbejder med at samle og systematisere ydmygt og normalt ikke bevaringsværdigt materiale såsom fundne papirlapper og cigaretskod på en tung og seriøst museal vis.

Bøggild og Bank derimod arbejder mere med forestillingen om en manisk samlerkarakter, hvis systemer er gået i en form for kreativ ekstase. Hvor Møller er tør og humoristisk i sin måde at mime hele det kendte klassifikationssystem på, er Bøggild og Bank ude i et mere åbent poetisk ærinde. Man kunne også tænke på Camilla Berner, der også arbejder med arkiv og plantevækster, men som i og med hun bevidst befatter sig med det udsondrede, det oversete og foragtede ukrudt, også har et mere både kulturhistorisk lag, – hvad er det vi har inkluderet og ekskluderet i vores forståelse af et landskab – men også en mere politisk metaforisk dimension.

Værkstedet
I gangen på første sal har kunstnerne indrettet et værksted, eller måske i dette tilfælde laboratorium, og her er de gået i gang med at udfolde deres samling. Arbejdsbordet er i sig selv en del af udstillingen, den er en våd barnedrøm, hvor alting kan bruges til noget, det flyder med dimser og sager, med lim og petriskåle, pensler og pinde. At nogen har været alvorligt i gang i værkstedet kan man se i det store udstillingsrum, hvor kunstnernes arbejde med insektsamlingen, der nu indgår i en udvidet kontekst med f.eks. blomsterdele, perler, æbleskrog mv. præsenteres.

Laboratoriet er stedet for det kreative rod, mens udstillingssalen er stedet, hvor tingene er ordnet efter forskellige mere eller mindre konsekvente systemer og løftet frem til skue. Her er rammerne museale med arkivskabe og reoler, som tilfører det fragile og forsvindende en form for institutionel alvorsfuld tyngde: Nogen har villet det her, har siddet med de mindste pincetter og brugt timer på at få tingene sat i system.

På en stor flamingoplade anbragt i en niche finder man hundredevis af noget, der mest ligner støvdragere eller bittesmå flige af blomsterblade sat på nåle. Det er i virkeligheden nærmest ingenting i rigtig høj potens. Noget, der er så forsvindende lidt, men alligevel har været al omhuen værd.

Et andet sted finder man reolen med syv hylder til æbleskrog i forskellige udskæringer: Helt skrog, halvt æble, helt æble. Totalt mumificerede, brunsorte små skulpturelle udsagn fra verden.

Kalejdoskopisk skønhed
Et af de smukkeste elementer er et arkivsystem med glasplader sat op som en række af lodrette hylder. På hylderne er limet dele af sommerfugle, blomsterblade, støvdragere, små perler og andre delikate genstande.

Man kan se ind i systemet fra hver ende, og det er som at se ind i et kalejdoskop eller et tørt akvarium, hvor de mange små genstande tilsammen udgør et helt svævende univers. En model over en anden verden, en mere poetisk og drømmende verden, hvor fnug og farvede perler svæver som planeter i et ukendt solsystem. En lille scenografi, der befinder sig mellem skulpturen og billedet, og som vækker en eller anden form for et meget primært begær – i alle fald i denne udstillingsgæst.

Det maniske element ligger i gentagelsen og mængden. Der er ikke én enkelt gipsafstøbning af en halvrund pilleform, men et hyldearkiv med hundredevis af lækre små halvkloder. De to kunstnere opbygger via udstillingen en fælles dobbeltpersona; de maniske æsteter, der gentager og ophober, ideligt udbygger, ordner og pudser på et stadigt akkumulerende arkiv.

Bank og Bøggilds greb er det lystfulde blik. Og den rent visuelle glæde formår de at videregive til den besøgende. Man overraskes, man husker pludselig de samlinger og sammenstillinger, man selv kunne lave som barn. Et følehorn fra en sommerfugl, en støvdrager, en perle, en lille lokal verden.

Det andet værksted
Dette greb går igen i den anden del af udstillingen, der også har sit eget værksted, der er af mere snedkeragtig karakter, hvor der mellem ”rigtige” redskaber som syl, bøtter med pigment og forskellige former for dubbere, også hænger børster konstrueret af krogede grene, et gennemsigtigt sjippetov, en afrokam mv.

Denne del af samlingen folder de også ud i en form for dekorative ophobninger, hvor et Barbie-ben, en bemalet gren, en plasticklemme og et sugerør viser sig at høre til samme art. På en måde bliver det næsten for meget og samtidig for lidt. Jeg tror, udstillingen havde været stærkere, hvis de havde valgt at koncentrere sig om enten det ene eller det andet univers.

En hilsen til Gunnar Aagaard Andersen
Et værelse er tænkt som en ode til husets oprindelige beboer, kunstner, designer og arkitekt Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982).

En væg, der ligner én af Aagaard Andersens polyurethanskaller, men som Bank og Bøggild selv har lavet, dækker som en skærm for en eventyragtig scenografi, hvor to væsener har indrettet sig og brugt hhv. rødvin og kaffe som farvesættere.

Det er som at være Guldlok, der er kommet på besøg, mens antennevæsenerne er gået ud for at samle mere. Det ene væsens taburet er rund og beklædt med runde, lillafarvede ornamenter, den andens firkantede og beklædt med mere brunlige, firkantede former. På Aagaards skærm har de hængt deres lange kjoler, der har samme mønstre, og på vinduerne hænger skabelonerne, som de har brugt til at lave mønstrene med. Grebet kunne i og for sig være taget endnu videre.

Bank og Bøggild har antennerne ude, og deres force er deres evne til at arbejde rumligt og æstetisk overraskende og anarkistisk med samlingstematikken.