En udvidet meditation over identiteter

Et firkantet stykke guldstof ligger på det matgrå stengulv under et halvmånevindue, så lyset og refleksionerne i vandet udenfor glimrer i det. Ovenover er skrevet forskellige årstal og stednavne med hvid kursiv på de bærende træbjælker.

Materialernes kvaliteter og teksturer samt former, objekterne og bygningen, spiller alt sammen næsten erotisk sammen i udstillingen Slip of the Tongue på Punta della Dogona i Venedig.

Hver eneste lille detalje er der tydeligt tænkt over i placeringen af de 120 kunstværker og objekter, der udgør udstillingen.

Alle sanser bliver dermed skærpet hos beskuerne, der ind i mellem også må være på udkig efter kunsten, da den sine steder er en smule skjult, som guldtæppet Gold Field (1980-82) af Roni Horn, der ligger helt naturligt der på gulvet ved vinduet, eller David Hammons’ spinkle ståltrådsgrene Cigarette Holder forsigtigt ophængt i et hjørne, eller Felix Gonzalez-Torres karmosinrøde perleforhæng Untitled (Blood) på tærsklen i en døråbning.

Objekternes sprog
Den danske kunstner Danh Vo har som den første og eneste kunstner nogensinde kurateret en udstilling i det højprofilerede samtidskunstpalæ stiftet af rigmanden Francois Pinault. Som i Danh Vos egen kunstpraksis er det sammenstillingen af materialer, objekter, readymades, der bliver den kuratoriske ramme. En kuratorisk tilgang som udstillingen Theatre of the World på La Maison Rouge fra 2014 var pioner for.

Dahn Vo har altså udvalgt værker fra Pinaults egen samling, og man finder dermed bl.a. en metal konstruktion af Sigmar Polke, et maleri af Picasso, en Brancusi muse og et gabende marmorkvindekøn af Rodin, men også værker af genopdagede kunstnere som Carol Rama og Paul Spek udover middelalderværker, der skildrer Venedigs historie, dens romansk-katolske baggrund; værker hentet fra prominente venezianske institutioner som Academie Gallery og The Institute of Art History of Giorgio Cini Foundation.

Mellemmennskelig og social politisk kuratering
Religiøse, guldrandede billeder fra middelalderen bliver således placeret i montrer sammen med nutidige platinblonde hair extensions og italesætter på den vis – og lidt indirekte – spørgsmål om historiske fejltagelser, ligesom flere af de ældre middelalder artefakter bærer præg af at have været genbrugt i andre nye sammenhænge. De fleste af miniatureværkerne er fx skåret ud af bøger.

Men Danh Vos æstetiske raritetskabinet eller wunderkammer viser også en række Venedig Biennale-kendinge såsom Elmgreen & Dragset, Marcel Broodhaers og Fischli & Weiss udover flere af kunstnerens egne skulpturer og objekter fx If you were to Climb the Himalayas Tommorrow; en vitrine indeholdende kunstnerens fars Rolex ur, Dupont lighter og guldsignet ring. Danh Vos egen personlige historie som bådflygtning fra Vietnam er baggrunden bag dette værk. I kurateringens ramme, dvs. sammenstillingen af objekterne såvel som i kunstnerens egne værker, er det den mellemmenneskelige historie, der er i fokus og bliver sat i relief i en større social politisk kontekst.

Kunstneriske venskaber
Men man kan selvfølgelig også se The Slip of the Tongue som et forsøg på at kortlægge kunstneriske forbindelser og venskaber. En af kernerne i udstillingen er fx Nancy Speros Artauds Paintings og Codex Artaud serie, hvor den amerikanske kunstner i en hybrid mellem skrift, tegning og maleri muligvis forsøger at genskrive og -skabe den franske auteur Antonin Artauds brændende sproglige raseri, frustation og vanvid.

Sproget og dets forræderi (heraf også udstillingens titel),  eller vanskelighederne ved at formulere og udtrykke sig er markant til stede i den tyste udstilling, der paradoksalt netop åbnes med værket La Bocca af Bertrand Lavier: en højrød læbeformet sofa monteret på en klinisk hvid kummefryser antydende en nedfrysning af talen.

Et træk man også finder i flere af Danh Vos egne skulpturer fx Your Mother Sucks Cocks in Hell (2015). Der gemmer sig voldsomme indestængte følelser og brutale historier bag samplingen af kølige hvide marmor-brudstykker.

Ikke tilfældig shopping
The Slip of the Tongue er heldigvis ikke blot blevet en tilfældig shopping af eminente kunstneres værker forbundet overfladisk og sporadisk gennem kulturhistorien uden dybere refleksion. Hvilket ville være kurateringen af Slip of the Tongues største risiko. Dahn Vos præsentation på Punta della Dogona diskuterer derimod effektfuldt og sanseligt spørgsmål om fortolkninger og forbindelser, og hvordan kunsten kan kurateres; tydeligvis med et mere åbent forslag til en anden historieskrivning.

Udstillingens succes ligger ikke i udvælgelsen af de enkelte værker samt objekter og dermed deres art, form og materiale, men meget mere i selve den udførlige placering af dem i rummene. Danh Vo lader komplekst og subtilt to-tre eller fire værker og objekter befinde sig indenfor et nært synsfelt. Det er i mellemrummene mellem værkerne, i deres fine sanselige og reflekterende sam- og modspil, i dialogen, at betydningerne opstår.

I mellemrummene mellem værkerne, ser man pludselig, mens man bevæger sig igennem udstillingslokalerne de små tegn og sammenfald, fx guldsporet, der som et strejfmotiv løber gennem udstillingen og går i forbindelse med fx serien af de fysisk stærke, sensuelle, sort/hvide fotografier af Peter Hujar. Her i mellem og i forbindelserne produceres et helt nyt, samplet kunstværk i stor skala. Et værk, der tavst mediterer over og forsøger at udvide mulighederne for seksuelle, familiære, racemæssige, sproglige, nationale, kulturhistoriske ståsteder og identiteter.