En verden af lave
Det snarlige ragnarok er omdrejningspunktet i Ulrik Crones vedkommende, men også overfladiske syndflod af en udstilling.
Det snarlige ragnarok er omdrejningspunktet i Ulrik Crones vedkommende, men også overfladiske syndflod af en udstilling.
”A means to an end” betyder oversat til dansk noget i retning af, at midlet helliger målet. Altså noget man gør (men ikke nødvendigvis billiger) for at opnå et højere mål.
Når Ulrik Crones nye udstilling hedder The Means to THE END, bliver man selvfølgelig nysgerrig efter, hvad denne lille ændring betyder.
Når man kommer ind i V1 Gallery og mødes af en mannequin af en heilende hooligan med papirpose over hovedet og tisplet på bukserne (en lille hilsen til Claus Carstensen), begynder den lidt smarte titel langsomt at give mening. Udstillingen handler om ragnarokket i vores verden og byder på en syndflod af billeder fra stort set alt, hvad der kan betegnes som "dårligt" – fra fodboldvold til sprut og stoffer, trafficking og prostitution, shopping og overforbrug, kriminalitet, bander og politivold. I denne visuelle verden af armod bevæger voyeuren Crone sig i en blanding af fascination og afsky.
Sampling og Mannequin
Rent formelt er Crones metode simpel: flest muligt ”dokumentariske” mediebilleder og snapshots af frastødende steder og mennesker smides i silketryksmaskinen, placeres æstetisk velovervejet på lærredet, og derefter "dekoreres" værket med penselstrøg, symboler, kruseduller, spray, osv. Collageteknikken er gennemgående med variationer i alle de 2-dimensionelle værker på udstillingen.
Derudover kan man se den førnævnte hooligan og hans kammerat, der ligger død i galleriet med Liverpools flag draperet over sig, samt en lille installation, der minder om et usselt diskotek på en Polens-færge, komplet med sprutflasker, disco, farvet lys, gammel konfetti og nok en mannequindukke af en stripper, der danser ved sin stålstang med en papirpose på hovedet (hvorfor?).
Udstillingens udtryk er alt i alt ret aggressivt og pågående, men underligt nok bliver værkerne ikke rigtigt vedkommende; det er som om kunstneren er for travlt beskæftiget med denne sampling af massemediernes rædsler til selv at have overskud til rigtigt at føle eller give udtryk for en egentlig indignation.
Kapitalismen, og den grådighed den afføder, er den egentlige aktør bag billederne: Den er "midlet", der fører mod vort "endeligt". Dette budskab er sådan set helt reelt og sørgeligt vedkommende.
Problemet er den forfladigende effekt, den til det ekstreme gennemførte collageteknik medfører. Det ene billede efter det andet blendes i en uoverskuelig masse, hvorved ingen af billederne egentlig gyldighed får. Collagens forbandelse par excellence er faktisk, at jo flere billeder der bruges, jo mere overfladisk synes resultatet at blive.
Man føler sig i hvert fald efterladt med et billede af et æstetiseret forfald, hvor det eksplosive indhold paradoksalt nok bliver til en fredelig baggrund for værker af formel æstetisk snarere end politisk karakter, selvom Crone faktisk agerer temmelig moralsk i sin strenge fremstilling af tidens unoder.
Enkelt og godt
Bedst af alle disse værker fungerer ikke overraskende de enkleste motiver; malerier der fokuserer på en enkelt ting og holdes i et kontrolleret farve- og formsprog, hvor billederne ikke udjævner hinanden. Der er rigtig gode værker i den ende, for eksempel de mindre Untitled (Terrace House Suburbia) og Untitled (Liquorstore) samt et kæmpe billede forestillende masser af billig russisk vodka: Untitled (Spirits).
Alt i alt fremstår de 3-dimensionelle mannequinfigurer nok som de mest rå og vedkommende af alle udstillingens værker, selvom man i hele udstillingen tydeligt kan mærke Crones rastløse, insisterende energi. Men der mangler virkelig en retning og en stillingtagen til problemerne – en udfordring som alle vi andre deler med Ulrik Crone.
