Er der plads til kunstnerne i København?

På Korte Kontrakter er et aktivistisk kunstprojekt, der sætter fokus på kunstneres prekære arbejds- og leveforhold i form af en udstillingsrække, stor aktivitet på sociale medier og en masse pressemeddelelser, der sendes ud til fagfælder, journalister og politikere. I dette interview fortæller initiativtager Kaspar Bonnén om projektet, politikernes manglende kreativitet og formåen og om kampen for København, hvis kunstneriske åndehuller trues af kapitalistiske markedsinteresser.

“Projektet er født ud af et forsøg på at svare kapital- og investeringsfondene igen på den eneste måde, hvor de kan være sårbare; nemlig ved at vi kunstnere får vores historier ud i offentligheden”.

Sådan fortæller initiativtager Kaspar Bonnén om På Korte Kontrakter, der gør opmærksom på kunstneres indskrænkende muligheder for at arbejde og leve i de store byer. I en af række udstillinger – herunder Kaspar Bonnéns egen udstilling på Nikolaj Kunsthal – vises, hvordan store aktører på boligmarkedet som PFA, Salling Group og Kereby (tidligere Blackstone) presser kunstnere og andre små erhvervsdrivende ud af deres lejemål for at øge deres egen indtjening.

“Vi ser ind i en frustrerende udvikling, hvor København bliver tømt for lommer af steder, hvor der er plads til kunstnere, små håndværkssteder, borgerinitiativer; alt det, der ikke passer ind i mainstream-kapitalismen. Hvad bliver København for en by, hvis der ikke er plads til diversitet og til at lave noget anderledes, der ikke passer ind i markedets struktur?”, spørger Kaspar Bonnén.

På Korte Kontrakter er en udstillingsrække, der – i skrivende stund – viser værker af 18 billedkunstner, som på hver deres måde sætter fokus på de stigende huslejepriser og kunstneres mulighed for at bo og arbejde i byen. På Korte Kontrakter inviterer sit publikum og sine modtagere til at reflektere over de vilkår, kunstnere arbejder og lever under: Skal der være plads til kunstnerne i København? Hvem har ret til at være i byen? Hvordan skaber vi sammen en by, hvor der er plads til alle uanset indkomstniveau?

På Korte Kontrakter akkumuleres i Den Frie, og udstillingen dér udvides løbende frem til d. 29. oktober 2023. Op til ‘finalen’ kan værkerne opleves i og udenfor AGA Works, i Nikolaj Kunsthal og i Holckenhus. Et enkelt værk kan læses på Facebook – eller på kunsten.nu – nemlig Failed Artist af Kristoffer Ørum.

Læs: Jeg er en mislykket kunstner der er blevet ved med at lave kunst

Dårlige arbejds- og leveforhold i København

Kaspar Bonnén fortæller, hvordan han oftere og oftere hører fra kollegaer i det prekære kunstfelt, hvor besværligt det er at finde steder at arbejde i København. Disse oplevelser underbygges af undersøgelser og rapporter bl.a. fra Københavns Kommunes Rådet for Visuel Kunst, der i samarbejde med Billedkunstnernes Forbund (BKF) og Organisationen for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere (UKK) tilbage i marts 2021 udarbejdede en rapport, som viser, at tre ud af fire kunstnere overvejer at rykke deres kunstneriske praksis ud af København på grund af dårlige arbejds- og leveforhold i byen.

Årlig genforhandling

Kaspar Bonnén fortæller, at titlen På Korte Kontrakter helt konkret peger på, hvordan mange kunstnere lejer sig ind på korte og usikre lejekontrakter, der genforhandles og fornyes fra år til år:

“Generelt peger På Korte Kontrakter på kunstneres prekære forhold, og hvordan kunstnere bruger deres meget få penge på atelierer og materialer. Kunstneres økonomi er oftest sat sammen af andre jobs og minder i store træk om 1950’ernes daglejerforhold, hvor man ikke vidste, hvor den næste indkomst skulle komme fra. Ligesom daglejerne lever vi på det ene honorar til det næste”, beretter Kaspar Bonnén.

Fattigdom, knuste drømme og karrieremæssige nederlag

Idéen til På Korte Kontrakter opstod på baggrund af en samtale, som fandt sted i det omtrent 50 personers store atelierfællesskab på Vermlandsgade, AGA Works, som Kaspar Bonnén er en del af.

Det skete i kølvandet på, at PFA i 2022 købte ejendommen og overtog administrationen fra AGA. I den forbindelse blev der udarbejdet nye lejekontrakter, og som noget nyt, blev det introduceret, at kunstnernes lejekontrakter skulle genforhandles på årlig basis, hvilket Kaspar Bonnén fortæller skabte en ubehagelig usikkerhed.

Men i stedet for at lægge sig fladt ned, blev kunstnernes frustrationer kanaliseret ind i kunst- og udstillingsproduktion og dermed til startskuddet for På Korte Kontrakter.

Kasper Bonnén mod PFA

Fælles for de kunstnere, der tager del i På Korte Kontrakter, er, at de evner og har interesse i at skabe debat omkring de dårlige arbejds- og levevilkår for kunstnere i København. De har alle ydet modstand mod kapital- og investeringsfondenes grådighed og mærket presset fra tunge erhvervsaktørers interesser og sukket over politikernes manglende handling.

I slutningen af 2022 var Kaspar Bonnén selv oppe imod PFA:

“Der skete det, at jeg forrige år, hen mod slutningen af året, blev indkaldt til en kontraktforhandling. Her spurgte jeg ind til mine rettigheder som lejer. PFA vendte ikke tilbage, så jeg undlod derfor at skrive under på kontraktforlængelsen”.

Fordi Kaspar Bonnén kendte til lejelovens paragraffer fra en anden sammenhæng, vidste han, at hvis han undlod at underskrive, ville han overgå til en tidsubestemt lejekontrakt. Men den beslutning faldt ikke i god jord:

“PFA sendte et papir med besked om, at jeg var blevet gjort opmærksom på, at de skulle bygge, og at jeg skulle flytte fra lejemålet fra den 31. december, 2022. Jeg kontaktede advokater og LLO (Lejernes Landsorganisation), men det afholdt ikke PFA. De blev truende og ubehagelige og gjorde alt for at presse mig ud, selvom det kunne have været så nemt for dem at acceptere en tidsubestemt kontrakt og i stedet definere nogle forpligtelser”.

Ikke bare én sag, men mange

I Kaspar Bonnéns egen udstilling, som viser en gennemsnitlig kunstners arbejdsvilkår målt i m2, præsenterer han tegninger og modellerede logoer og udstiller samtidig den fulde korrespondance med PFA.

“Jeg bruger de ting, de har skrevet, og var egentlig klar til at gå videre i Boligretten og tage kampen op med dem dér. Men min advokat oplyste mig, at hvis jeg besluttede at gå videre med sagen, kunne det have den konsekvens, at PFA ville få andre muligheder, fx at hæve lejen, og den usikkerhed var jeg ikke interesseret i at være med til at skabe, også af hensynet til de andre i bygningen”.

“Så vi valgte et forlig, hvor jeg bl.a. blev tvunget til at skrive under på, at jeg ikke ville blande mig i områdets lokalplan ved at gøre indsigelser til den. PFA fratog mig altså en demokratisk rettighed. De forsøgte også at få igennem, at jeg heller ikke måtte sige noget om lejekontrakten. De her trusler siger noget om, hvad det er for metoder, ejendoms- og investeringsfonde som PFA er villige til at bruge. Som lejer og kunstner, der ikke har kræfter til at gøre modstand, viser det også, hvor udsat man kan føle sig og hvormeget man kan blive kastet rundt med.”

Kaspar Bonnén understreger, at hans bidrag til På Korte Kontrakter ikke kun skal læses personligt, men at han med sin historie og kamp mod PFA faktisk taler ind i et stort samfundsmæssigt problem:

“Bagtæppet er ikke bare én sag, men mange”, siger Kaspar Bonnén og refererer bl.a. til sager vedrørende de kunstnerdrevne udstillingssteder OK Corral, SixtyEight Art Institute og Astrid Noacks Atelier.

“Jeg håber, at historierne kan nå noget presse og blive dækket i dagspressen”, siger han, og prikker til det misforhold, at eksempelvis Salling Group får taletid til at fortælle om deres fondsstøtte til store kulturbegivenheder, samtidig med at de presser små udstillingsteder ud og på den måde er med til at udtynde kunstneriske miljøer i byerne:

“I Politiken læste jeg for nyligt et interview, hvor direktøren for Salling Group fortalte, hvor fantastisk det er at give kultur til folk, samtidig med at de som erhvervsaktører vil hæve husleje til det dobbelte, og deres bygninger bliver mere værd. Det har den betydning, at kunstnere ikke har råd til at være der.”

“Store aktører bliver nødt til at tage hånd om de her ting, hvis byerne ikke skal blive tømt for kunstneriske indhold. De har et ansvar. Salling Group er den tiende største ejendomsinvestor i EU. De har et ansvar for, at de her steder forsvinder og et ansvar for den by, de opererer i”, siger Kaspar Bonnén.

Den sårbare kasket

Kaspar Bonnén fortsætter:

“På Korte Kontrakter er et projekt, der er kommet ud af en indignation. Men også et ønske om at få historier frem, der føles uretfærdige. For mange kunstnere er det ikke så rart at være sårbare og komme frem med de her historier. Man frygter stigmatisering og nederlag, fordi man måske ikke tjener så meget som andre.”

At projektet indledtes samtidig med CHART har også meget at sige, fortæller Bonnén, da kunstmessen – og vores kulturminister ikke mindst – gerne vil sælge idéen om kunstneren som en succeshistorie, “selvom alle ved, de ikke tjener meget”, siger Kaspar Bonnén.

“Alligevel har mange kunstnere stadig et håb om at slå igennem og klare sig og lave noget interessant. Den idé styrer folk efter og de må leve med usikkerhed. Alle er mislykkede på en eller anden måde, men det er ikke en historie, der bliver fortalt så tit. Vi er mange, der ikke når i mål med det, vi vil, eller lykkes med vores mål. Det er svært at tage den kasket på. Mange giver op i de her kampe, fordi man ikke har overskud.”

“Vi bor her fandme”

Kaspar Bonnén opfordrer alle, der har ressourcerne til at blande sig, til at engagere sig og give deres mening til kende. Eksempelvis ved at sende et høringssvar til København Kommune og gøre opmærksom på kunstneres prekære arbejds- og levevilkår eller ved at sende deres egen historie til Bonnén selv:

“Vi har mulighed for at skabe en anden udvikling. Vi bor her fandme. Vi har også ret til at forme, hvordan byen udvikler sig. Byen er ikke kun til for kapitalfondene eller turisterne. Byen og alle andre byer skal være diverse og for dem, de bor der og indeholde forskellige mennesker. Det er et socialistisk sigte; et opgør mod den måde, hvorpå kapitalismen får lov at råde over byen og de bygninger, vi er i.”

Kaspar Bonnén minder mig om tidligere social- og boligminister Kåre Dybvads slogan, der lød noget i retningen af “mindre Blackstone, mere blandet by”. Han mener, det viser, at politikerne gerne vil lytte, men har meget svært ved at finde midlerne:

“Jeg ville ønske, at politikerne kunne være mere på forkant med dagsordener for at få ting til at lykkes. Det er dem, der bestemmer vores love, men det virker ikke som om, de helt er kreative nok til at forvalte det ansvar. For få penge kunne man løse de her problemer med høje huslejer og korte lejekontrakter for kunstnere, hvis man gerne ville lave en hjælp lige nu og her”, afslutter Kaspar Bonnén.