Er Freddie fræk?

Kontoret er fyldt med papirbunker og stakke af bøger, der breder sig fra reolen, over bordet og ned på gulvet. Rummet emmer af viden og lærdom, og det er tydeligt, at her holder fagkundskaben til.

Museumsinspektør og forskningsansvarlig for den aktuelle surrealistiske udstilling med danske Wilhelm Freddie, Dorthe Aagesen, tager smilende imod.
Da jeg spørger, om hun opfatter den skandaleombruste Freddie og hans kunst som en konfrontation i dag, tager hun til genmæle og siger med overbevisning:

Konfrontationens kunst
"Når Freddie maler en stor lyserød opskåret kvindekrop henover sit lærred, som i La Dolce Vita, der hænger centralt i 1. hal, så er det ikke meningen, at vi skal stå og frydes over stofligheden – man skal ligesom rammes! Man skal erkende, at man står overfor noget, der også er krop og kød.

Vi er ude i et helt andet erkendelsesprojekt, end man er i klassisk modernistisk kunst. På den måde mener jeg, at de er konfronterende," forklarer hun.

De sætter nogle ting i gang i os, som ikke bare har at gøre med en æstetisk oplevelse.

"Men det er klart, at de ikke virker chokerende på samme måde, som de gjorde. Navnlig for værkerne fra 1930’erne, skal man af historiske årsager forholde sig til datidens kontekst, for at begribe hvilken radikalitet de var udtryk for," erkender Dothe Aagesen.

Hvad skal vi med Freddie i dag?
Freddie opererede bevidst med det erotiske billedsprog som en katalysator, der skulle frisætte revolutionære kræfter i beskueren, hvilket i sidste ende skulle lede til en omvæltning af det daværende borgerlige samfund. Men intet chok – ingen revolution.

Ifølge Dorthe Aagesen medvirkede Wilhelm Freddie til at sætte dagsordenen i den samfundsmæssige diskussion navnlig omkring pornografiens frigørelse – men hvad skal vi med Freddie i dag?

For Dorthe Aagesen er der tale om, at Freddie kan ramme os på en anden, men ligeså overrumplende måde i dag.

Iscenesættelse
For det første drejer det sig om Freddies gennemgribende iscenesættelse af sig selv og sin kunst, identiteten som en mangetydig og ustabil størrelse.

"Dette aspekt kan man godt bruge som redskab i forhold til samtidskulturen. Hvis vi kigger på Facebook og andre internetbaserede fora og ser, hvordan folk lægger billeder ud af sig selv og optræder i alle mulige forklædninger og konstruerer en identitet, som ikke nødvendigvis behøver at have noget med én selv at gøre," forklarer Dorthe Aagesen.

Kommerciel kultur
I relationen til den kommercielle kultur var surrealisterne også banebrydende, og Dorthe Aagesen forklarer:

"Ingen har rigtig interesseret sig for den dimension hos Freddie før. Han lavede blandt andet en udsmykning i Magasin – den dukker op i litteraturen, men den er aldrig behandlet!

Faktisk havde han et vedholdende engagement i den kommercielle kultur allerede fra midt i 1930’erne, hvor han begynder at bruge en reklamefotograf og møder op på en reklamekongres i 1940 og forklarer, hvordan surrealismen kan vise vejen for vinduesreklamen."

For surrealismen handler det om at vække publikum, og det gør det også for reklamen, var påstanden dengang.

Forskellige medier
Et tredje aspekt, der danner bro til noget, der er aktuelt i dag, er ifølge museumsinspektøren de mange forskellige medier, som Freddie arbejdede med.
Han er indskrevet i historien som maler, men har været omkring alt fra skulptur, film, collage, vinduesudsmykning, over udstillingsdesign til ballet.

"Freddies ekskurser ud i alle mulige forskellige udtryksformer har jeg valgt at tolke som en måde at forny det maleriske medium på, idet surrealisterne ikke mente, at maleriet evnede at forbinde sig til den virkelighedserfaring, som var på det tidspunkt," fastslår Dorthe Aagesen.

Kvinde – på plads!
I Freddies værker er der meget få mænd, mens kvinden er et hovedmotiv hele vejen igennem.
Det handler ifølge Dorthe Aagesen udelukkende om hvordan hun tager sig ud fra et mandligt perspektiv, og hvad det er for nogle processer hun sætter i gang.
"Hun er i den grad objektgjort," erkender hun.

Og det kan undre en nutidig betragter, at udstillingens ambitiøse formidlingsside aldrig gør opmærksom på, at når Freddie taler om at udforske det menneskelige begær, så er der udelukkende tale om et maskulint begær.
De erotiske drifter er voldelige, sadistiske og kannibalistiske og beskrives som en udforskning af det menneskelige begær.

Konfronteret med denne problematik udbryder Dorthe Aagesen:
"Nå ja, sådan er der jo så meget! Fra hans perspektiv har der været tale om at udforske det menneskelige begær – men det er rigtigt: Han er ikke reflekteret om, hvilken position han indtog. Man kan selvfølgelig godt anklage udstillingen for ikke at reflektere over den kønsdimension."

Fræk og lummer iscenesættelse
Formidlingsmæssigt får publikum til gengæld Freddies værker saftigt serveret i en iscenesættelse, der er inspireret af det historiske surrealistiske udstillingsdesign, som var en kategori i sig selv.

Skulpturelle opstillinger og organiske former, der leder tanken hen på en kvindekrop og en lummer farvesætning, der understreger al denne kødelighed.

"Jeg tror det er det, der vil stå tilbage som det mest radikale ved den her udstilling," siger Dorthe Aagesen og antyder, hvorledes det ikke længere er Freddie som er fræk – det er museets iscenesættelse af værkerne, der er det.