Er Vores Kunst også bedre kunst?

Alle skal kunne forstå og sætte pris på kunsten i detoffentlige rum.

Selvom det er en forfladigende og umulig tanke, så er dét denbagvedliggende logik for projektet VoresKunst – et samarbejde mellem Statens Kunstråd, Statens Kunstfond og DR,hvor borgerne bestemmer hvilken kunst, de gerne vil have i deres nærområde.

Vores Kunst er etprojekt, der involverer offentligheden i beslutningerne omkringhvilken kunst, der skal være i det offentlige rum. Beslutninger, somoffentligheden ellers sjældent tager del i. Intentionen er dels at få skabtnoget ny kunst og opdyrke en offenltig relation til kunsten i det offentligerum. Godt nok, det er der brug for. Og det kan selvfølgelig være spændende at følge sådan en proces,men udfordrende kunst vil det aldrig producere. Det gælder iøvrigt en hvilkensom helst kunstnerisk genre.

I flertalletsinteresse
Vores Kunst ender med at argumentere for, at kunsten skaltilfredsstille den brede befolkning og ikke udfordre det kendte ogeksisterende.

Lokale kunstentusiaster (og ikke-kunstfaglige) er heldigvisblevet præget af såkaldte kunsteksperter (Charlotte Bagger Brandt, Marie Nipperog Peter Kirkhoff Eriksen), der har hænderne i kunstfeltet og ved, hvad desnakker om. Men det ændrer ikke på, at de lokale ildsjæle er repræsentanter foren stor lokalbefolkning, hvor de skal hente deres endelige opbakning. Derforvil værkerne også kun slippe igennem, hvis de taler til og kan begribes af enbred fællesnævner. De overlever med flertallets nåde.

Men hvad kendetegner så de tre udvalgte værker, der vandtkonkurrencen i går den 27. oktober?

LÆS OGSÅ OM AFGØRELSEN AF VORES KUNST

Noget for noget
I Hjallerup faldt det endelige valg på tyske Thilo Franks store cirkelformede lydinstallation,hvor Hjallerup-borgerne kan opleve sig selv og hinanden i et elektronisk ekko og gå påopdagelse i deres kropslige erfaringer, når den store cirkel-gang drejer 360grader om sig selv.

Formen dyrker den kropslige oplevelse af værket, imensman kan opleve ens egne kropslige lyde. En flot interaktiv skulptur, men ikkelangt fra oplevelsen i et spejlhus, hvis man skulle være lidt hård, og det erdette selvcenterede forbrug, der også vækker en følelse af genkendelse iværket. Det er oplevelsesøkonomi, hvor der er pay-off, hvis man investere sigselv i værket. Og det er jo til at forstå for en befolkning med sunde handelsgener.

Se præsentationen af værket

Forbindelser og højfart
I Trekantsområdet faldt valget på Nils Erik Gjerdeviks kulørte, væltede,lysende og “om-organiserede” elmaster, der skal ligge henslængt på enmark mellem de motorveje , der fletter landet sammen i området.

Letgenkendelige former i et nyt arrangement, der leger med begreber somforbindelse og energi (væltet, afbrudt og skæbnesvangert) i et dramatik og humoristisk, visueltudtryk, der kan registreres i høj fart – ja selv i mørke. Det er objekter vi kender, men i etsurrelt og stærkt visuelt scenarium.

Se præsentationen af værket

Ø-humor
På Ærøfærgen faldt det endelige valg på kunstnerduoen Randi & Katrines humoristiskeudsmykning og røntgen-maleri på siderne af færgen, hvor små koøjer, biler, palmebar ogpanoramavinduer leger med færgens faktiske størrelsesforhold og forvandler denlille færge til et stort cruise-skib.

En skæg kommentar til det lille samfund,de store ambitioner, drømme og vore nostalgiske forestillinger om at tage færgen. Deter ligetil, sjovt og leger med netop en positiv genkendelighed som kunstoplevelse.

Se præsentationen af værket

Ingen af de tre værker rører ved noget udtalt kritisk ogforsøger ikke, at udfordre forestillingen om det sted de indtager. De fremhæverstedet og dets identitet og gør det med letaflæselige værktøjer, der ender i enform for kunstnerisk tilfredsstillelse af noget lokalt og allerede eksisterende. Det er et logiskresultat af en konkurrence, der gør sig afhængig af det brede flertal, der vilrepræsenteres og respekteres positivt, og ikkeprovokeres eller udfordres, af kunsten.

Kollektiv gevinst –kunstnerisk tab
Et enkelt vinderprojekt er dog mere tvetydigt: Nils Erik Gjerdevik udfordrer medsine brudte og væltede elmaster med lysende el-kabler nemlig ideen om trekantsområdetsom en sammenføjning af vore landsdele, og derfor fremstår værket også somkonkurrencens mest udfordrende og interessante vinder. Spørgsmålet er, om det var en del afgrundlaget for udvælgelsen?

Værkerne blev fra denne stol valgt ud fra defineredemål om at repræsentere en offentlig forestilling og interesse i områderne. Det kan selvfølgeligvære fint som kollektiv aktivitet og proces, men ikke som baggrund forinteressant kunst. Det er ikke noget man kan kritisere kunstnerne elleroffentligheden for. Det er Statens Kunstråd, Statens Kunstfond og DR, der måforsvare deres x-faktor-populisme i kunstens navn.