Erotik fra himmel til helvede

Laure Prouvost bombarderer sanserne med fragmenter af nøgne kroppe, dyr, blomster, biler og frugter. Det er både dybt og overfladisk, alvorligt og fjollet, originalt og klichéfyldt. Der er blomster-porno og vores anmelder er fascineret – og lidt forvirret.

Franske Laure Prouvost er efterhånden en international stjerne, der har haft en enorm bevågenhed efter Venedig Biennalen i 2019 med en sansemættet totalinstallation af objekter og video, der var ekstremt populær blandt publikum.

Hendes første danske soloudstillings værker er skabt til forskellige sammenhænge på forskellige tidspunkter, men på grund af udstillingens opbygning opleves de som et stramt forløb, og det er svært ikke at se det som én lang bevægelse: Fra lys til mørke, fra luft til vand til jord, fra den naturlige krop til den erotiske krop til den præsterende krop, fra himmel til…helvede? Ikke fordi der er en klar mening – det hele er ret forvirrende i sit bombardement af sansninger, tegn, objekter og symboler – men fordi man alligevel fornemmer en vis meningsfuldhed, der er lige så overfladisk, som den er dyb, lige så humoristisk, som den er alvorlig og lige så klichéfyldt, som den er original.

Lad mig være mere konkret: Der er tre videoinstallationer og tre rum installeret med objekter ind imellem videoerne. Man bevæger sig længere og længere ind i mørket, men det begynder med et helt nyt værk, Above the Claouds (ja, sådan staves det), der er installeret på en buet skærm, som fylder mere end synsfeltet, idet man ligger på en kæmpe rund seng, omsluttet af video. Ind imellem sænkes der et stativ ned med frugt og grønt af plastic på, som kaster skygge på projektionen.

Det, man ser, er tre eller fire nøgne kvinder, der drøner rundt i himlen omgivet af skyer som en slags guder, omend de ikke opfører sig særlig guddommeligt. Og måske er de endda djævle, for på et tidspunkt har to af dem en elektrisk ledning stikkende ud fra numsen. De synes at lege en uskyldig leg, hvor det gælder om at fange hinandens ‘hale’, men snart slås de i stedet, og den ene ligger besejret tilbage.

Det er blot én lille scene i et virvar af tilsyneladende usammenhængende scener, optrin og billeder, der kun synes bundet sammen af skyen som element. Det er på sin vis storslået, men samtidig også spøjst lavteknologisk i form af slet skjulte green screen-effekter og det meget analoge stativ, der hejses ned og kaster skygge.

Badenymfer

I næste rum, der fungerer som passage, er udstillet en række surreelle skulpturer, men de er dækket bag et slør eller net, så man har lige så svært ved at se detaljerne, som man har ved at forstå den dybere mening med den første video – men begæret efter at sanse og forstå holdes ved lige. Der er to slags gådefuldheder i kunsten: den kedelige gådefuldhed, som bare er vag, og så den interessante gådefuldhed, og det er den, Prouvost formår at skabe, når hun er bedst.

Den næste video er utilsløret erotisk. Den hedder Swallow og er et gammelt værk fra 2013, hvor en række kvinder nymfeagtigt nøgenbader i en skovsø med et vandfald.

De er nydende og sanselige og gør sig delvist til for kameraet i forførende gestus, som der ikke var nogen af i den første video. De bider sensuelt i frugter og der er et klart fokus på det orale, som endda på bizar vis også overføres til fisk, der også skal spise bær. De synes opslugt af deres egen nydelse og af hinanden indtil en mand dukker op. Han nærmer sig dem, men ‘forsvinder’ og kun hans tøj lades tilbage. Man fornemmer, at nymferne ikke er helt ufarlige.

En passage i næste rum fører os gradvist hen mod mørket. Her er der grenværk og senere et flot, vævet vægtæppe påklistret objekter, skilte og aviser. Man aner en fortælling, men igen er den dunkel. Og dunkelheden bliver gradvist til mørke på vej hen mod det næste, mørke rum.

I det mørke rum er udstillet en lang række objekter og skulpturer på sokler, men man kan ikke se dem. Undtagen i korte lysglimt, der i få sekunder oplyser et eller flere af dem.

Det har den effekt, at objekterne fortrylles; vi har virkelig lyst til at se dem, vi når ikke at se dem ordentligt, de forbliver (igen) gådefulde og bevarer en aura af noget utilgængeligt. Men der er blandt meget andet æg, tebreve og en gearstang, som alle peger tilbage på de film, vi har set og dermed bekræfter fornemmelsen af sammenhæng i udstillingen.

Blomster-porno

Den sidste video vækker modsatrettede fornemmelser. Den er ikke bare erotisk, men direkte seksuel, og samtidig er den dyster i sit syn på kroppen.

For det bizarre er, at det ikke er menneskene, der er seksuelle, det er blomster. Blomster-porno, fristes jeg til at kalde det, og det er formentlig første gang, jeg er blevet erotisk opstemt af blomster. Nej, det er ikke mig, der er mærkelig – se den selv, og du vil forstå.

Men bortset fra nogle sanselige fingre slider og lider menneskekroppene, de pumper og smerter og er blottet for sensualitet, modsat blomsterne. De erotiske blomsters sexliv hjælpes på vej af tekstfragmenter, der entydigt handler om samleje og af en række helt klassiske symboler for sex, eksplicitte på grænsen til det parodiske: Jordhulen er en vagina, springvandet er ejakulation, det drypper af harpiks og frugter stimuleres med fingrene. Blomsterne har et orgie uden lige.

Jeg ved ikke, hvad det i sidste ende skal betyde – og Charlottenborg har valgt ikke at formidle værkerne overhovedet – men der er et mellemværende med menneskekroppe, dyr, de fire elementer, blomster og frugter.

Det er pirrende og ind imellem foruroligende; det er fjollet og ind imellem alvorligt; det er gådefuldt og ind imellem overtydeligt.

Laure Prouvost er særegen, forførende og ind imellem en smule frustrerende. Det er ment som en anbefaling.