Esbjerg Kunstmuseum trodser afmagringskur

2. februar 2016

I en ny udstilling har museet solgt reklameplads til lokale virksomheder i selve udstillingsrummene som en reaktion på de offentlige nedskæringer på kulturområdet.

Tobias Rehbergers værk Infections II (2014) er med på trodsudstillingen TRODS ALT. Foto: Torben E. Meyer

I en ny udstilling har museet solgt reklameplads til lokale virksomheder i selve udstillingsrummene som en reaktion på de offentlige nedskæringer på kulturområdet.

“Udstillingen TRODS ALT er vores kommentar til den ufrivillige afmagringskur, kulturlivet er sat på”, siger museumsdirektør Inge Merete Kjeldgaard om udstillingen, hvor museet har solgt reklameplads til lokale virksomheder i selve udstillingsrummene.

Som led i det offentliges massive spareplan på det kulturelle område, er flere kunstmuseer de næste fire år nødsaget til at skære ned på bl.a. udstillinger, personale og forskning. På Esbjerg Kunstmuseum har man fostret en ny ide i kølvandet på de massive nedskæringer.

Museet har sammensat gruppeudstillingen TRODS ALT, der på kritisk og humoristisk vis kommenterer på regeringens og kommunens kulturpolitik: museet har solgt reklameplads til lokale virksomheder i selve udstillingssalene. TRODS ALT består af museets nyere samling fra de seneste fem år.

Udstillingen er inddelt i otte rum, som hver har sit tematiske udsnit. Rummene, som er solgt til forskellige firmaer, er hver især koblet til et specifikt tema, som matcher firmaprofilerne. Eksempelvis har Red Star Photo købt det rum, der drejer sig om reklameæstetisk og design, hvor bl.a. Tobias Rehbergers lampeinstallation og Eric Andersens mannequin Piccolina/Piccolini udstilles. Bedemandsforretningen Skov Madsen er koblet til rummet, som tematiserer død og forgængelighed, hvor man kan opleve Nicolai Howalts Car Crash billedserie og Per Bak Jensens registrering af et æbles forrådnelsesproces.
I TRODS ALT indgår der desuden værker Gerold Millers, Tomas Saraceno, Skeel & Skrivers, Sofie Bird Møller og Thomas Bang.

Fra nedskæring til ekstraindtægt
Den alt andet end humorfyldte baggrund for museets usædvanlige tiltag er ud over de aktuelle nedskæringer, at museet ikke kan trække momsen fra til udgifter i forbindelse med udstillinger. Det ændrer sig imidlertid, hvis der annonceres i en udstilling. Der er således tale om et tiltag, som ikke alene giver Esbjerg museum en lille annonceindtægt, men ydermere genererer en indirekte ekstraindtægt i form af, at moms-afregningen for hele udstillingen ændrer sig.

TRODS ALT er vores kommentar til den ufrivillige afmagringskur, kulturlivet er sat på af både kommune og stat”, siger museumsdirektør Inge Merete Kjeldgaard til KUNSTEN.NU.

“Når man vælger at skære voldsomt i de offentlige bevillinger, begynder man i højere grad at overlade ansvaret for kunsten til private særinteresser. Det er derfor både med alvor og humor, at vi i denne udstilling viser muskler. Vi har installeret de seneste års mest markante erhvervelser i otte forskellige stemningsmættede rum, der har hvert sit idémæssige snit. Dem har vi så ‘solgt’ til nøje udvalgte firmaer, der i særlig grad matcher det enkelte rum. På den måde sætter vi fokus på problematikken og det scenarie, hvor man gør det sidste frirum for samfundets selvrefleksion mindre og mindre”.

Vil kunstpublikummet ikke finde det provokerende, at branding indgår i en udstilling, og vil det ikke skabe en diffus oplevelse af værkerne?

“Det har jeg meget svært ved at tro. TRODS ALT fremstår som en sammenkomponeret helhed. Der er jo netop ikke tale om en tilfældig sammenblanding af branding og kunst, men tydeligvis om en symbolsk handling – en efter vores egen mening seriøs og substantiel reaktion på den stramme kulturpolitik”, siger Inge Merete Kjeldgaard.

 

Fakta

Beskæringer på Esbjerg Kunstmuseum Esbjerg Kommune skærer 14% i sit tilskud til museet. Staten skærer 2% i sit tilskud til museet i år. De følgende år 4, 6, 8%.