Et bart stykke stof, der håbefuldt skriger efter at blive fyldt op med fortællinger

I udstillingen Mapping the Displaced på det nye udstillingssted All all all vil kunstnerne Sidsel Ana Wendel Gajardo og Melodi Soltani skabe et rum for fælles diasporisk erfaring i en ufærdig og processuel visning. Men selvom man sympatiserer med idéen om fællesskab og process, savner man at opleve den.

Som en del af Kunstforeningen GL STRANDs lysegule facade står der nu All all all med store blokbogstaver fordelt hen over kælderlokalernes tre vinduer.

En ny udstillingsplatform er rykket ind og er en del af kunstforeningens initiativ om, at stille de nyligt erhvervede kælderlokaler til rådighed for spirende unge stemmer aka. kurator Klara Li og administrativ partner Nanna Saplana, der driver det nye sted.
De vil med deres udstillingsprogram udfordre idéen om det færdige kunstprodukt gennem processuelle udstillingsformater og omsorgsfulde kunstpraksisser, der sænker tempoet for kunstproduktion og forbrug

Og det må man sige, udstillingen Mapping the Displaced opfylder. Men hvad skal vi egentlig med det ufærdige kunstprodukt, når det blot er et hvidt lærred?

Et modigt og ambitiøst projekt

Det første man møder, når man træder ned i kælderens oplyste lokaler, er en meget lang lærredsløber, der slanger sig gennem udstillingen i bløde buer. På løberens hvide lærred gemmer der sig enkelte farverige billeder lavet af stoflapper påsat med nål og tråd. Her finder man blandt andet billeder af to anonyme skikkelser omkring et bord, tre løbende kvinder på flugt og tre sørgmodige gravsten på række.

Billederne er barnlige og simple i deres udførsel, som uskyldige barndomsminder, der viser brutale motiver. De skal forestille scener på en storyline, der illustrerer kunstneren Sidsel Ana Wendel Gajardos egne personlige oplevelser som barn af en politisk flygtning.

Men det er ikke kun kunstnerens oplevelser, der bliver belyst i værket. Rundt omkring løberen ligger der stofrester og syredskaber, der inviterer publikum til at sy scener fra deres egne fortællinger ind på løberens storyline. Det er dog ikke alle publikummer, der kan deltage, men kun personer der deler lignende erfaringer med flugt, hjemve og splittelse.

Der er dermed lagt i støbeskeen til et interaktivt værk, der skal bringe folk sammen i et diasporisk fællesskab – modigt, tænker jeg, for vi kan vel aldrig vide med sikkerhed, om publikum vil deltage, og om det lange hvide lærred vil blive udfyldt. Og når jeg kigger mig omkring, er der ikke et øje.

Værket er inspireret af den chilenske håndværkstradition arperillas – en metode, der opstod som en stille protest under Augusto Pinochets diktatur i Chile i 1970’erne og 1980’erne. Her syede fattige kvinder scener fra hverdagen ind i patchwork tæpper, ofte med skjulte politiske budskaber som en måde at bryde med censuren. Det er en metode, der afspejler en feminin sårbarhed, men også en snu styrke, som har ligget i disse chilenske kvinders hænder, der nænsomt har holdt stoffet i den ene hånd og nålen som deres subtile våben i den anden.

Metoden afslører Gajardos chilenske rødder, og hun forsøger med sin arperilla-inspirerede stofløber at sammenvæve den kollektive fortælling med den personlige fortælling. Men i skrivende stund står kunstnerens egen fortælling noget alene.

På væggene hænger et par A4-sider med tekststykker, simpelt ophængt med en smule tape – enkelt og sårbart, fuldstændig ligesom installationen af stofværket. Også her er siderne meget nøgne, kun påskrevet enkelte sætninger. Tekststykkerne skal danne baggrund for de scener, der er illustreret på løberen – en sammenhæng, jeg må lede lidt efter, men jeg finder dog nogle enkelte ligheder. Der står blandt andet: “Dine psykoser er her endnu – de hænger fra loftet som guirlander”. En sætning, der er en direkte parallel til selve opsætningen af værket.

Intentionen er, at tekst og billeder skal gå hånd i hånd – i takt med, at sproglige billeder manifesterer sig som stoflige billeder, vil der også blive hængt flere sider med tekststykker på væggene. Jeg synes egentlig, at A4-siderne og stofløberen taler godt sammen i deres udtryk og opsætning – begge dele virker ensomme og efterladte, hvilket passer meget godt til et værk, der håbefuldt kalder på et fællesskab, der måske aldrig kommer…

Et safe space for de forviste

I kælderens mellemgang gemmer sig et kosteskab, der er blevet forvandlet til et call center, hvor herboende med hjemve kan ringe til deres familier i udlandet. På døren står der en opfordring til at tage skoene af. Rummet er beklædt med gardiner og et persisk gulvtæppe, der danner rammen for en lænestol, et bord med en ipad, et sæt høretelefoner og en gæstebog.

Her kan man slå sig ned og lytte til lyden af forskellige ventetoner, ledsaget af stemmer, der på flere forskellige sprog fortæller, at du venter i kø. Det er lydkunstner Melodi Soltani, der, i samarbejde med Welden Gajardo, står bag call centeret. Soltani har iranske rødder og har også oplevet, hvad det vil sige, at være fanget i en familiefortælling præget af flugt fra det, der engang var hjem.
Soltani går også under kunstnernavnet Melodi Ghazal og udtrykker sig oftest igennem musikken, hvor hun på farsi og engelsk synger sig ind i lyduniverser af alternativ artpop.

I høretelefonerne afspilles en samtale mellem udstillingens to kunstnere, hvor de taler om deres fælles erfaringer med at være efterkommere af forældre med flygtningebaggrund. Det er en samtale om ligheder trods geografiske afstande, fordi de begge mødes i deres diasporiske erfaring.

Denne erfaring bliver på en måde præmissen for det fællesskab, de to kunstnere forsøger at skabe med deres værker. De forsøger at skabe et inkluderende og trygt rum for alle med flygtningebaggrund. Det er i sig selv et vigtigt og sympatisk projekt, men det er også et fællesskab, der bliver lidt selvbekræftende, fordi værkerne så ihærdigt vil skabe ligheder, at nuancerne i de kulturelle forskelle træder mere i baggrunden. Mens jeg sidder i lænestolen i call centeret, bladrer jeg i gæstebogen. Også den er næsten tom.

Welden Gajardo udtrykker med sit blottede hvide lærred et savn om et fælles narrativ, som hun ønsker at manifestere ved at væve lignende fortællinger sammen. Call centeret forsøger på en næsten bogstavelig måde at skabe forbindelse mellem familier på tværs af geografiske grænser.

Begge værker vil at række udover udstillingsrummets vægge og ud i virkeligheden ved at opfordre til handling og kontakt. Det er altid en spændende ambition, men man kan diskutere, om den rent faktisk bliver indfriet. Begge værker belyser nogle interessante idéer, der taler ind i en vigtig og aktuel tematik, men visuelt er de dog lige lovlig simpelt udført og en smule hjemmelavede.

Og ja, jeg er godt med på, at intentionen bag udstillingen handler om det processuelle og ufærdige kunstprodukt, men hvordan skal jeg vurdere et ufærdigt værk, hvor jeg nærmest ikke kan mærke processen?

Jeg efterlades i sidste ende med en lidt flad følelse af en tom og forladt udstilling med et bart stykke stof, der håbefuldt skriger efter at blive fyldt op med fortællinger. Værkerne er betingede af det fællesskab, der endnu ikke er til stede, og de bliver derfor ved tanken. Som publikum oplever jeg derfor ikke, hvordan dette fællesskab kan se ud, i stedet bliver jeg præsenteret for en idé. Og jeg forstår godt idéen bag processen, jeg savner bare at opleve den.

Lad det være en åben slutning, jeg kan jo stadig blive modbevist.