Ex-skolen på Museum Jorn Silkeborg

Troels Andersen, som har kurateret udstillingen, var en af initiativtagerne bag Ex-skolens oprettelse i 1961. På udstillingen kan man stifte bekendtskab med ungdomsværker af de helt store kanoner i dansk kunst. Per Kirkeby og Peter Louis-Jensen fylder godt, og som toppen af kransekagen rejser Poul Gernes’ monumentale Papkassetårn fra 1967 sig himmelstræbende og gennembryder de lysdæmpende vinduer i loftet.

Udstillingens mindre rum er tematisk samlet omkring film, uddrag af Ex-skolens forskellige temaudstillinger fra 1960’erne samt de grafiske tryk, som blev fremstillet på skomagerpressen på skolen.

Værkernes aktualitet
Værkernes forskellighed afspejler, hvordan Ex-skolens talrige eksperimenter og en ihærdig søgning efter kunstens sociale funktion fandt nye udtryksformer for dansk kunst. Værkerne i udstillingen viser også, hvordan kunstnerne – på trods af en meget sparsom økonomi – stædigt holdt fast i ideen bag værket.

Ex-skolens økonomiske kamp for eksistens gennem 60’erne er således højaktuel i dag, hvor besparelser inden for kunst- og kulturområdet hører til dagens orden. Udstillingen på Museum Jorn i Silkeborg viser desuden, at Ex-skolens kunstnere havde fat i tendenser og ideer, som stadig er centrale for nutidens kunstnere.

I dag er der fortsat et ønske om at finde en social funktion med kunsten, og kunstnerne afsøger stadig nye veje i tæt samarbejde med andre – på tværs af teknologier og medier.

Eksperiment kunst skole
Troels Andersen startede sammen med Poul Gernes en af 1960’ernes mest kontroversielle kunstskole i Danmark. Ex-skolen var tænkt som et kunstnerisk alternativ til undervisningen på Kunstakademiet, og indtog fra starten en radikal position. Udgangspunktet var det kunstneriske kollektiv og en ihærdig eksperimentering.

“Gernes ønskede at kunsten skulle have en ‘social forpligtelse’ i samfundet”, fortæller Troels Andersen, der selv var eneste kunsthistoriker tilknyttet skolen. “Han arbejdede ihærdigt for at ophæve begrænsningerne for kunsten og ophæve den konventionelle opfattelse af kunstnerånden i værket. Og jeg blev grebet af hans tanker og visioner”.

“Jeg var selv meget optaget af tankerne bag Bauhaus-skolen og havde ivrigt studeret Malevich”, husker Troels Andersen. “Gernes insisterede på kollektivets anonymitet, hvilket blandt andet resulterede i fællesudstillinger under den anonyme titel Trækvogn 13 og en ligestilling mellem elev og lærer.”

Det neutrale midtpunkt
Når Troels Andersen levende fortæller om tiden ved Ex-skolen er han meget ydmyg omkring sin egen rolle i fællesskabet.

“Min rolle i Ex-skolen var som underviser af den moderne kunsthistorie, som var vanskelig tilgængelig på det tidspunkt i Danmark”, fortæller Troels Andersen. “Og så fungerede jeg som et neutralt midtpunkt mellem de forskellige kunstnerne. Jeg kunne se værdien af at holde gang i debatterne og bevare dynamikken i gruppen. På den måde bibeholdt vi energien længere end andre grupper, som kom til et naturligt ophør.”

Troels Andersen fortsætter: “Men Ex-skolen var meget mere end en gruppe og måske mindre end en skole. Det var kollektivet og eksperimenterne, som styrede retningen. Skolen havde ikke nogen reel ledelse, som man havde set hos Zahrtmann på Den frie studieskole tidligere.”

“Ex-Skolen var et dynamisk fællesskab, som eksperimenterede med forskellige materialer og kunstretninger og fandt nye veje, når eksperimentet var gennemprøvet. Som Per Kirkeby på et tidspunkt udtrykte det: “Så – nu er det ikke frugtbart at hamre mere” – og så fortsatte vi med andre eksperimenter. Og det var bestemt ikke kedeligt!” smiler Troels Andersen.

Outputtet var ikke det væsentlige
Ex-skolen havde mange talenter, men det kneb med pengene.

“Ingen af de danske gallerier og kunstmuseer interesserede sig for den nye samtidskunst,” forklarer Troels Andersen. “Derfor fandt vi alternative materialer og brugte det. Gernes tog ofte til den lokale losseplads sammen med ‘eleverne’ og fandt egnede materialer til værkerne. Samtidig købte vi billig dåsemaling, som atter gav nye muligheder for kunsten.”

Troels Andersen understreger i den forbindelse, at det ikke var outputtet, som var det væsentlige, men derimod eksperimentet og udviklingen.

Ungdomsværker var ved at forgå
Manglen på interessen fra samtidens gallerier og museer betød også, at mange af de værker, som nu har fundet vej til udstillingen på Museum Jorn, var ved at forgå. Det gælder både Poul Gernes Papkassetårn, som i mange år stod hengemt og glemt, inden Silkeborg Kunstmuseum i 1983 fik det udstillet på museet – efter en restaurering af maleren Poul Pedersen.

Per Kirkebys Et romantisk billede, som han præsenterede i 1965 på Ung Dansk Kunst-udstillingen, blev savet over og brugt som sengebunde, inden Troels Andersen fik foranlediget en præsentation for Statens Museum for Kunst, som købte og restaurerede værket. Begge værker kan opleves i samspil på Museum Jorn i Silkeborg.