Fællesskabet som vilkår

Udenfor Den Frie har den fransk-marokkanske kunstner Latifa Echakhch ladet nationalflaget udeblive. Måske er det derfor, man ikke ser mere til nationale fællesskaber i Den Fries bidrag til Copenhagen Art Festival.

I det hele taget er der stor forskel på, hvordan de enkelte værker relaterer til temaet fællesskab. Det spænder vidt fra personlige fortællinger til sociale eksperimenter til omgivelsernes fysiske indvirkning på vores liv.

Fællesskaber kan tydeligvis opstå på mange forskellige måder.

Hinsides godt og ondt
Med sit citat fra filosoffen Friedrich Nietzsches opgør med den kristne moral, antyder udstillingens titel Beyond Good and Evil, at fællesskaber udgør et menneskeligt grundvilkår, der ikke på forhånd er givet en mening. Den må vi selv lokalisere eller opfinde. Vi kan ikke blot læne os op ad religionen, nationen eller nogen anden given instans.

Men her trækker jeg mine egne konklusioner, for udstillingens formidling skaber ikke en klar kobling mellem værkerne og titlen. Det skal dog ikke undergrave det faktum, at udstillingen viser rigtigt gode værker og samlet set giver en kompleks og perspektivrig refleksion over temaet fællesskab.

Vi er alle i samme båd
Brasilianske Rejane Cantoni og Leonardo Crescentis værk Soil står for det mest tydelige budskab om, at vi er underkastet eller måske ligefrem prisgivet fællesskabet. Værket består af kvadratiske metalplader sat sammen til et fleksibelt og bevægeligt gulv.

Går man hen over gulvet, rykker pladerne op og ned, og effekten forstærkes eller forstyrres af andres bevægelser. En konkret fysisk erfaring af, at vi er spundet ind i hinandens liv. Den enes handlinger påvirker den andens liv.

Da jeg denne dag er alene på gulvet, udebliver den fysiske effekt, men værket er alligevel et godt billede på vores globale fællesskab som en ustabil tømmerflåde, der kontinuerligt udsættes for truende bølger – hvor bølgerne vel at mærke er skabt af menneskerne på flåden og ikke af et frådende hav!

Gruppedynamik
Fra tømmerflåden skal man dukke sig for at komme under danske Lea Porsagers effektfulde installation af syv jerntunge elementstøtter, der er spændt ud mellem kunsthallens vægge.

Værket får mig til at tænke på sloganet ”Vi løfter i flok”, men dets skulpturelle kvalitet er mere subtil.

På den ene side leverer disse brutale jernstænger illusionen af at holde væggene i skak, så de ikke styrter sammen over mig. På den anden side truer de med at lade deres mange kilo falde, hvis jeg vover at passere under dem – og det skal man!

Arkitekturen skaber fællesskab
Også Carsten Nicolais videoværk Future, Past, Perfect skal man dukke sig for at se. Vel indrammet af en kasse med hovedplads til standardmennesket, kan man følge en visuel vandring ind i Le Corbusiers boligbyggeri Unite d’Habitation.

Heldigvis leverer videoen ikke en ensidig kritik af den modernistiske højhus-ideologi, men har blik for bygningens fine detaljer såvel som dens tendens til standardisering og ensretning. Nicolai vover endda i et kort video-interview den påstand, at standardiseringen ikke blot er problematisk, men faktisk med til at sikre en fornemmelse af fællesskab. Det var hans egen erfaring, da han voksede op i en modernistisk boligblok.

Uglerne er ikke det, du tror
Endelig vil jeg fremhæve danske Søren Thilo Funders og Ann Lislegaard bidrag til udstillingen.

Lislegaards store animerede ugler fremstår skiftevis vegetativt afskærmet fra omverdenen og menneskeligt ekspressive i deres mimik, mens brudstykker fra science fiction-fortællingen Do Androids Dream of Electric Sheep? flyder igennem dem som radiotransmitteret støj og animerer deres kroppe.

Det er ikke helt klart, hvad værket tilføjer til refleksionen over temaet fællesskab, men man kan måske se det som et urovækkende billede af en post-human fremtid, hvor naturen er blevet menneske og mennesket er blevet maskine, og vi alle er forbundet i en fælles strøm af citater. Værket spiller effektfuldt på uhyggens mange strenge.

Alene midt i fællesskabet
Thilo Funders film Sal Paradise går derimod meget direkte i krig med forestillinger om fællesskab.

Værket spinder en tråd over flere eksperimenterende sociale utopiers drømme og forfald i Mexico, som i vor tid symbolsk ender hos en beatnik, der foretrækker ensomheden blandt fremmede mennesker i mega-byen Mexico City frem for en kollektiv eksistens.

Måske er fællesskabet ikke længere en drøm, men en spændetrøje vi må forsøge at bryde fri af?