Fanget i en politiker selfie

Vi ser dem i medierne, når der er pressemøder og debatter. Vi ser dem på Instagram, når de deler selfies, makrelmadder og alverdens andre billeder. Men hvem er politikerne egentlig, og kunne de være noget andet? Noget mere. Noget, som ville åbne for en bedre samtale mellem politikere, medier og offentligheden. Noget, der ville skabe bedre politik og bedre løsninger. Hvad ville der ske, hvis Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen en dag svarede: “Det er jeg virkelig i tvivl om. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvad synes I, jeg skal gøre?”, eller Statsminister Mette Frederiksen sagde: “Det har jeg virkelig ikke et svar på. Jeg ved det ikke”.

Det er et spørgsmål, som bliver rejst af kunstner Mette Riise. Vi er til første udgave af “Sanser & Finanser”, en ny type events, som Art Matter har lanceret i samarbejde med Bikubenfonden. Formålet er at bygge bro mellem politikere og kunstnere. Fordi hvis kunstens metoder og tankegods kommer til at spille en direkte rolle i vores demokratiske samtaler, ændrer det mennesker, og mennesker ændrer verden. Samtalen foregår i Socialdemokratiets gruppeværelse, omkranset af en række enorme malerier, som skildrer arbejderbevægelsens håb og drømme for fremtidens samfund. På tre høje stole foran publikum sidder politikeren Ida Auken (S), kunstner Mette Riise og vært Emma Holten. Samtalen bliver med vilje ikke optaget. Parterne skal kunne snakke frit, så denne artikel er en bearbejdet udgave af det, som blev sagt i løbet af samtalen. 

“Jeg synes, der er noget virkelig spændende i det spørgsmål, som Mette Riise stiller. Fordi jeg tror, at vi mangler en ærlighed om, at selv den mest magtfulde person i dette land, eller i verden, er magtesløs i nogle sammenhænge. Det er ikke for at sige, at politikere ikke har magt og ikke skal stå til ansvar. Men der er bare mange situationer, hvor man render panden mod en mur. Men at snakke om det, at udtrykke tvivl og magtesløshed, er også en balance, synes jeg. Der er jo ingen af os, der gider have klynkeledere. Men det er interessant, om der kunne være plads til en anden indsigt i vores politiske arbejde,” siger Ida Auken.

Mette Riise åbnede arrangementet med et live-værk. Iført jakkesæt og PowerPoint-præsentation fremførte hun en analyse af virksomheden Danmark med den centrale brand value, der er “pragmatisk idealisme”, hvor økonomi og strategi altid trumfer moral og socialt ansvar. Værket åbner for en lang række tanker og diskussioner om, hvornår noget er autentisk, og hvornår det er performance, og hvorvidt vores politik er bygget på kynisme eller idealisme.  

“Det her værk fik mig til at tænke på hende Ida for 15 år siden, som synes, at A/S Danmark var relativt ucharmerende. Vi politikere kan ret nemt komme til at lyde lidt som virksomhedsledere, og det skal vi jo ikke være. Det, som gør politikere til store figurer i vores historie, er jo netop, at de var mennesker. Politik er ikke et show, men det er meget svært at begå sig, hvis man ikke er god på en skærm. Man skal kunne noget mere end i tiden før tv eller sociale medier. Bare kig på, hvem der har vundet de seneste 10 amerikanske præsidentvalg. Samtidig er det vigtigt at forstå, hvor mange politikere der ikke er skuespillere, der ikke er kynikere. Nogle har måske bare et andet verdenssyn end det, du har, men det gør dem ikke til kynikere eller skuespillere,” siger Ida Auken og fortsætter: 

“På Christiansborg har vi sådan en stående vittighed med, at mange af os ikke kunne blive rockmusikere eller filmstjerner, og så blev vi politikere. Men der er jo en vis sandhed i, at man laver en form for performance, når man er på arbejde. Det tror jeg, de fleste gør. Derfor synes jeg, det er rigtig spændende at tale om, hvorvidt man måske kunne finde andre roller.” 

Politik og medier har altid hængt uløseligt sammen, og de politikere, der forstår at udnytte tidens massemedier, er dem, der får stemmer og magt. I radioens tidsalder, hvor stemmen var vigtig, blev Theodore Roosevelt med den rolige og indbydende barytonstemme amerikansk præsident. Ikke alle vidste, at han sad i rullestol. Da fjernsynet blev et massemedie, var det politikere med skærmtække, som Kennedy og Jens Otto Krag, der satte sig på magten. I internettets tidsalder var Barack Obama blandt de første til at udnytte sociale medier målrettet, og senere har danske politikere også luret recepten. Medierne har altid formet politikerne, og det er mere end nogensinde sandt i de sociale mediers tidsalder. Den politiske selfie er blevet en genre, som er næsten umulig at vende ryggen til. 

“Vi er jo også alle sammen blevet influencers. Og vi er også alle sammen fanget i opmærksomhedsøkonomien. Jeg har et kunstnerisk projekt med at være en bestemt type influencer, men når jeg kigger på Ida Aukens feed, så er hun jo næsten mere influencer end mig. Hun giver råd til, hvordan man køber genbrugstøj og så videre. Jeg tænker, at det er en generel ting, som man skal kunne, når man skal sælge en historie eller en fortælling. Politikerne sælger jo værdier og fortællinger og meget hardcore beslutninger. Men som kunstner sælger man jo også historier og værdier. Men når det så bliver bundet så meget op på en person, så bliver det jo en form for performance,” siger Mette Riise. 

Ida Auken forklarer om sin tilgang til sociale medier: “Algoritmerne på sociale medier som Instagram prioriterer selfies over andre billeder. Derfor er vi nødt til at bruge det format som politikere. Det er jo sådan, at hvis jeg gerne vil fortælle om mit politiske arbejde, så er der ingen, der gider se det. Det er det nørdede, som jeg skriver om på LinkedIn. Når vi har lavet bygningsreglementet meget mere grønt eller gjort en uddannelse mere miljøvenlig. På Instagram er jeg nødt til at gøre det anderledes og vise, hvordan jeg shopper genbrugstøj og den slags. Så der er jo nogle spilleregler, der ender med at forme politikerne og folks syn på os.”

“Der er jo faktisk en hel masse kreativitet, følelser og feberredninger og improvisation i politik. Men der eksisterer ikke rigtig noget ordentligt sted, hvor vi kan have en samtale om den slags. Det nærmeste vi kommer er nok en enkelt podcast eller to. Bare den snak vi har haft med Sanser & Finanser understreger i sig selv udfordringen. Det er ikke så tit, jeg får lov at snakke om den her slags ting på den her måde,” siger Auken. 

Den første udgave af “Sanser & Finanser” havde egentlig “kapital” som officielt tema. Men som det ofte sker i gode samtaler, tager de en drejning, og således endte dette første arrangement med at handle mere om selfies, autenticitet og om at forstå mennesker i deres fulde nuancer på trods af tidens medielandskab. Ida Auken når i løbet af samtalen at pege på den britiske filosof Terry Eagletons udsagn om, at kunst kan påvise problemer, men at politik kan løse problemerne. Hvis kunsten i løbet af denne samtale har vist os, at der er brug for at bryde fri af politiker-selfien, opmærksomhedsøkonomien og de sociale mediers algoritmer, ligger der en del arbejde og venter på politikerne.