Feber og famlen

Ulrik Heltofts tredje separatudstilling på Kirkhoff omfatter både fotografi, video og optisk installation og giver et interessant indblik i et univers, der både næres af litterære og filosofiske referencer, samt af fysiske, sanselige forstyrrelser.

I galleriets rum har Heltoft disponeret de forskellige kunstværker på en måde, så rummet nærmest bliver en uoverskuelig labyrint – lidt af et kunststykke i det lille lokale. Det lykkes ikke desto mindre at skabe en stemning af rum indeni rum, med hvert enkelt værk som et vindue eller en åbning imod en ny virkelighed, en ny historie.

Obskur litteratur
Fortællingen er fremherskende hos Heltoft, og det er reglen snarere end undtagelsen, at hans værker har en forhistorie i form af en forbindelse til et litterært værk, der gerne hører til i den mest obskure afdeling af kenderens bibliotek.

Sådan er det også med videoen, der er inspireret af novellen ”Vouyage Autour de ma Chambre” fra 1700-hvidkål af Xavier de Maistre, der under husarrest i et lille trangt rum fantaserede sig til en omfattende mental rejse i eksotiske egne.

Kunstner med febervildelse
I Heltofts video har hovedpersonen (spillet af Heltoft selv) pådraget sig et dødeligt sår og vakler hen på chaiselongen i et lille tårnværelse, hvor han falder i besvimelse. Herefter udspiller resten af videoen sig som et febermareridt – der som udstillingens titel ”Elements from a Nightmare” antyder – viser vor helts krogede, labyrintiske mardrømme (meget smukt illustreret ved et pragtfuldt kaleidoskops bevægelser) samt hans famlende vildelse, der helt ophæver det trange værelses grænser og åbner mod en helt anden virkelighed, hvori den fysiske verden og normale sansning ikke eksisterer.

Det er en meget fascinerende film, som er flot filmet og produceret, men man kunne dog godt få lyst til at se ‘mere’, måske kunne en historie være blevet udviklet endnu mere end den relativt korte film tillader. Eller også er det netop febermareridtets parameter, at man evigt kører rundt i de samme mønstre af vildelse uden at få en konklusion eller en udvej.

Mareridtets sære verden
Det dominerende værk i udstillingen er en stor kasse af spejle og stof, der igen viser temaet om mareridtsagtige vrangforestillinger, der ophæver tid, sted og rum – denne gang i form af et utroligt visuelt trick: Når man står foran den spejlende kasse, kastes ens refleksion på mystisk vis op i loftet af kassen og reflekterer et billede af beskueren som stående på hovedet på loftet! Jeg kunne slet ikke fatte, hvordan det kunne lade sig gøre, og endte med at stå og glo som et klokkefår på dette mærkelige fænomen. At det tilsyneladende massive værk faktisk er lige så let som et telt og fremstillet af tynd spejlfolie og let stof, gør kun de modstridende indtryk endnu særere.

Sneblind hvidhed og sorte skakter
En indgang til nok et univers af ophævede grænser og sindets mørke er Heltofts fotografier. De visuelt udmagrede, næsten ikke-eksisterende billeder i White-out-serien viser indlandsisen på Grønland fanget i et vejrfænomen som man kalder white-out – når himmel og is har samme farvetone og lysintensitet, glider himmel og jord i ét og skaber en verden uden faste punkter, og effekten af dette på den polarfarende er kraftig kvalme og svimmelhed.

Dette non-billede, dette usynlige univers har Heltoft fotograferet i en serie smukke, finkornede og paradoksalt nok skarpe billeder, men motivet er selvfølgelig helt væk og kun svage gråtoner giver et hint om det afbildede. Det svarer til at fotografere i næsten totalt mørke – på en ny måde.

Et eksempel er fotoet Old Mine, hvor man ser en indgang til en gammel guldmine. Når man læser pressemeddelelsen, kan man forstå, at minen er én enkelt guldgravers værk. Dette giver ‘dybde’ til billedet af den kulsorte mineskakts tomrum, og man forestiller sig med lethed hvilket klaustrofobisk mareridt det må være at befinde sig alene i det totale mørke i en verden, der kun indeholder guldfeber og famlen.