Fingrene i grundmulden

Folklore er et folksritualer, traditioner, skrevne eller mundtlige overleveringer og materiellekultur. Kort sagt.

Det usynlige net, der udgør strukturen i vores kulturellehandlinger og forestillinger.

Den aktuelle udstilling iKunsthal 44 Møen er en sjælden lille reflekteret sag med fingrene nede imulden. Den menneskelige og ofte symbolske sammenhængskraft er i fokus, men på et fritreflekteret niveau.

Det er ikke en Danmarks-udstilling med amagerhylder oghalmballer kurateret af Søren Krarup, heldigvis. Det er ni kunstneres greb omnogle komplekse mekanismer i kulturen og historien,formuleret med vidt forskellige kunstneriske tilgange.

Fra et ukendt land
Udstillingen er flerstemmig ogfint varieret, til trods for at værkerne bevæger sig hovedsageligt på væggene. Herfra peger Folklore –Old New Forms meget diskret mod et kulturelt centrum, hvor tingene ikke harfast form endnu eller er blevet indlejret i sin egen tradition.

I mødet med flereaf værkerne kan man få den opfattelse, at kunstneren just er hjemvendt fra etfjernt land med objekter og et symbolsprog, vi nu møder for første gang. Dekategorier, man troede var naglet til flagstangen i kolonihaven, møder poetiskeog relevante spørgsmålstegn.

Dette er værkerne af JanS. Hansen, Jette Hye Yin Mortensen, Emil Westman Hertz og Cecilie Gravesen interessante eksempler på.

Konserveret kultur
Cecilie Gravesens videoværk BetweenHumans an Other Things (2011) fungerer nærmest som udstillingens arne. Deter herigennem udstillingen får ballast og knytter an til nogle menneskeligeperspektiver og kulturelle grundelementer. Med begreber som kulturelkonservering, oprindelighed og håndgribelige og ikke-håndgribeligebetydninger og værdier giver værket dybde til temaet.

Vi følger to forskere, derundersøger et traditionelt maori-mødehus (Hinemihi) og dets bemærkelsesværdige rejse fra NewZealand til en engelsk herregård i 1892 som antropologisk trofæ.

Husetsadskillelse fra sit folk og kontekst får interessante drejninger, og meningsløshedenspreder sig omkring den nu funktionsløse hytte. Objekter og steder bliver knyttettil betydningsfulde praksisser og stærke følelser i folkloren – lige indtil debliver udnyttet eller fjernet fra deres meningsfulde kontekst.

Et kulturelt dyb
Sådanne historier og objekter finder man også hos Emil Westman Hertz, der bevægersig i både overtroen og de historiske lag, hvor især hans mange skulpturelleobjekter vækker mindelser fra en blanding af etnografiske samlinger og røverhistorierafskåret fra deres oprindelige sammenhæng.

Den proppede reol medtitlen Arkiv er fyldt med bivoks-,ler- og træfigurer, der med deres primitive stil og skjulte betydninger slår dørenind til glemte tider og sagn, som for en opdagelsesrejsende ville være etskatkammer uden lige. Både Gravesen og Hertz får lukket op for et kultureltdyb, der rummer både objekter med store krafter og en diskutabel magthistorie.

Hansens dobbeltværk (lavet med old school blæk og blegemiddel) Cheetah Psy Left/Right (2010) minder bådeom gepardens (cheetah) prikker og en skabelsesfortælling fra jordens indre.

Imens leger kollagen Speaking in Tounges (2010) sprogligt ogbilledligt med det religiøse i en frisk aboriginal æstetik. One-liners fragaden, rockmusikken og kunsthistorien blandes til en form forundergangs-street-religion med en kærlig ‘fuck det hele’-ligegyldighed. Her bliverfolkloren til moderne etno-zapper-kultur, og letbenet humor det nye mantra.

Sang uden betydning
Det eneste værk på udstillingen, der tager udgangspunkt i den anvendte folklore,er Jette Hye Yin Mortensens lydinstallationThe Songs of The Songless (2011), eller pointen er faktisk at viunderkender en del af vor folklore: Folkeviserne, salmerne, sangene – vordanske sangskat, som den til tider kaldes.

Mortensen spørger:”Hvad sker der så, når et folk holder op med at synge?”

Ved at afskære sangene fraderes enten ideologiske, nationale eller religiøse udspring, søger Mortensen enny betydning i sangen som spirituel handling i sig selv.

Men ved at tageudgangspunkt i et ‘folk’ og ved at iscenesætte værket i et ganske ‘kirkeligt’rum fremstår de dekonstruerede sange aldrig rensede.

Og det er vel netop pointenmed folkloren: Den er ladet. Sangen, bønnen, ritualet, objektet, det æstetiskeudtryk får først reel betydning i sammenspillet med de handlinger, følelser ogforestillinger – grundstrukturen – de henviser til. På godt og ondt.