Først er der en kunstudstilling, så er der ikke en kunstudstilling

Wadden Tide– First there is a mountain var en kunstudstilling ved Blåvandshuk strand, som blev ødelagt under en stormflod. Her kommer en posthum anmeldelse af udstillingen, som, selvom den foregik i et sublimt rum, ikke helt fik den sublime samtale igang.

Først er der en kunstudstilling
så er der ikke en kunstudstilling
så er der

Tirsdag i sidste uge stormede det kraftigt ved Blåvandshuk, det vestligste punkt i Danmark. Det var stedet for Land Art udstillingen Wadden Tide– First there is a mountain, som skulle have været tilgængelig resten af september. Men ak: Stormfloden rasede og ødelagde værkerne på stranden.

Derfor den ‘poetiske’ indledning, som er en ublu omskrivning af en tekst af zen-buddhisten Qingyuan Weixin (9. århundrede), hvorfra årets Wadden Tide havde hentet sin titel:

“First there is a mountain,
then there is no mountain,
then there is”

En kunstudstilling er en lille ting på en strand i selskab med et mægtigt, brølende hav, og udstillingens skæbne bliver i næsten al for konkret forstand udtryk for hovedtanken bag udstillingen: Nemlig at alt er foranderligt og forgængeligt. Det gælder et bjerg, som forvitrer og bliver til sand på en strand på den jyske vestkyst, såvel som en kunstudstilling på selvsamme strand.
(Det helt store spørgsmål er så, hvad der er, når bjerget ikke er? – men det er en anden historie)

Jeg nåede at se udstillingen, inden den blev oversvømmet, og selvom det måske er lidt mærkeligt at skrive en anmeldelse i datid, så gør jeg det alligevel, for årets Wadden Tide var lagt ambitiøst tilrette med store bannere ned gennem Blåvand by, omfattende formidlingsmateriale, et stærkt felt af kunstnere og en ligeledes ambitiøs kuratorisk ramme. Dog var det ikke alt, der spillede på stranden neden for Blåvandshug fyr.

Sand Art

Wadden Tide har tråde tilbage til Land Art traditionen, som den blev udviklet af blandt andet amerikanske kunstnere i 1960-70’erne, hvor kunstnere som Robert Smithson, Nancy Holt og Michael Haizer skabte værker i udkants– og ørkenområder med stor vægt på det stedspecifikke aspekt. Årets udstilling var den fjerde i rækken og lagt i kuratoriske hænder på Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl med en intention om at ville omhandle sand som materiale, historie og ressource.

Tue Greenfort havde eksempelvis taget udgangspunkt i sandets materialitet og støbt en række forstørrede knivmuslinger af sand, ler og granulerede muslingeskaller, der lå på række fra klitter til hav. Rasmus Myrup trak med sit mammut-skellet beklædt med ålegræs forbindelser til en fjern oldtid, hvor Nordsøen var landfast og beboet af blandt andet uldhårede mammutter, mens Rikke Luther havde opstillet tre store ‘entreprenør bannere’, som fortalte om den glubske og altomsiggribende sand-udvinding til betonproduktion og de alvorlige miljømæssige konsekvenser, der følger med.

Hvor de to første værker spillede sammen med omgivelserne, var der umiddelbart ikke megen poetisk samklang med stedet i den fysiske form, Luthers værk manifesterede sig i. Bannerne stod som uskønne fremmedelementer der på stranden. Men på den anden side er der i betonproduktionen heller ikke megen følsomhed for ‘den rene natur’, som brutalt og instrumentelt bliver behandlet netop som ressource.

Et næsehorn på stranden

Generelt var der fine værker på stranden. Hanne Nielsen og Birgit Johnsens store taleboble – skabt af pil og placeret i vandkanten – førte en samtale med tidevandet og det omgivende miljø, der både var ret så fysisk og konkret, men samtidig foregik på en lidt drilsk tegneserie- og meta-agtig måde (man kan sige, at havet svarede igen på den samtale!). Og Kirstine Roepstorff deltog med en perceptions-psykologisk skulptur inspireret af Fresnel-linsen i Blåvandhug Fyr, der pegede på, at verden derude – sandet, vandet og himlen – ikke er en fast, uforanderlig størrelse, men afhængig af den optik, hvorigennem vi sanser den.

Mest mærkelig var nok Kåre Frangs opskalerede legetøjs-bondehuse, begravet i sand til taget – og med et næsehorn stirrende ind af et vindue i gavlen. Jo, herude vestpå har man historisk skullet forholde sig til sandflugt og ændringer i landskabet, ligesom man i vor tids klimakrise ser ind i drastiske forandringer af naturforhold og levevilkår for alle arter. Engang i forhistorisk tid levede her – ligesom mammutter – også næsehorn. Hvem ved: måske trasker der et næsehorn rundt her engang i en fremtid, vi ikke kender?

Sublimt?

Altså: fine værker. Alligevel gik jeg på stranden med en fornemmelse af, at udstillingen ikke helt foldede sit potentiale ud i forhold til det mægtige rum af hav, himmel og strand, den foregik i.

Måske var værkerne placeret for tæt og umusikalsk på hinanden, for selvom stranden er stor, var værkerne koncentreret på et forholdsvist lille område. Jeg forestiller mig, at det kunne have været befordrende med mere afstand – noget mere vandring simpelthen – mellem kunstnedslagene, hvor naturen kunne stå mere for sig selv.

Der er så lidt natur i vores gennemkultiverede land, der kan fremkalde en form for sublim oplevelse, forstået på den måde, at man føler sig som et støvkorn i universet. Men vestkysten med den uendelige hav-vidde og høje himmel har potentialet til dette anslag. Det potentiale blev ikke udnyttet optimalt på Wadden Tide.

På infostanderne placeret ved værkerne blev der igen og igen formuleret, at værkerne var ‘storslåede’, ‘storskala’ eller ‘monumentale’, men det var de altså ikke! I et traditionelt udstillingsrum kunne de sikkert virke såvel storslåede som monumentale, men i denne kontekst var de vitterligt forsvindende små. Og kunne jo, i parentes bemærket, intet stille op, da det blæste op.

Jeg synes paradoksalt, at denne udstilling, hvor alt på papiret var korrekt og ‘stedspecifikt’ tilrettelagt, manglede en sensibilitet over for netop stedet.

Den uendelige vandring

Mest ‘monumentalt’ var det umiddelbart mest usynlige værk, nemlig Molly Haslunds store fodsporsværk, skabt direkte i sandet under gentagne performances, hvor hun sammen med lokale og gæster, der ville være med, trådte et uendelighedstegn. Det gav mindelser om legendariske Land Art værker som Richard Longs Walkings eller den danske skulptør Villy Ørskovs tanker om, hvad der skaber betydning i ‘betydningsløse’ miljøer såsom ørkener eller udkantsområder: Stablinger, rækker, linjer mm..

Der var ingen performance, da jeg besøgte udstillingen, men sporene var der. Man kunne ikke overskue tegnet, men opleve det med kroppen, idet man fulgte sporet.

Det lyder banalt, men havde en snert af det sublime anslag.