Forår uden knopper

Om foråret springer knopperne ud. Forårsudstillingen er netop dette for en uprøvet kunstner: Muligheden for at springe ud.

852 håbefulde kunstnerspirer har derfor indsendt deres værker til bedømmelse, men den højtprofilerede, internationale jury fandt kun 84 værker værdige til årets Forårsudstilling i Kunsthal Charlottenborgs hvide haller. Man har med andre ord renset ud nedefra og forsøgt at opgradere det endelige output ved at sortere hårdere end tidligere og ovenikøbet tematiseret udstillingen som en rumligt orienteret præsentation af ny kunst. I år bliver det godt!

Farvel til mangfoldigheden
Når man ser udstillingen, er der flere ting, der springer i øjnene: Der er ét maleri, nogle få netbaserede værker, en god håndfuld fotoværker og så en hel del væg-værker i flere kreativt udtænkte formater.

Mest markant er dog de mange installatoriske værker, hvoraf en hel del er videoværker men også traditionelle, mere skulpturelle indslag, samt en enkelt lydinstallation, der også er ét af de få interaktive værker på udstillingen. Der er såmænd også blevet plads til et enkelt performance-værk. Fokus har været på stærke værker med skarpe idéer, professionel udførelse og altså en udtalt dialog med rummet.

Den professionalitet er dog ikke udtrykt i udstillingen som et hele: Nogle falder ved siden af og ser ufrivilligt svage ud, imens en lille gruppe løfter opgaven markant. Der er så at sige meget få, der har kunnet ramme det niveau, som juryen og fonden bag Forårsudstillingen hårdnakket synes at have tilstræbt, og mangfoldigheden er forladt til fordel for – ja, de få.

Forudsigeligheden lever
Hollandske Kristina Kersas værk, der meget forudsigeligt modtog Jury-prisen, er et af de meget få værker, der altså både kvalitativt og formmæssigt eksemplificerer den skærpede profil.

Værket, I Sing as the Bird Sings, er en omfattende tre-skærms videoinstallation, der har fået tilegnet et helt rum, hvor man vandrer rundt i en diskret lydkulisse af fuglefløjt og betragter tre rygvendte personer, der foretager sig noget højst mærkværdigt. De er en del af den årlige konkurrence i ‘vinkensport’ – en flamsk nationalsport, hvor det gælder om at tælle flest finke-fløjt på en time. Således vandrer man fremmedgjort rundt blandt menneskestore projektioner og forundres.

Lad de erfarne komme til!
Den ligeså gennemførte videoinstallation The Diary of the Unknown Consumer af svenske Mattias Härenstam opfylder også de professionelle og rumlige kriterier:

En gang med udskårede, ærke-nordiske træpaneler fører publikum ind i et mørkt kammer, hvor mørket omslutter beskueren (‘den ukendte forbruger’) og i videoprojektionen tumler man rundt med hænderne foran sig i surrelle landskaber fyldt med forgængligheds-symbolik, og enhver famlende berøring forvandler fast til opløst.

Her er der i begge tilfælde tale om værker af kunstnere med en stor kunsterfaring og en allerede udfoldet karriere (Härenstam tog afgang fra kunstakademiet i Bergen i 1996 og Kersas værk har siden 2008 turneret rundt på store dele af den internationale kunstscene). Og de er langt fra de eneste, der tegner denne tendens på årets Forårsudstilling.

Konceptuel kant og poetisk styrke
Men udstillingen viser også en række mere lavt mælende værker. Og selvom de ikke nødvendigvis er store installationer, så er det reelt disse mindre men skarpe eksperimenter, der sætter sig.

Det gælder blandt andet det konceptuelle greb i Meriç Algün Ringborgs vejning af sit hjem med alt hvad dertil hører, Stine Gro Petersens helt igennem ‘forstummede film’, Emile Sadrias kommentar til kulturel mobilitet, Janus Høms udfordring af kunstscenens ophøjede seriøsitet og Emma Bernhardssons formeksperiment og no-bullshit-skulptur, An Absolute Truth.

Sidst rammer fotoserierne af både Peter Boel og Carrie Schneider dybt i deres poetiske fordrejninger af henholdsvis politiets kammerateri og selvets opløsning i parforholdet.

Fare for overgødning!
Og endnu engang er der tale om kunstblomster, der har passeret knopskydningen. Der er for langt de fleste tale om en kunstkarriere, der allerede er sat på skinner.

Var det disse udfoldede kunstnere Forårsudstillingen skulle danne platform for? Og har man som amatør nogen som helst chance, når man bedømmes og – hvis man er heldig – udstilles side om side med en erfaren kunstner? Hvad er Forårsudstillingen egentlig?

Forårsudstilling uden legitimitet
Forårsudstillingen burde se sig selv i spejlinstallationen og tænke lidt over sin legitimitet. Istedet for at være et fuldt udfoldet blomsterbed, burde Forårsudstillingen være væksthuset hvor nye talenter kunne spire med stor bevågenhed og et skud kunstgødning, fordi de personificerer termen ‘talent’ og endnu ikke bærer mærkatet ‘kunstner’.

Det er dén berettigelse Forårsudstillingen har som ‘kunstgødning’, institution og censureret udstilling (som for eksempel Liljevalchs Vårsalong i Stockholm). Alt andet er forbi målet, mellem stolene og helt igennem misforstået. Og det kan altså ikke undskyldes ved at stifte en ny Jury-pris lavet af Jeppe Hein, som man så netop giver til det mest selvskrevne. Det er jury-praksis uden mod. Forårsudstilling uden funktion.