Forestil dig det…

”Forestil dig det her…”

Sådan starter Wato med en rolig og alvorlig stemme, da vi sætter os på to paller foran CCA. Et uafhængigt akademi og udstillingssted, som han etablerede i protest mod den statskontrol, der ifølge Wato finder sted på det officielle kunstakademi.

”… det samfund, du ser i dag her i Georgien var undertrykt i tre generationer. Det var forbudt at tænke og agere selvstændigt. Gjorde man det, var det med risiko for at blive slået ihjel. Det var en ekstrem, brutal form for kollektivisme, der ødelagde hele fællesskabets grundidé. Der var ingen frihed, der var kun tvang.”

Kunst er en nødvendighed
Wato Tsetereli ser sig selv som kunstner snarere end som kurator, men grænsen mellem de to begreber ikke så vigtig for ham.

Det handler i bund og grund om at skabe noget, der ikke var der før. Noget der er bedre. Watos praksis bygger på medmenneskelighed, en stærk tro og et åbent verdenssyn. Han er optaget af at forandre situationen i Georgien, og det er i det perspektiv 2nd Tbilisi Triennale skal forstås.

”Jeg valgte ’self organized systems’ som tema for triennalen, ganske enkelt fordi det er virkeligheden lige nu. Vi har brug for viden om selvorganiserede initiativer i Georgien for at komme videre efter mange år med krig og undertrykkelse. For at skabe det samfund, som vi gerne vil have. Det er en nødvendighed.”

Der er ingen tvivl om, at for Wato er triennalen en mulighed for at lade kunstneren danne fortrop i transitionen mod et bedre og mere frit samfund. Og i den proces lægges der markant afstand til ideen om kunsten som objekt, der udstilles i et hvidt rum for et stort internationalt kunstpublikum. Hér er det de lokale ’almindelige’ mennesker, der udgør både mediet og målgruppen.

Lever i mikrokosmos
”Efter Sovjetunionens kollaps havde folk ingen redskaber til at organisere sig i uafhængige fællesskaber eller starte egne initiativer. Der eksisterede simpelthen ingen viden om, hvordan man samarbejder med andre eller gør ting selv. Den situationen gjorde forandring ekstrem vanskelig”, forklarer Wato og fortætter:

”Her har vi at gøre med mennesker, der i tre generationer har mistet alle visioner og troen på egne potentialer. Fantasien kan få dem til at forestille sig – og tro på – en anden fremtid. Kunst vil jeg placerer øverst på listen i forhold til at bearbejde et kollektivt traume.”

Wato og hans team inviterede lokale og internationale kunstnere, forskellige grupper også udenfor kunstens felt, der praktiserer selvorganisering.

”De lever i små mikrokosmos sammen med andre, i troen på at der eksisterer et alternativ eller en parallel til det omgivende samfund. Og som samtidig er bekendt med situationen i Georgien”.

På den måde er triennalen et slags inspirationskatalog, som viser hvad der er muligt. Men genererer det forandring blot at vise eksempler på selvorganisering? Skal der ikke mere til for at ændre situationen?

Forandring er uforudsigelig
”Forandring sker ikke i en lineær proces. Det er ikke sådan, at folk kommer til en fernisering eller deltager i en performance og så helt naturligt begynder at praktisere selvorganisering. Det handler om inspiration og den opstår uforudsigeligt. Men til gengæld virker det. Jeg ser det ske hele tiden. Folk møder hinanden tilfældigt, der opstår en dialog, som fører til nye samarbejder eller initiativer. Det er den måde forandring sker på.”

En af de kritikpunkter, der er blevet rettet mod triennalen er netop dens mangel på struktur, formidling og planlægning. Et karaktertræk, der gør det svært for et kunstpublikum at komme i berøring med kunsten. Wato erkender, at de kunne have været bedre til at planlægge de enkelte events, men afviser forestillingen om, at triennalen bør imødekomme internationale gæster.

Vil undgå instrumentalising
”Jeg er meget sensitiv overfor instrumentaliseringen af kunsten, give den en konkret funktion. Vi ser mange eksempler på det i øjeblikket, især fra den kommercielle sektor og staten. Kunstnere bestilles til at løse et problem og så udstilles værket bagefter. Jeg tror ikke på den metode. Det gør ingen forskel og det tager kraften ud af det kunstneriske udtryk; nu-og-her-faktoren, som er enormt vigtig. ”

”Den her triennale har ikke nødvendigvis behov for et internationalt kunstpublikum. Det vigtigste er, at den rækker ud i en lokal, georgisk kontekst. Det, vi gør, er ikke noget, der kan udstilles på et galleri i Bruxelles. Det er meget mere komplekst. Kunstens styrke er, at den kan handle om alt. Den er ikke et luksusgode, men et greb, der kan inspirere og forandre. Kunst er baseret på fantasi og derfor afgørende for ethvert samfund, der vil udvikle sig.”