Fra en udbryderkonges bekendelser

E.B. Itso gennemskyder Kunsthal NORD med billeder af huller, genveje og smutveje. Resultatet er en stram, stærk udstilling, som man ikke må snyde sig selv for.

Du står op om natten. I et forsøg på ikke at vække de andre, famler du dig gennem rummet, føler dig frem og griber efter gelænderet. Som i et sommerhus, hvor du endnu ikke kender arkitekturen. I mørket fornemmer du omgivelserne gennem følesansen; her er kun hud, rum og kontaktflader. Sådan er det at indtage midterrummet i E.B. Itsos soloudstilling Portable Darkness i Kunsthal NORD.

Ind i mørket

Vi er midt i udstillingen. Her bliver en trækonstruktion til en positiv skygge af en trappe, mens en lydoptagelse fylder det mørke rum. Det er et indtalt uddrag fra indbrudstyven og vagabonden Jack Blacks selvbiografi You Can’t Win fra 1926. Indgangen til installationen er også forsnævret. Man har, hvad arkitekten Bernard Tschumi kalder for ”et samleje med rummet”.

Der er noget kærligt over Blacks tekst – som den udfylder mørket. Stemmen formår at inddrage de kroppe, den møder; snorkende, sovende mennesker, der ikke ved, de er i færd med at blive bestjålet. Intimiteten råder. På den måde er Itsos installation Untitled, The Travelling Thief (2018) også et nøgleværk. I værket læses rummet – og som beskuere inviteres vi til at læse med.

At indtage sine omgivelser

Itso ved noget om rum. Mest kendt er han for sit samarbejde med streetkunstneren Adams – med hvem han byggede og boede i en hemmelig lejlighed ovenpå Københavns Hovedbanegård. Men det er i Kunsthal NORD, vi ser kernen af hans praksis.

Itso graver i det forhåndenværende. Hermed formår han at fremstille den rumlige tænkning i al sin kompleksitet. For egentlig er han ligeså meget geograf eller samtidsarkæolog, som han er kunstner.

Loop Holes (2016) er en grafisk serie, der på overfladen minder om Kazimir Malevichs ikoniske maleri af den sorte kvadrat fra 1915. På den måde tilbyder serien også ”en vej ud” af galleriet. Her er de sorte firkanter intet andet end eksakte gengivelser af opmålingerne af de flugthuller, som undslupne fanger gennem tiden er kravlet ud af. Loop Holes er med andre ord både en kommentar til galleriets hvide kube – og muligheden for at undslippe den – samt en kritisk bemærkning til den måde, vi vælger at ”indkapsle” vore ”andre”. Skynd dig ud, mens du kan – står der mellem linjerne. For et billede er også et vindue, som fænomenologen Maurice Merleu-Ponty påpeger. Et billede er et hul i væggen. Og hvert eneste af Itsos sorte huller er også en udgang.

”The escape artist”

Itso spiller på det negatives æstetik, på det som mangler, det underspillede. Og på undslippelsens kunst, det skjulte. Værket JJ (2018) består af en liste af effekter, som en svensk, kvindelig kleptoman har stjålet. Der er ikke noget særligt ved genstandene. Tværtimod, det er hverdagsvarer. Og dog har hun taget dem ud af den sædvanlige cirkulation. Hun fremstår som en antikapitalistisk helt, alt imens hun er vært ved en række lånte ting.

Også værket Carl August Lorentzen’s Escape (2014) henter sin æstetik fra det skjulte. Her bliver vi vidne til en beretning fra en af Danmarks mest berømte udbryderkonger – og hans spektakulære flugt fra Horsens Statsfængsel. Det var en flugt, der tog et år at planlægge og udføre. Så når Itso viser værket som en dokumentation af politimateriale samt andre artefakter, såsom uldne tæpper, er det i sig selv en stjålen æstetik.

Og det er netop med tæppet som billede, at vi – som i et ”loop hole” – trækkes tilbage i Itsos æstetik. Hvor det skjulte i sig selv bliver en måde at træde frem på. Og hvor mimicry – altså kunsten ”at lade som om” eller ”at smelte sammen med noget andet” – transformeres til aktiv handling.

Mimicry og æstetik

I sin bog L’invention du quotidien fra 1980 fremhæver jesuitfilosoffen Michel de Certeau, hvorledes vi som mennesker benytter os af forskellige mekanismer og taktikker, når vi forsøger at undslippe de strategier, der dikterer vore adfærdsmønstre i det offentlige rum. En af disse undvigelsesmanøvrer kalder han ”la perruque”, altså parykken. Her skjuler man sig – under hår, under et tæppe eller en sædvanlig opførsel – mens man i virkeligheden laver eller planlægger noget andet. Også hos den franske sociolog Roger Caillois spiller mimicry en stor rolle – og får en skabende funktion.

Når Itso bringer disse historier ind i rummet, deltager han da også i en dobbelt mimicry, hvor han til dels ”stjæler” fra virkeligheden, men samtidig påpeger dens konstruktion. Itso fremhæver det skjultes æstetik. Han agerer udbryderkonge, en slags kunstens Houdini, alt imens han låner fra andre såkaldte ”udbryderkunstnere”. Hermed fremviser han den undslippelseskunst, der allerede ligger hos os som individer i samfundet. Han mimer den, falder ind i den, forsvinder i den.