Fra gennemsnits-mennesker til hvide bjørne
Det tredje PERFORMANCErum i Aarhus bød på performances om det gennemsnitlige menneske, hvide bjørne og det sande indre brøl.
Det tredje PERFORMANCErum i Aarhus bød på performances om det gennemsnitlige menneske, hvide bjørne og det sande indre brøl.
info
Folkene bag PERFORMANCErum, som, udover claus ejner og Ragnhild May, består af billedkunstnerne Ida Retz Wessberg og Søren Krag, vil bruge lokalet til at eksperimentere med deres værker og hele performancegenrens form. Samtidig henter de også inspiration udefra, ved at invitere eksterne performere til arrangementerne.
Aftenens gæst er Ulla Hvejsel, som opfører sin performance Menneskeret, hvide bjørne, og spørgsmålet om hvordan man egentlig staver til Dostoyevskij. I 1863 skrev Fyodor Dostoyevskij, i sine Vinternoter om sommerens indtryk, at man uhjælpeligt vil få en hvid bjørn på hjernen, hvis man forsøger netop ikke at tænke på den. I et spil mellem det ydre og det indre, lykkes det Hvejsel at få bjørnen ud af hovedet ved ganske enkelt at tage den på.
Midt i det politiske tema står claus ejner med sit performanceshow Jeg er et gennemsnitsmenneske og hiver os ind i et mere hverdagsligt, men eksistentielt rum. Showet er en samling af flere performances, som tematiserer og problematiserer, hvad det vil sige at være et gennemsnitsmenneske – både i konkret og mere abstrakt forstand.
Indledningsvist afklæder claus ejner sig sit tøj, så han står i underbukser og strømper, hvorefter han iklæder sig det igen. Tøjet består af bl.a. en sweatshirt og bukser med ‘knappetissehulsgylp’ – beklædningsgenstande, som henholdsvis kræver underskud og overskud at tage af og på; dermed er claus ejner et gennemsnitsmenneske.
Ligesom i hans tegninger ligger der i hans performance en humoristisk og nærmest naiv kommentar til vores omgivelser. En simpel måde at kommunikere en kompliceret verden – ligesom den overfladiske hvide bjørn gør det.
Kunst fra øst
Aftenen afsluttes med historietimen ved Henrik Broch-Lips, som perspektiverer til en mere dyster og direkte måde at gå til den komplicerede verden på. Med et blik på den kulturelle, om end ikke længere fysiske, mur mellem øst og vest, indledes temaet ‘Ideologikritik, overidentificering og totalitær performance som kunstnerisk avantgardestrategi’.
Udtrykket er gennemført fascistisk og totalitært – og man kan kun lade tvivlen komme kunstnerne til gode og håbe på, at der er tale om subversiv, systemundergravende performancekunst.
Fakta
Performance
PERFORMANCErum: Performance & Politik
22 feb 2013
Henrik Broch-Lips, Ulla Hvejsel, Claus Ejner
Udstillingstedet rum46 Se kort og tider