Frelst af fællesskabet

Kollektivet er essentielt indenfor kunstarter som teater og musik, hvor det oftest er nødvendigt med flere aktører på én gang, for overhovedet at kunne skabe et kunstværk. Indenfor billedkunsten er begrebet ikke en naturlig del af kunstpraksissen, og det er derfor fuldstændig utænkeligt, at man ser mere end én skaber. Og dog. I løbet af de seneste år, har der været en tendes til, at billedkunstnere og andre beslægtede sjæle finder sammen i fællesskaber.

Fælleskabet vokser
Her kan nævnes kunstnergrupper som Elmgreen & Dragset, Superflex samt det aktuelle, storstilede, sociale og kollektive projekt Party and Lost, der består af de i forvejen anerkendte kunstnergrupper Bank & Rau, Hesselholdt & Mejlvang, Randi & Katrine og Ingen Frygt.

I januar 2010 åbnede Århus kommune ligeledes op for, at et nyt kunstnerfællesskab og produktionscenter ved navn I DO ART// STUDIOS (stærkt inspireret af det københavnske Art Rebels) kunne se dagens lys.

Kunsten i transformation
Kunstneriske arbejdsfællesskaber er på ingen måde et nyt fænomen, men mængden af disse samarbejder og deres former er med til at markere et kunstbegreb i transformation. I dag er arbejdsfeltet udvidet, og kunstnerne behøver ikke længere kun at arbejde i atelier, de agerer også som en slags antropologer, der undersøger forskellige forhold i verden, som fx Superflex gjorde med værket Biogas i Afrika.

Noget tyder altså på, at vi er på vej ind i en tid, hvor kunstneriske fællesskaber sætter dagsordenen, og måske simpelthen erstatter den ensomme kunstners position, der i århundreder har været fastforankret på kunstens højborg.

Et kunstnerisk valg
I modsætningen til 1990’erne, hvor individet og individualismen var i højsædet, er der i dag større fokus på fællesskabet og netværket med medier som Facebook og Twitter.

Filosof og forfatter Jesper Knallhat, der også går under det borgerlige navn Lene Andersen, mener, at vi er på vej ind i en tid, hvor vi har muligheder for at vælge fællesskaber på en måde, som vi ikke har haft mulighed for før:

”I gamle dage var fællesskabet, der hvor man var boede, og alle havde et fælles projekt om at overleve. Man var derfor tvunget til at deltage i fællesskabet for at overhovedet at kunne fungere. Sammenlignet med i dag er der en markant forskel,” forklarer hun og kigger mod samtiden:

“Nutidens fællesskaber er meget bekvemme, fordi vi har mulighed for at vælge dem fra, som vi ikke selv ligner. Eller rettere sagt, vi søger derhen, hvor vi ligner andre, og så laver vi et fællesskab med dem. Og det er jo fedt, fordi så behøver man ikke at anstrenge sig, fordi alle ligner hinanden, og man kan samtidig bekræfte hinanden i, at man er for fed.”

En fysisk enhed
Billedkunstner Sofie Hesselholdt fra Hesselholdt & Mejlvang, initiativtagerne bag udstillingsprojektet Party and Lost fortæller da også, at de i sin tid udvalgte og tog kontakt til de kunstnergrupper ”som de selv syntes, var fede,” siger hun.

Siden kunstnergrupperne blev installeret i deres fælles værksted på Statens Værksteder for Kunst på Christianshavn, har de haft som mål for projektet at arbejde som én, og at denne nærmest fysiske enighed skulle medieres over i produktionen af værkerne. Med Party and Lost billedliggøres fællesskabets og det sociales nødvendighed i samfundet.

Om det er lykkedes dem at ophæve alle forskelle i deres individuelle kunstpraksisser og i stedet finde på nye kollektive fællestræk, må man selv bedømme på Den Frie Udstillingsbygning, hvor udstillingsprojektet i øjeblikket udstilles.

Buzzword i kunst og design
Lene Hald, der til daglig er fotograf og skribent, har siden sin afgang fra Danmarks Designskole haft utallige jobs indenfor trendresearch, hvilket blandt andet har budt på opgaver for COVER og Berlingske Tidende.

Hun har det sidste stykke tid skrevet en del om grupper, der arbejder i det felt, hvor design og kunst mødes, samt om de brands, der arbejder i krydsfeltet mellem kunst og brugbart modedesign.

”Jeg mener, at buzzwords som kreative samarbejder og kunstnerisk autenticitet nu er tilføjet perlerækken af forrige sæsoners fokus på Corporate Social Responsibility, bæredygtighed og fair trade. Man kommer heller ikke uden om det kreative samarbejde imellem kunstner Tal R, designer Sara Sachs og fotograf Noam Griegst i fashion-meets-art-konceptet MoonSpoon Saloon,” forklarer hun og uddyber:

“Samarbejder mellem kreativitet og commerce lader til at ramme noget rigtigt i tidsånden, der pirrer nysgerrighed, og øger ’brand awareness’ hos en forbrugerskare, der sætter kvalitet og kunst over det at spare en krone, og ikke lader sig friste af medier, marketing og bling.”

Troen på kollektivet
Som Lene Hald påpeger, ser vi, at ligesindede mødes på tværs af kunstarter. Udviklingen og etableringen af de mange kunstneriske fællesskaber fortæller os, at den individuelle skaben ikke længere er nær så afgørende, som det var tilbage i romantisk og modernistisk tænkning. Dog er kritikken af den geniale kunstner imidlertid ikke noget, der er opstået i kølvandet på denne nye trend.

Pierre Bourdieu (1930-2002) havde en forestilling om kunst og videnskab som dybest set kollektive produkter, og opstillede hertil et alternativ til troen på den geniale kunstners mirakuløse evne til ud af andet end en guddommelig kraft at forny et kunstnerisk eller videnskabeligt felt.

Kunstnerisk succes afhænger i følge Bourdieu ikke af subjektet i kunstproduktionen, altså skaberen og hans værk, men snarere af den kontekst, der omfatter dette felt og de personer, som engagerer sig heri.

Farvel til det skabende individ?
Filosof Lene Andersen tilslutter sig tilnærmelsesvis denne teori ved at erklære, at næsten al kunst består af kollektive processer.

Grunden til, at mange alligevel forsøger et fastholde mytologien omkring den ensomme kunstner er, som Lene Andersen fortæller; “fordi vores begreb om kunst jo er knyttet til individet, ligesom vi har en forventning om, at det er individet, der laver kunst.”

Alligevel så man allerede i 1960’ernes Danmark et opgør mod et sådan kunstbegreb med etableringen af Den Eksperimenterende Kunstskole (Eksskolen red.).

Mangel på opgør i kunsten
Man kan vælge at undre sig over, hvorfor flere og flere kunstnergrupper, så mange år efter stadig søger at nedbryde det traditionelle kunstnerego?

Burde vores fælles kunstbegreb ikke følge bedre med tiden, i stedet for at være forankret i forældet tænkning?

Alle disse kunstneriske fællesskaber er med til at fortælle, at kunstverdenen i dag er kendetegnet ved en dynamisk nedbrydning af traditionelle faggrænser. Billedkunstens scene er ikke længere forebeholdt kunstneren. Eller som Lene Andersen siger: “Glem myten om den ensomme kunstner. Det er god PR, og ikke andet.”

Se SAFRAN Films interview med kollektivet bag Party and Lost her.