Frie tøjler til kunsten?

The Mixed Zone har ikke noget tema, der gives ikke nogen nærmere præsentation. Titler og navne på de respektive kunstnere figurerer heller ikke i forbindelse med værkerne.

Hensigten er, at kunsten skal formidle sig selv. Den skal have frie tøjler.

Man skal ikke læse og forstå
Rasmus Danø, Jes Wind Andersen, Rasmus Lütken og Søren Hüttel er kunstnerne bag udstillingen, og på det ark, der angiver tid, sted og diverse arrangementer i forbindelse med udstillingen, findes et interview med Søren Hüttel.

Her bliver det synspunkt fremført, at kuratorerne er ´the bad guys´: Kuratorens temaer, præmisser og koncepter har gjort, at kunsten bliver læst som illustrationer til en given tekst og ikke oplevet direkte som billedkunst. Det kan der måske nok være noget rigtigt i.

Men så er det vel lidt paradoksalt, at jeg ikke desto mindre netop læser mig frem til denne pointe?

Kuratering eller ej?
Når Søren Hüttel mener, at der trænger til at blive “ryddet op i det danske kuratorkorps”, så kan jeg ikke lade være med at optræde som djævlens advokat og spørge: Og hvad så med “kunstnerkorpset”?

Der er vel ganske mange kunstneres værker, der har nydt godt af den krykke en velkurateret udstilling er. Jeg har set flere eksempler på værker, der har fået kunstigt åndedræt af en gennemtænkt udstillingstematik og ditto formidling.

Det er fint at løsne de kuratoriske greb og lade værkene træde frem uden overflødig læsevejledning. Men en del kunstnere må efter min mening frygte denne udvikling mere end kuratorene. Når teksten er dømt overflødig forventer jeg selvfølgelig, at kunstens egen udsagnskraft, er stærk nok til at bevæge mig .

 Og her dumper en del af værkerne, der optræder på udstillingen The Mixed Zone.

Dårlig Disco
Alene i det trykte materiale findes en lille mulighed for at koble kunstnere og værker. Så når jeg i det følgende ikke nævner navne eller titler, er det af den grund, at det principielt må forblive gætværk.  

På udstillingen optræder en række værker, der arbejder med glimmer, glitter, parasoller og discokugler: Der er både tale om installationer og fotos, men dette lyserøde campunivers, har ikke noget at tilføje til den gennemtraversering af området som kunsten allerede har foretaget.

Navnet “Estefan” skåret i en lilla træplade, monteret med en kæde for enden af hvilken en discokugle svømmer i en spand med syregrønt vand virker bare tvistet på en meget mainstream måde.

Dialog?
Jeg ser desværre heller ikke den samme frodige dialog mellem de forskellige kunstneres arbejder, som på Kunsthal Nords foregående udstilling Naturen ud af skabet.

I den første udstillingssal ligger en stor væltet stol fremstillet af krydsfiner. Det virker som om den er skabt alene med henblik på at fylde rummet. Den går for mig at se hverken i udviklende eller undergravende dialog med sine nabo-værker.

Andetsteds på udstillingen passerer man gennem en korridor, hvor en stor fotografisk gengivelse af et vinterlandskab hænger overfor et udmærket minimalistisk billede i gråt og hvidt: Et realistisk billede i gråt og hvidt overfor et abstrakt billede i gråt og hvidt…  jeg ledte lidt efter en dialog på et mere subtilt plan, men gav op.

Der skal mere til!
Hvis man skal se på plussiden er der en række små billeder med et aflangt format, der med deres stramme visuelle økonomi både demonstrerer fine grafiske kvaliteter og en sær underspillet humor. Også en mængde andre tilnærmelsesvist minimalistiske værker, med en nærmest æterisk karakter gør sig godt.

Men hverken kunsten eller udstillingskonceptet er altså noget, der sætter nye standarder. Så når Søren Hüttel i førnævnte interview siger, at kunstnernes ønske med hensyn til The Mixed Zone bl.a. er at ”åbne for en debat omkring indhold og form m.m. og evt. give et nyt indspark til den generelle måde at udstille og dermed opfatte kunst på”, så finder undertegnede altså, at udførsel og ambition slet ikke stemmer overens.

I forhold til at indfri disse i øvrigt både meget store og meget generelle ambitioner er udstillingen, trods fravalget af en skriftlig introduktion, et tema, værktilskrivelser eller lignende, simpelthen for traditionel og en del af værkerne for svage.

En væsentlig debat om indhold og form kræver, at der finder en fornyelse sted i dette forhold og frie kunstneriske tøjler er ikke nok til at det automatisk sker.