Frit valg på alle hylder!

Festivalen og brandet Performa 2015 initierede i år for tiende gang billedkunstnere til at eksperimentere med live værker rundt omkring på forskellige locations i hele New York. Desværre var festivalen i sidste ende en smule skuffende.

En masse høns og et par haner spankulerer rundt i et butiksvindue ikke langt fra Chinatown på Manhattan. Fjerkræene var ikke tiltænkt en chop suey, men tog derimod del i den brazilianske kunstner Laura Limas kunstinstallation Galla Chickens and Ball.

Så man nærmere efter, var fuglene også pyntede, iført kostumer. De domesticerede høns havde fået accessories; lange farvestrålende fjer – en enkelt høne havde sågar lånt blåmetallisk-changerende påfuglefjer.

Limas installation var et af de lidt bedre værker i den sidste uge af  festivalen Performa 2015. Værket var også et af de få, hvor festivalens renæssance-tema var tydeligt. I scenariet kunne man måske genkende renæssanceballet eller i hvert fald indlæse menneskelige træk og adfærd i hønsene. Set-up’et kunne måske minde os om vores komplicerede magtforhold til dyr plus deres gådefuldhed.

Laura Limas procesorienterede installationer, som hun fortalte levende om i en artist talk på Performas HUB (hovedkvarteret i festivalperioden), indebærer ofte levende mennesker og dyr sat i kontrast til eller i forbindelse med objekter.

Installationen på Broadway blev i løbet af ugen også langsomt omdannet til et festrum med mad og blomsterdekorationer. Limas værk var en sammenstilling af to tidligere værker, men lavet specielt til Performa 2015.

Sat i verden for den levende kunst
For ti år siden åbnede den første Performa festival. Kurator, kunsthistoriker og kritiker RoseLee Goldberg var initiativtager til festivalen, der siden er blevet en markant spiller og et stort brand på samtidskunstscenen. Sigtet med festivalen har været at synligøre den visuelle performancekunst, men ikke som endnu en performancefestival. Derimod kuraterer Goldberg og co. billedkunstnere, der ikke nødvendigvis arbejder indenfor genren. Performa har gennem ti år succesfuldt skubbet en række billedkunstnere til at udfordre og eksperimenterer med live-art, performancekunsten.

Performa 2015 var altså et jubilæumsår og denne gang med et festligt renæssance-tema. Men desværre kunne den sidste uge af festivalen ikke helt leve op til sit navn og brand. De overrumplende, nye  live-eksperimenter fra billedkunstnere, som man kunne håbe på fra en samtidskunstsfestival i den kaliber, var ikke rigtigt tilstede.

En bred performancedefinition
Live-værkerne på Performa programmet var faktisk lidt begrænsede, men til gengæld kunne man opleve en hel del videoinstallationer. Den britiske kunstner Heather Phillipsons performative Final Days i A+E studios præsenterede en række film med referencer til pop-art og stormagasiners salgsfremstød og hylder. Her var herreunderbuksebuler og kvindestrømpeben en masse, men med en kontrastfyldt melankolsk digterisk lydside.

En lignende kropslighed og interesse for stoflighed, strukturer og koreografi, så man i den australske kunstner Justene Williams videoinstallation The Curtain Breathed Deeply i kælderen på Performa Hub’en. Farverne var vildere og de racemæssige samt seksuelle overtoner mere markante end hos Phillipson, men ingen af videoinstallationerne var for alvor rigtigt interessante i en performancesammenhæng.

At disse værker bliver præsenteret på Performa 2015 viser, hvor bredt et performancebegreb festivalen arbejder med, ligesom man i kunstboghandelen Printed Matters kunne finde mailart-projektet Please Add and Return To: Mail Art Homage to Ray Johnson. På en endevæg var ophængt en del af de modtagne svar på projektet påbegyndt af faderen til mailart kunstneren Ray Johnsons estate. Men omgivelserne og reolerne med kunstbøgerne stjal hurtigt opmærksomheden fra værket.

Socialt engagement
Et andet kerneområde for Performa, der ikke nøjes med at ville favne bredt i forhold til formater, men også indholdsmæssigt, er et socialt og politisk engagement. Festivalen sætter fokus på marginaliserede identiteter; etnicitet, kønsproblematikker og klasseforskel. Ikke bare i de præsenterede værker, men også via talks.

Edgar Arcenaux første live værk og mildest talt dårligt eksekverede samt meget indforståede Untill, Untill, Untill… var det mest direkte eksempel på dette. I værket re-enactede en skuespiller Ben Vereens kontroversielle tv-optræden ved Ronald Reagans indtrædelsesceremoni i 1981. Edgar Arceneaux meget teatrale performance påklistret et par visuals tog udgangspunkt i de fem minutter af Vereens optræden, som blev bortcensureret.

Skuespilleren gentager scenen igen og igen fra forskellige vinkler, men det bortcensurerede forbliver borte, ligeså usynligt, magtesløs som den sorte mand i raceadskillelsens USA. Værket stiller selvfølgelig således også spørgsmål til den kollektive historieskrivning.

Koreografi og krop
I den franske stjernekoreograf Jérôme Bells Ballet New York blev der også leget med identitetsspørgsmål og dansen i forhold til den ’normale’ krop, som i flere af hans tidligere produktioner.

En klassisk toptrænet ballerina er castet sammen med en række ikke-dansere: en ung pige med blåt hår, en ældre småtyk, hvidhåret herre, kvinden i ’kørestol’, manden med løse håndled iført pink bodysuit osv.

Den enkle koreografi lader dem alle lave forskellige kendte dansetrin: piruetten, valsen og moonwalken. Opsætningen balancerede smukt på kanten mellem det sentimentale og komiske, men desværre var værket alt for kort.

Det virkede mest som en intro til en forestilling, der kunne have stukket dybere eller udfoldet en større kompleksitet.

Heldigvis stod et enkelt værk ud i den sidste uge af Performa 2015. Australske Agatha Gothe-Snapes musikalske kor-værk Rhetorical Chorus (LW) var topprofessionelt udført. Værket undersøgte med et kor af unge fængslende stemmer og komplicerede lyde, hvorledes kroppen måske kan gå forud for nodesystemet, det nedskrevne partitur. Med inspiration i byzantisk tradition bestemte håndbevægelser sangen, værkets udførelse.

Manglende kritik
Performa 2015s sidste uge var desværre let skuffende med sin mangel på godt udførte værker. Festivalen favnede bredt og mangfoldigt. Men måske denne bredde også bliver festivalens svaghed?

Man kunne i hvert fald diskutere om ikke kurateringen ville have godt af større klarhed og stramhed, ligesom en indlejret (selv)kritik muligvis ville klæde festivalen fx i form af ordentlige, seriøse debatter fremfor blot talks om diverse marginaliseringsproblematikker. Aktuelle og vigtige problemstillinger, men som kunne virke overfladiske i deres behandling på festvalen. Performa brandet ville med en kritisk praksis måske ikke i så høj grad risikere at ende som oplevelseskultur med frit valg på alle hylder.