Fundament med revner

Sorø Kunstmuseum er fyldt af forskellige typer af klipper, jord og sand – og ikke mindst af kunstværker, der gør direkte eller motivisk gør brug af jordens materialer. I hvert fald på overfladen handler GRUNDLAG. Materialitet no. 2 (jord) om jordklodens materialer og om menneskets forhold til den materialitet, der betinger vores eksistens.

Men, hvorfor er det så sådan, at de værker som skiller sig ud på udstillingen er kendetegnet ved, at ‘materialiteten’ i geologisk forstand svinder ind? Et svar kunne være, at disse værker ikke bekender sig til materialet som et mål, men derimod et kunstnerisk budskab.

Sjæl i materien
Er dette svar nogenlunde dækkende, har man opridset den velkendte modsætning mellem natur og kultur. En modsætning, der går i en anden retning end konceptet bag GRUNDLAG. Det betyder ikke, at udstillingens kuratoriske fundament halter. Men, snarere at dette fundament slår revner.

Vigtigheden af at fastholde et fokus på materialitet, på sondringen mellem tanke og materiale eller på kunstens historiske afhængighed af jorden (farvepigmenter, ler, sten, metaller etc. til produktionen af værker) afløses af en stræben efter værkets sjæl.

I alle de udstillede værker bliver materialiteten ”blot” et redskab i værkets kunstneriske projekt. Som nu fx Ismar Cirkinagics sæk med jord fra en bosnisk massegrav. Her er jorden ikke længere jord i geologisk forstand, men et mærke på krigens traumer, etnisk konflikt og menneskelig tragedie. I værket nedbrydes de geologiske bestanddele for at genopstå som tanke om vor eksistens.

Jord-lag
En væsentlig gevinst ved udstillingen er sammenstillingen af værker, der alle i hvert fald på overfladen er interesseret i materialet; jord. Gennem denne konkrete fællesnævner tilbydes vi et ”katalog” over forskellige greb på jorden som motiv, resurse og kunstnerisk materiale.

Centralt for GRUNDLAG er præsentationen af eksempler på ‘jord-genren’ par excellence, nemlig land art – en kunstretning der opstod i slutningen af 1960’erne i USA.

Fx kan man se Dennis Oppenheims Identity Stretch (1970-75), hvor kunstneren med tjære har markeret en kæmpemæssige (304 x 91 meter) forstørrelse af sit eget og sin søns fingeraftryk.

Det på mange måder poetiske værk er – ligesom Robert Smihtsons bidrag til udstillingen – karakteristiskt og vigtigt i kunsthistorisk sammenhæng. Og, berigende at disse lidt publikums-fjendtlige værker kommer frem fra magasinerne – dokumentationsfoto, tegninger og filmklip er ikke publikumsmagneter, og det kan være vanskeligt at følge land art’ens betydning uden at være i naturen.

Selv om land art i sin tid ikke blev en dansk genre, skabte Stig Brøgger en række subtile og markante land-art værker. At se fx Spray, Nevada (1969) – et værk hvor Brøgger spraymalede forskellige dele af Nevadaørkenen – i denne sammenhæng er strålende.

Både fotodokumentationen og de små samlekasser med jordprøver har en stor udstillingsmæssig konsekvens også i et nutidigt perspektiv. Det gælder ligeledes Brøggers researchtunge værker som fx Indoor/Outdoor (1968-69) – et værk der i udtryk og tilgang foregriber (og må have inspireret) den mere konceptuelle kunstscene i dag.

Klippe – identitet – territorium
Og, netop samtidskunsten danner GRUNDLAGs andet hovedspor. Her møder man fx fotografiske serier af Per Bak Jensen og Olafur Eliasson og skulpturer af Rolf Nowotny.

Inden for dette spor går mine præferencer i retning af de værker, som lykkes med at redefinere det geologiske element og på den måde lade materialiteten ytre værkets betydning. Ud over Ismar Cirkinagic skal i den forbindelse nævnes Marie Lunds skulpturer, hvor klippe møder vinglas, CD-skive og cykelstyr. Samspillet mellem klippeblok og de menneskeskabte tings skrøbelighed, blanke overflade og kontrollerede form vokser på en.

Tvivler man på, at videokunst kan rumme fornemmelser for materiale, æstetisk overskud og skønhed, så skal man se Thiago Rocha Pittas værk Danea in the gardens of Gorgon or Nostalgia of Pangea. I værket løber klar-gyldent honning nærmest kærtegnende ned over klippestykker. I præcis dette værk nås en lighed mellem materialitet og ånd. Værktitlens referencer til Danea-myten og superkontinentet Pangea fra den græske mytologi balanceres fint af værkets stærke materialebevidsthed.

Forbigåes skal ikke Mandla Reuters Need Better Address, der tematiserer vores tilhørsforhold til den del af jorden, som er vores egen. I hendes værk sendes et brev til en ikke-eksisterende adresse. En tom plads, som man udelukkende kan få adgang til via en fjernbetjening. Denne insisteren på alternative systemer og ikke mindst kamp om territorier rækker tilbage til nogle af de grundlæggende ideer i land Art. Cirklen er tæt på at blive hel.

Med hænderne i mulden
Det er ikke ofte, man støder på en udstilling, der vil materialiteten i en grad som GRUNDLAG. Dét kan hænge sammen med en af idemæssige bevæggrunde bag udstillingen: at vi værdsætter materialiteten, men er håbløst fascineret af intellektet, af ånden.

Som udstillingen viser, er det vanskeligt at nå en ren ”materialitets-logik”, om man så må sige, da materialet samtidig med at fascinere i-sig-selv uvægerligt kodes, så snart vi fokuserer på det. Eller, sagt på en anden måde; vi anvender materialer ud fra vores individuelle ideer.

Set med mine øjne har udstillingen næppe heller været tænkt som et forsvar for materialiteten, men nærmere som et ”læg-nu-mærke-til”. På trods af at værkerne transformerer materialitet til formulering af sit projekt, så er det den skærpede opmærksomhed på materialiteten, man forlader museet med.