Gallerirevy Aarhus, januar 2023: Lykkelig uden grund

Er vi ikke alle født lykkelige? Og deltager vi ikke samtidig i et skuespil, vi ved er løgn? Gruppeudstillingen Chatter ’round the pond på Cantina og Aske Alexander Hvitfeldts soloudstilling på KH7 taler på hver deres måde ind i tilværelsens mysterier og forførende fortællinger.

De fylder hele hjørnet, de glade relief-ansigter i ler. Med halmstrå og tørrede kornblomster strittende ud som stråler fra de solrunde former og hængt op i kraftige reb, som løber langs siderne og nogle gange ud af øjnene eller videre ned, hvor de antager former som en slags lemmer. Det er som at se ind i barneansigter, der lyser op i et grin, når du ser dem i øjnene. Eller som de allerførste tegninger, barnet tegner af sig selv, men som her er trådt ud i rummet i fysisk form.

Født lykkelig

Born Happy hedder værket, og kunstneren bag er alsidige Lars Worm, der ubesværet evner at bevæge sig mellem stramme, næsten formalistiske former til mere løsslupne udtryk, og som altid – det også er tilfældet her – har materialiteterne godt og grundigt for øje. Stedet er Cantina, det lille udstillingssted på Godsbanen, der drives af en håndfuld kunstnere, og konteksten er udstillingen Chatter ’round the pond, som udover Worm præsenterer kollegerne ASMA, Olivia Rode Hvass og Frederik Exner.

Og der smalltalk’es, jævnfør titlen, såmænd lystigt og uhøjtideligt kunstnerne imellem. Ikke mindst via materialerne. Olivia Rode Hvass har ligeledes været på halmloftet og flettet halmstrå og tidsler ind i sine to maskinvævede billedtæpper, der som Worm umiddelbart eksponerer et barnligt univers med en pony som central figur. I det ene billede er den lænket af et smiley-menneske, mens den viser oprør og tænder – mange! – i det flankerende billedtæppe.

Og apropos halm er det Rode, der har strøet med rund hånd lang væggene, så en næsten bonderomantisk stemning breder sig som et samlende greb i udstillingen.

Mikrobiomerne er glade

Kunstnerduoen ASMA (Matias Armendaris og Hanya Beliá) viser et par relieffer/malerier fremstillet i silicone, hvor mikrobiomer – altså små kræ, som bor i vores kroppe – kravler rundt og er sociale, og igen er vi i et barnligt univers. Havde det ikke været for de syntetiske materialer og de ligeledes syntetiske farver, havde vi befundet os i Cykelmyggen Egons verden. Også Mikrobiomerne er glade!

Og midt i rummet ligger så Frederik Exners Un-head – der trods titlen nu alligevel ligner lidt et hoved, måske ikke ligefrem 100 procent menneskeligt, muligvis halvt i opløsning, og med en sær krone af krybdyr, der fletter haler. Hmm…hvad med at placere det ved siden af Grauballemanden på Moesgaard Museum? Det er foruroligende på samme måde.

En legesyg udstilling

Man kan sikkert godt fornemme, at det her er en legesyg udstilling. Den flirter lidt med primitivisme og Art Brut og har desuden et drilsk ærinde med skalaforholdene og rummet selv. Worms bittesmå træmænd har gang i en rundkørselsvandring omkring en af søjlerne helt nede ved gulvet, mens ASMA lader en blomsterranke skabt af ståluld og med blomst i begge ender sno sig omkring den anden søjle i rummet.

Kunsten kan være et frirum fra fornuft, effektivitet, nytteværdi og benhårde bundlinier. Den kan tillade sig – gør det i hvert fald her – for en stund at slippe jordforbindelsen, bindingerne til tid og sted, dagligdagen og den politiske kværn.

Er det eskapisme? – sikkert, vil nogen sige – men sænk skuldrene et øjeblik, kammerat, for måske kan det være en politisk handling, ja, ligefrem udtryk for en slags kapitalisme-modstand at sludre lidt med kunsten her i Cantina? Også selvom kunstværkerne tjatter i munden på hinanden og måske ikke er klare i mælet. Det foreslår i hvert fald udstillingssteksten skrevet af Andrea Fjordside Pontoppidan – og hvorfor ikke?

Udstillingen er i sit rustikke præg på ingen måder rendyrket bonderomantik eller feelgood, men den har et rigtig fint overskud. Og hvis vi glemmer, at barnet kommer til verden med retten til at være lykkelig uden grund, har vi glemt det vigtigste, og det er måske det, vi mindes om her i Cantina? Lidt lykkelig er man i hvert fald, når man tager derfra.

Manglende tro på menneskeheden

Hvis man således vil betragte Chatter ’round the pond som et modbillede til en markedsbåret nutid, så kan man opleve en ganske anden måde at reflektere denne samtid på ved at frekventere Aske Alexander Hvitfeldts udstilling Misantropolis på udstillingsstedet KH7.

En misantrop er en, der ikke tror på – eller ligefrem har foragt for – menneskeheden, og her er det selve kulturens glathed, der sættes på spil i kunstnerens malerier og maleriinstallationer.

Titelværket er et stort maleri, hvor man i den slørede baggrund opfatter en sammenpresset menneskemængde, der næsten sprænger rammen. Noget tyder på, at de kæmper om pladsen. I forgrunden træder stiliserede, abstrakte 3D agtige former frem som ansigternes øjne, næser og munde – mens tegneserie-tårerne flyder!

Digital æstetik

Hvidtfeldt skaber dette lagdelte spil mellem baggrund og forgrund i billede efter billede. Han finder billeder af ikke nærmere specificerede filmstjerner fra 1960’erne på internettet, og bruger som forlæg for de uklare baggrundsbilleder. Pop Art møder Op Art – men også Russisk Konstruktivisme, tegneserier mm. – i en slags historieløs, digital- og skærmlignende æstetik.

Hvitfeldt skaber sine værker udelukkende med airbrush, og er optaget af at fremkalde overfladevirkninger og nærmest holgrafiske effekter beregnet på at snyde øjet.

Han er inspireret af fortællingen om den russiske minister Grigorij Potjomkin, der i 1787 opførte kulisser for at pynte på den russiske succes med at kolonisere Krim. Altsammen for at imponere Katarina den Store under hendes besøg i det nyerobrede område.

Det ses særligt i kunstnerens installationer, hvor teatermodeller er sat op, så man kan betragte billedet i en teatralsk rammesætning af lagdelte scenetæpper af mere eller mindre surrealistisk karakter.

Den løgn vi deltager i

Det er altså en sådan spektakulær verden Hvitfeldt eksponerer – men ligeså forførende den måske kan forekomme, ligeså kulisseagtig, overfladisk og hul er den. Jeg tænker, kunstneren græder sine tegneserietårer i kor med sine tågede modeller i en refleksion over den altdominerende og stadig eskalerende medievirkelighed. For deltager vi alle i et skuespil, vi faktisk godt ved er en løgn?