Gallerirevy Aarhus feb 2020: Lilibeth Cuenca Rasmussen i clinch med blæksprutter og Grundtvig

Totalinstallationen Natura Viva på KH7 og Lilibeth Cuenca Rasmussens udstilling Hybridization på Charlotte Fogh Gallery har masser af krop. Derimod er kroppen skyllet ud i The Big Crash på Spanien 19C, hvor Malte Steiners værker er blevet til med hjælp fra kunstig intelligens.

Lad os starte på Charlotte Fogh Gallery, hvor Lilibeth Cuenca Rasmussens aktuelle udstilling taler sit tydelige sprog mod rigid monokultur og umulige forsøg på at indhegne en særlig national identitet.
Udstillingen låner således ganske sigende sin titel Hybridization fra naturvidenskaben, hvor man blandt andet inden for biologien er ganske klar over, at naturen ikke er nogen statisk størrelse, men principielt åben og i konstant forandring, og at krydsninger mellem arter ofte fører til øget vækst og større modstandskraft.

I udstillingen møder man fotoserien Dragedukker, der viser kunstneren i forskellige kostumer. Kostumerne er temmeligt fantastiske hybrider mellem forskellige nationale folkedragter og kendte beklædningsgenstande. Man genkender eksempelvis den danske kyse, den filippinske Terno, for ikke at tale om Cowboystøvlerne.
Titlen stammer fra Grundtvigs digt Folkeligheden fra 1848, hvor digteren beskriver en person, der føler sig splittet mellem flere nationale identiteter som en ‘dragedukke’.

Også udstillingens filmværk (Dragedukke, 2019) byder på lignende samplinger, når kunstneren bevæger sig spøgelsesagtigt rundt i Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i København, inspireret af forskellige danse fra grønlandsk trommedans til spansk Flamenco, mens gulvskulpturen Meteorit, som er et familieportræt af kunstneren og hendes forældre, henleder opmærksomheden på, at moderen kommer fra sydøstasien, faderen fra skandinavien, og at kunstneren selv er en krydsning, der er landet midt imellem.

Yderligere har Cuenca Rasmussen til udstillingen skabt en serie kropsmalerier ved at dyppe sin krop i blæk udvundet fra blæksprutter og efterfølgende lave aftryk på silke. Minimalistiske, systemiske, men samtidig sorte og gnattede spor. Og ja, kunstneren har brugt rigtigt blæksprutteblæk – dels for at pege på en sammensmeltning mellem dyr og menneskekrop, dels for at bringe blæksprutten i spil som en metafor for, hvordan mennesket skal agere for at opfylde tidens krav om fleksibilitet og omstillingsparathed.

Til ferniseringen d. 22. februar fremførte Cuenca Rasmussen den performance, som på flere måder ligger til grund for de fysiske værker i gallerirummet.

Under Performancekoncerten, hvor kunstneren gradvist afklædte sig de lagdelte beklædningsstykker fra dragedukkekostumet, fremførtes fire sange, hvis tekster var omskrivninger af Grundtvigs lyrik og prosa (Ja, Grundtvig er et omdrejningspunkt!).

Det sluttede med et energiladet opråb om Freedom of speech, og Cuenca Rasmussen viste igen, at hun har det exceptionelle scenenærvær, der placerer hende i en særklasse på den danske performancescene.

Læs også: Ugens Kunstner: Lilibeth Cuenca Rasmussen

 

Charlotte Fogh Gallery: Lilibeth Cuenca Rasmussen, Hybridization, til 28 mar

Kropsmutationer i et tegnet landskab

At Cuenca Rasmussen altid sætter kroppen i centrum for erkendelsen er åbenlyst. Men også på det kunstnerdrevne udstillingssted KH7artspace får kroppen lige nu en central plads. Her er tre kunstnere gået sammen om en fælles installation: Christoffer Brekne, der arbejder med scenekunst, film og multimedie-installationer, designeren Jeppe Worning, der her leverer tegninger på papir, samt Noelia Mora Solvez, som er video- og performancekunstner.

Rummet er mørklagt, og man ledes ind i en korridor, på hvis vægge, der er monteret langstrakte tegninger på papir: Abstraktioner over et landskab med noget, som ligner bakker, huler, grene eller plantedele.
På disse stregtegninger bevæger sig forskellige videoprojicerede kroppe, men der er ikke tale om normale kroppe, snarere kropsmutationer. Et ben er sat sammen med en arm og denne organisme bevæger sig som en målerlarve henad de tegnede linjer. Et krabbelignende væsen, sat sammen af forskellige kropsdele, piler afsted. Der er arbejdet med skaleringer, og nærbilleder af hud ånder i ‘lommer’ i tegningerne. En arm dingler ned som en lian fra et træ. Alt imens pendler lyduniverset, der også er en del af setuppet, mellem naturlyde og det ambiente.

I en vis forstand er det alt sammen meget godt og tillige tværæstetisk, scenografisk og teknologisk. Noelia Mora Solvez har ved tidligere lejligheder demonstreret en vis tæft for koblingen mellem videoprojektioner og readymades.

Læs også: Nyudklækket kunstner sælger værk til Aros

Her er det dog lidt uskarpt, for hvad er det egentlig, kunstnerne vil? I presseteksten skriver de selv, at “værket spørger til forholdet mellem kroppen og landskabet. Forholdet mellem blikket og tingen, det organiske og det uorganiske og ikke mindst forholdet mellem subjektet og objektet”. Så er man da vist dækket ind – men ikke meget klogere!

Desuden er en ambitiøs scenografi som denne temmelig krævende at opstille, uden at det kommer til at se lidt ufrivilligt ‘hjemmegjort’ ud, med lurvet molton der ikke dækker helt af.

KH7artspace: Brekne/Worning/Solvez, Natura Viva, til 29 feb

We Sell Your Home

Hvis kroppen var i centrum hos Charlotte Fogh og på KH7, er den derimod mere eller mindre sat ud af spillet på Udstillingsstedet Spanien19C. Den tyske mediekunstner Malte Steiners udstilling The Big Crash kredser om den eksploderende gentrificering, mange storbyer er udsat for i disse år. Berlin er eksemplet, men det kunne ligeså godt have været København, Aalborg eller Aarhus.

Her møder man en række værker, der er baseret på software, som kunstneren har udviklet, og som høster data fra ejendommæglernes websteder – eksempelvis priser, antal kvadratmeter eller annoncefremstillinger.

Disse data behandles af Machine Learning algoritmer og omformes til kunstværker, der bl.a. anvender alternative display-teknologier som e-papir og OLED eller manifesterer sig i små 3D-printede bygningslignende skulpturer (en af dem bevæger sig!).

Man kan også iføre sig 3D headset (og dermed absolut miste den kropslige forankring til rummet, man befinder sig i), mens man bevæger sig ind i et Virtual Reality-miljø, hvor store bygningsfragmenter flytter sig, mens man går rundt mellem dem.

Gentrificeringen optræder i udstillingen som en form for ustoppelig og selvkørende mekanik, der overtager vores omverden og gør den ukropslig og ubeboelig, alt imens et soundtrack messer et gyseragtigt ejendomsmæglermantra: “We Sell Your Home”.

Selv de bittesmå malerier, der hænger drypvist rundt omkring på de brune murstensvægge er ikke mere hands-on, end at de har de AI-genererede billedfragmenter som motiver.

Steiners udstilling fungerer på den måde ret virkningsfuldt som ‘byudviklingens dystre baglokale’ og rummer desuden et stærkt steds-vedkommende aspekt: Spanien 19C på havnen i Aarhus ryger nemlig snart som endnu et offer for den markedsdrevne gentrificering, der forlængst er gået i selvsving.

Udstillingsstedet Spanien 19C: Malte Steiner, The Big Crash, til 8 marts