Gallerirevy København april 2023: Grundfjeldet består…eller gør det?

Den schweiziske maler Athene Galiciadis maler på krukker. Ferdinand Ahm Krag bygger bro mellem den oldgræske underverden og nutiden. Mie Olise Kjærgaard fortsætter sin frisættelse af kvinden fra det dominerende maskuline blik, mens Henrik Saxgren har rejst til de fjerneste verdensdele for at forevige revnede grundfjeld. Kom med på gallerivandring i København.

Schweiziske von Bartha Gallery holder til i et fyrtårn – eller i kridttårnet, som det også hedder. Bygningen er et velbevaret levn fra Carlsberg-bryggeriets lange historie. Den vidner om Carlsbergdynastiets sans for skønhed, og er et eventyr midt i en fantasiløs betonørken.

Under corona-pandemien, nærmere bestemt i vinteren 2021, åbnede det succesrige galleri Von Bartha, som har hovedsæde i Basel, sin første filial i dette ikoniske tårn fra 1883. Galleriet ynder at operere fra lidt kunstfremmede bygninger: Hovedgalleriet i Basel holder til i en tidligere garage med en fungerende benzintank. Men hvorfor lige slå sig ned i København?

Ifølge Stefan von Bartha, der overtog galleriet efter sine forældre ved generationsskiftet i 2008, byder den danske hovedstad på en dynamisk kunstscene og er derudover højprofileret, når det gælder gastronomi, design og mode. Af danske kunstnere repræsenterer galleriet nu Ursula Reuter Christiansen, der får sin første soloudstilling i Basel-galleriet i august-oktober og i Københavnerfilialen i oktober-december i år. Galleriet har i en årrække også repræsenteret kunstnergruppen Superflex i Schweiz.

For tiden udstiller den schweiziske maler Athene Galiciadis (f. 1978) en række keramiske krukker, som hun selv har drejet, tørret og brændt og derefter har malet organiske og geometriske mønstre på med akrylmaling i mange farver.

De rummer et helt formalfabet med reference til konkretkunsten. Lærrederne er skiftet ud med krukker, og deres varierende former har givet hende inspiration til motiverne. Udstillingstitlen Empty Sculptures refererer til deres vaseform med hul, som man kan fylde noget i – vel typisk grene eller blomster?

Men krukkerne er autonome kunstværker og er i bogstavelig forstand herligt dekorative og fulde af jazz og charme. Størsteparten er installeret i en stor reol, mens tre af dem står på gulvet. Det smukke, hvide rum, sollyset, der kigger ind gennem fyrtårnets vinduer, krukkerne med de mange farver og mønstre spiller frisk sammen og formidler en gennemført æstetisk oplevelse.

Athene Galiciadis bor og arbejder i Zürich. Hun er uddannet fra akademierne i Zürich og Lausanne og har en lang udstillingspraksis bag sig.

Athene Galiciadis: Measuring the World. Von Bartha København. Til 13. Maj.

Barokkunst til det 21. århundrede

Ferdinand Ahm Krags (f. 1977) er aktuel med en udstilling på Gallerie MøllerWitt, og hans dybt fascinerende nye malerier og tegninger har – bevidst eller ubevidst fra hans side – et mellemværende med antikkens og middelalderens begreb palimpsest. Det er en skriftpraksis, der opstod, fordi papir og pergament dengang var uhyre kostbare materialer. Derfor rensede, dvs. skrabede eller raderede, man den sidste skrift væk for at kunne genanvende dem. Men der var altid en rest tilbage af det forudgående lag skrift.

Ahm Krags malerier er tilsvarende mangelagede og rummer et rigt spænd af teksturer, farver og formverdener, der optræder som dirrende palimpsest-lag bag motivet. Man aner nogle uendelighedssprækker og svimlende åbninger gennem linjerne og noterer sig også mange referencer tilbage i historien. Det er nogle både lærde og informationstætte malerier, der bygger bro mellem os i dag og en anden, arkaisk eller måske mytologisk virkelighed, som nutiden i høj grad har glemt.

Ahm Krags malerier er blevet mere stoflige, maleriske og koloristisk spændstige, og de dirrer inciterende, eller nærmest elektrisk, mellem antydning og manifestation. Titlen The Kore betyder både lille pige og pupil, men det er også den græske underverdens dronning Persefones titel. Hun er gudinde for forårets vækst og planter og bliver bortført til dødsriget Hades for derefter at genopstå.

Udstillingen rummer tre malerier, skabt med blandteknik, herunder to på papir.

Det største med titlen Broen over floden Kifissos (Gyrisfymoi), der måler 280 x 200 cm, er monumentalt og aldeles overvældende. Det er udført på lærred. Her viser Ahm Krag sin virtuositet som maler. Værket rummer en kompleks verden af krydsende spor og skiftende taktile kvaliteter og former og tilbyder en rigdom af uoverskuelige, men fristende visuelle verdener og giver anledning til en mængde associationer.

Motivet domineres af en ultramarin, dramatisk figur, der skyder sig diagonalt gennem fladens gyldne spænd af tråde og interfererende forbindelseslinjer.

Det er barokkunst i internettiden. Alt er forbundet via kabler og tråde, men motivet knækker konstant over i brud og krakeleringer. Vi er hinsides et samlet verdensbillede. Det gælder også de to øvrige malerier.

Udstillingen omfatter også ti acetonetryk, hvoraf nogle har håndtegnede tilføjelser med indisk blæk, kridt, blyant mv.

Kunstneren omtaler disse som ”forsøg på et psykisk integrationsarbejde, hvor kaskader af steder, indtryk, møder og fænomener forsøges lagt ind i ét og samme kontrafej.”

De mere eller mindre muterede ansigter, hvor øjnene spiller en afgørende rolle, gennemstrejfes af kosmiske eller jordiske landskaber, kropsfragmenter, som minder om anatomiske plancher fra ‘anno dazumal’, fordoblede ansigter og farlige opløsninger, der styrter ansigter i afgrunden.

Her bidrager kunstneren modigt til de mange teorier om den komplicerede og uhyre sammensatte identitetsdannelse, men uden at give køb på billedets fascinationskraft. Hvordan og ad hvilke veje formes vores jeg? spørger kunstneren og fremkommer selv med nogle visuelt mangelagede og vildt associative svar.

Ferdinand Ahm Krag: The Kore. Galerie MøllerWitt. Til 4. maj.

Et stærkt feminint blik

Mie Olise Kjærgaards (f. 1974) malerier er alt andet end pæne, og der er syn for sagen netop nu i udstillingen Blind Spots på Hans Alf Gallery.

De er ekspressive, performative, manierede, gestiske, groft tegnede, grotesk store, vilde og bevidst vrængende. Hun maler med brede og tydelige penselstrøg, og mange steder løber malingen, så selve maleprocessen bliver synlig. Det handler alt sammen om kvinder, om køn og om det mandlige blik, der i årtusinder har holdt kvinderne på plads og givet dem en følelse af utilpashed og har gjort dem fremmede over for deres egne kroppe. 

Hos Mie Olise bliver kvinderne imidlertid sat fri: de rider banjospillende med langt strithår stående i stænger ud fra hovedet og storgrinende afsted på drageagtige transportdyr. De er så trygge, at de kan ride på dragens hale med hovedet hængende nedad. Der er ikke brug for nogen Sankt Georg her. Kvinderne har klaret det hele selv: De har valgt at tæmme dragen og har ikke behøvet at dræbe den.

Der er noget befriende over disse unge kvinder, der er så eksalterede og frigjorte. Kunstneren har fundet sit originale, frigørelses-sujet og har opnået en stor sikkerhed i forhold til både form og farve. På trods af titlen er der ikke mange blinde vinkler her, derimod spontan og euforisk livsudfoldelse.

Men som kunstner må man udfordre sig selv, så jeg håber, at hun på trods af sin store kommercielle succes konstant vil lede efter nye, kunstneriske sandheder.

Mie Olise Kjærgaard: Blind Spots. Hans Alf Gallery. Projektrummet. Til 22. april.

Frugtbare benspænd

På Hans Alf Gallery møder vi også Henrik Saxgren (f. 1953), som er en fremtrædende repræsentant for dansk samtidsfotografi. Han startede karrieren som en socialt engageret dokumentarist, der rapporterede fra verdens mest marginaliserede og undertrykte miljøer, og han har aldrig sparet sig selv, for viljen er stor, og hans sociale hjerte banker for dem, der lider under den udbredte undertrykkelse, vold og misbrug rundt om i verden.

Det er blevet til uforglemmelige serier fra det hedengangne Sovjetunionen, fra USA, fra Nicaragua, Sydkorea, Filippinerne, Israel, Vestbredden, Gaza, Tjekkoslovakiet, Rumænien og Grønland. Det sidste resulterede i den gribende og gudesmukke vandreudstilling og bog Ultima Thule (2017), hvor han satte billeder på den hårde overlevelseskamp i det nordlige Grønlands barske natur. Det var et virkelighedschok om et hastigt svindende naturfolk, og så mødte han ovenikøbet en isbjørn…

Saxgren er som en opdagelsesrejsende, der gerne trodser alverdens forhindringer for at opsøge motiverne i felten. Som en panter, der tålmodigt forfølger sit bytte i timevis for til sidst at snige sig ind på det og angribe det aldeles uvidende offer, venter Saxgren tålmodigt på det optimale øjeblik, hvor motivet taler til ham og tager sig helt rigtigt ud.

I sin nye udstilling har han givet sig selv nogle benspænd, fordi han angiveligt følte, at hans værker var blevet lidt for pæne. Tænkte han mon på serien fra Tøndermarsken, som udmøntede sig i en bog med tekst af Hans Edvard Nørregaard-Nielsen i 2019 og en værkserie, der er blevet udstillet ved flere lejligheder?

Eller havde han den seneste bogudgivelse En linje i verden i tankerne, som han skabte i samarbejde med forfatteren Dorthe Nors i 2021 om Vadehavskysten, der går fra Ho Bug til den Helder i Holland? Disse fotos gjorde ham til en landskabsfotograf, der gik efter sublime landskabelige motiver, som flere af hans kolleger havde beskæftiget sig med tidligere. 

Med udstillingen markerer Saxgren sin 70-års fødselsdag og kickstarter samtidig en ny begyndelse. Alderen forhindrer ham på ingen måde i at være spændstig, vågen og i gang med at udfordre sig selv kunstnerisk. Han er ”landet” med denne usædvanlig stramme, koncise og sikre udstilling med titlen Crack.

Billederne er taget med noget så usikkert som polaroid-sheets, der gik ud af produktion tilbage i 2007. Grebet med de udløbne polaroid-film er brugt af andre fotografer – herhjemme suverænt af Astrid Kruse Jensen. Hun har i lighed med Saxgren måttet kassere mange sheets pga. mangelfuld eller ikke-eksisterende kemi.

Men Saxgren benytter disse film på sin egen måde. For det første har han udelukkende fotograferet i s/h, så billederne ligner fotogravurer med en spændende stoflighed med fokus på kontraster og mønstre i stoffet. For det andet har han valgt en stram og konceptuel tilgang til projektet: Inspireret – og afskrækket – af klimakrisen, der destabiliserer den økologiske balance og skaber ”revner i grundfjeldet,” er han gået planken ud og har bevæget sig rundt i verden på jagt efter store klipper med revner og sprækker, fundet på den arabiske halvø, i Utah og på New Zealand.

Motiverne er taget øde og ildevarslende steder og påminder os om, hvor galt det står til på planeten Jorden, der er begyndt at slå revner.

Henrik Saxgren: Crack. Hans Alf Gallery. Til 22. april.