Gallerirevy København apr 2018: Dødsdans

Denne gallerirevy bringer dig på en rejse til Norge under 2. Verdenskrig og derfra lige i armene på døden, hvorefter vi suser videre til helvede. Kunsten byder det mest skræmmende i menneskelivet op til dans i disse dage.

Lad os starte med Thomas Bangsteds (f. 1976) enestående udstilling i Galleri Tom Christoffersen. Ligesom den tyske fotograf Andreas Gursky sammensætter Bangsted sine mangelagede billeder, så der opstår en hyperreel virkning. På sin nye udstilling overgår han sig selv med nogle monumentale fotografier, der bringer os tilbage til 2. Verdenskrig.

Bangsted arbejder som en maler eller billedhugger: Han tilfører fotografiet et tidsligt aspekt ved at fotografere det samme motiv flere gange og lægge optagelserne oven i hinanden. Der er tale om mange øjeblikke, som smelter sammen til ét motiv. Derved får hans fotografier et sjældent nærvær, stoflighed og detaljerigdom. I sine nye værker bruger han sort/hvid foto (med en enkelt undtagelse). Redskaberne er et analogt storformatkamera på 8 × 10 tommer. Dette kan fremstille store negativer med en enorm dybdeskarphed, som virker slående. Men billederne former han på sin computer. Han dyrker hyppigt motiver, der giver genlyd fra fortiden.

Spøgelser fra 2. Verdenskrig
Det gælder også hans nye udstilling Geister von Altafjord, som lægger alen til hans hidtidige, kunstneriske resultater. Her er hovedmotivet det monumentale fotografi Schlachtschiff Tirpitz. Dette tyske krigsskib blev søsat i 1939 og er det største slagskib i Europa nogensinde. Under 2. Verdenskrig lå det i den tyske flådebase i det nordligste Norge som et rovdyr, der kunne angribe anytime og sænke de allieredes livsvigtige konvojer i Ishavet. Det blev forsøgt sænket i 1943 med britiske miniubåde, men først i 1944 lykkedes det britiske bombefly at sænke det, og det ligger stadig på bunden af fjorden.

Nu har Bangsted i overført betydning “hævet” det op fra bunden af fjorden og har i samarbejde med 3D-modelbyggeren, Stefan Draminski rekonstrueret skibet ned til mindste detalje. Desuden har han fotograferet det bjergrige landskab omkring Altafjord og selve fjorden, som spejler Tirpitz. Fotografiet vækker krigsskibet til live som en fuld troværdig dokumentation, der dog er én stor fiktion. Den uhyggelige sejlende dødsmaskine påminder os om krigens rædsler, men forunderligt nok er fotografiet æstetisk set sublimt og utrolig spændende at dykke ned i.

Bangsteds værker bliver til hjemme i “kontoret” i Detroit, hvor han har boet det seneste år. Men ellers er han på research efter motiver, som han altså her på det seneste har fundet i det nordlige Norge, hvilket udstillingens øvrige værker også vidner om.

Thomas Bangsted tog en mastergrad i fotografi ved Yale University i 2007 efter i 2000-2005 at have studeret både ved Glasgow School of Art og ved Goldsmith College i London. I dag er hans værker indlemmet i bl.a. Metropolitan Museum og Louisianas samlinger.

Savnets inderlighed
I siderummet kan vi opleve Gudrun Hasles (f. 1979) udstilling Jeg savner, der består af ni tekstilværker med håndsyede sætninger. Værkerne ligger i forlængelse af hendes øvrige produktion med karakteristiske budskaber, der alle er skrevet med en stærkt ordblinds stavefejl. Omdrejningspunktet for de ni sentenser er ordene “Jeg savner”.

Det handler øjensynligt om et sorgarbejde – en nærtstående person, jeg’ets elskede?, er borte som følge af skilsmisse eller død. Vi får ingen forklarende oplysninger. Men nu besværges alt det, der påminder jeg’et om den elskede i disse ordbilleder: Når jeg’et ser på “sine børn”, på en “flødebole”, eller når jeg’et “ranker ryken”, forstærkes dette savn.

Det minder om 1970’ernes bekendelseslitteratur eller knækprosa, som lukker os ind i jeg’ets mest intime rum. I Hasles håndtering bliver udsagnene mantraagtige pga. gentagelserne, og disse tekstilværkers størrelse går samtidig ind og påvirker betragteren fysisk. Man spekulerer imidlertid over, hvor længe Gudrun Hasle kan skabe kunst med sin dysleksi som eneste inspirationskilde. Personligt foretrækker jeg hendes broderede værker, der er mere insisterende og virker stærkere som udsagn, også fordi der er lagt så meget mere tid, tanke og følelse i dem.

Thomas Bangsted: Geister von Altafjord. Gudrun Hasle: Jeg savner. Galleri Tom Christoffersen. Til 21. april.

Gesamtværk om døden
Den tyske billedkunstner Brigitte Waldach (f. 1966) og den østrigske fotokunstner Eva Schlegel (f. 1960) gæster Galleri Bo Bjerggaard for 4. gang, men denne gang træder de ikke kun frem hver for sig. De har også skabt et Gesamtwerk i et af rummene, og det er første gang nogensinde. Som litteraturelskende kunstnere har de hver taget afsæt i tre litterære værker, men de har også læst “hinandens” bøger.

I sine nye værker benytter Waldach tekst direkte. Teksten kan undertiden læses, mens den andre gange skrives over med så mange lag, at den bliver ulæselig, men indgår som en del af motivet. Det er delikate, rene og antydningsvise billeder for begge kunstneres vedkommende. Waldachs værker er domineret af hvidt, sort og rødt. I hendes del af udstillingen indgår bl.a. et monumentalt diptykon af stjernebilledet, som det så ud, den dag hun blev født for 52 år siden. Den store, mørke stjernehimmel er tegnet tæt op med blyant, og det er et uhyre kompleks, nørdet og meget grafisk værk.

Schlegel arbejder med fotografi, men også med skrift, som hun fotograferer. Især tekster, hun finder i sit bibliotek, og som hun fremkalder sløret, så man godt nok aner, at der er tale om tekst, men samtidig ikke aner, hvad der står. Til udstillingen er Schlegel imidlertid gået en anden vej med en række slørede fotografier af landskaber. De er vibrerende og også bevægende i deres skønhed, og motiverne veksler mellem at forsvinde og komme til syne.

I fællesværkerne har Waldach tegnet direkte på Schlegels fotografier. Motiverne handler om død og genopstandelse – skildret gennem bl.a. fugle. Dramatisk – men på en stille måde – skrives døden ind i disse billeder. Udstillingstitlen er Tatort, dvs. et åsted eller gerningssted. En meget populær tysk krimiserie på tv har også denne titel. Det er både livets begyndelse og slutning, som de to kunstnere kredser om i deres smukke og tyste billeduniverser.

Æstetiske kaosbilleder
I de vestvendte rum hos Bo Bjerggaard udstiller den venezuelanske billedkunstner Arturo Herrera (f. 1959), som bor og arbejder i Berlin. I sin første udstilling i galleriet, You are Here, viser han kollager. De er ophængt på specialdesignede tapeter med mega store blomstermotiver i den samme blå farve, som de blå vinduesrammer og døre i Den hvide Kødby. Således er Herrera landet på begge ben i de danske omgivelser, som han har indoptaget i sin kunst – jf. titlen.

Kollagerne, der er i både stor og mindre skala, består af fragmenter af eksisterende billeder, som ofte er emotionelt og indholdsmæssigt betydningsladede. Man må tage hatten af for Herreras evne til at integrere alle tider og medier i sine værker, der balancerer raffineret på kanten til kaos – men alle som ét fremstår de udsøgte og æstetisk dragende. Der er meget for øjet at græsse af hos Herrera. Hans myldrende, heterogene og fragmentbaserede værker afspejler hele vores samplede tidsalder, hvor billeder forekommer overalt, og hvor alle stilarter er tilladte.

Herrera er en stor kanon, som tidligere har udstillet på bl.a. Tate Modern i London, og som er repræsenteret i alverdens vigtige kunstsamlinger – herunder MoMA i New York, og også herhjemme påkalder han sig kunstsamlernes interesse.

Birgitte Waldach og Eva Schlegel: Tatort. Arturo Herrera: You are here. Galleri Bo Bjerggaard. Til 26. maj.

Kan Helvedet males?
Alexander Tovborg (f. 1983) er fast tilknyttet Galleri Nicolai Wallner (og også galleriet Blum & Poe i LA og Gallery Nicelle Beauchene i NY), men denne gang oplever vi ham i rollen som kurator. Traditionen tro har Tovborg også her taget livtag med de helt store spørgsmål, hvilket allerede afsløres med titlen: Helvedet opløser sig. Tovborg tror fuldt og fast på maleriets autoritative kraft som en traditionsforankret projektionsflade, der kan anskueliggøre de helt store spørgsmål i menneskelivet. Han er hverken bange for metafysik, patos eller store følelser.

Dette er udgangspunktet i hans egen kunst, og dette har været udgangspunktet for valget af værker til udstillingen.

Der er tale om flere fremmede navne fra flere lande, ligesom kunstnerne er generationsmæssig spredt. Fx optræder Ursula Reuter Christiansen (f. 1943) med to magtfulde værker. Det ene fra 1997 er en pastiche på et maleri af Hans Baldung Grien ‘Das Mädchen und der Tot’ (1517) med et apokalyptisk-erotisk motiv af døden i form af et skelet, der omfavner en ung, nøgen, ung pige.

Et på én gang dæmonisk og fascinerende maleri. Det andet fra 2005, No More Services, viser en nøgen kvinde med djævlehorn. Hun ligger henslængt som en anden Olympia på en chaiselong – endelig blev det hendes tur til at hengive sig til nydelsen – hun er helt færdig med at servicere mand og familie.

Flere af de øvrige værker adresserer døden direkte eller indirekte – mennesker med et reb bundet stramt om halsen, andre der hænger med det yderste af neglene og klamrer sig til livet. Nogle blomstrer op og når at undslippe Helvede, før djævlen hugger til, mens andre fortæres af den onde selv. Udstillingen indfrier på modigste vis kuratorens tro på maleriet som et medie, hvor livets helt store spørgsmål kan stilles til skue og forhandles.

Helvedet opløser sig. Udstilling kurateret af Alexander Tovborg. Galleri Nicolai Wallner. Til 21. maj. Deltagende kunstnere: Theodora Allen, Jankel Alter (pseudonym), Magnus Andersen, Duda Bebek, Kye Christensen-Knowles, Steinar Haga Kristensen, Ursula Reuter Christiansen og Julien Nguyen.