Gallerirevy København okt 2017: Lille spejl på væggen dér…

I København vises der p.t. tre funklende galleriudstillinger med spejle og elektrisk lys. Det er visuelt forførende kunst, men det er ikke ren og skær glimmer: Der er også indlejret nogle væsentlige kultur- og samfundskritiske betydninger i værkerne.

Ruth Campau (f. 1955) positionerer sig for tiden med øget styrke. Hun deltager i en lang række solo- og gruppeudstillinger i ind- og udland, og lige nu arbejder hun også på en udsmykning til Hvidovre Hospital. I mange år har hun på subtil vis udforsket de ”motiver”, som en bred pensel med akrylmaling kan afsætte på en flade – tidligere på glas- og akrylplader, men i de senere år ofte på forskelligt farvet folie eller dibond med spejloverflade, hvilket hun har benyttet på den aktuelle udstilling. I udstillingens hovedværk Chicago Mountains er et lag af blå akrylfarve malet hen over ydersiderne på fem af disse ”korthuse” af spejle med tinder. Sidstnævnte association opstår klart af titlens reference til bjerge. Værket – en fritstående skulptur – fylder næsten hele det store rum fra gulv til loft, og både bunden og de indvendige sider reflekterer omgivelserne – den hvide kube med det knivskarpe lys, der fluktuerer og tegner nye mønstre i spejloverfladen – og selvfølgelig også publikum. Værket er lige dele skulptur og maleri, objekt og struktur.

Flertydig titel
Storbyen Chicago ligger som bekendt i det amerikanske Midtvesten, som er fladt som en pandekage. Det kan derfor undre, at titlen refererer til bjerge. Men faktisk refererer den til en af den feministiske kunsts navne, der rager op: Judy Chicago (f. Judith Silvia Cohen i 1939), som er født og opvokset i byen. Hendes mest ikoniske værk er det kæmpemæssige, trekantede spisebord, som kan ses på Brooklyn Museum med titlen The Dinner Party fra 1974-79. Dette værk har indtaget en væsentlig plads i feministisk kunst, da samtlige 39 kuverter er dedikeret til mytologiske kvindefigurer, kvindelige kunstnere, martyrer eller aktivister.

Campaus værk er fysisk meget konkret tilstedeværende med sin takkede ”krop”, men samtidig er det flygtigt på grund af de mange spejlreflekser og flader, der er sat i spil. Det er både elegant og tvetydigt.

I baglokalet hænger forskellige værker i to dimensioner. Her bemærker man især kollagen Mountain Climbers bestående af forskellige materialer og navnene på de heltinder, som har haft betydning for Campaus egen kunstneriske udvikling, da de har arbejdet med farver i installatorisk regi – fra Katharina Grosse over Agnes Martin til Isa Genzken og nævnte Judy Chicago. Udstillingen former sig således som en original kærlighedserklæring til Campaus store, kvindelige forbilleder.

Ruth Campau: Chicago Mountains. Gether Contemporary. Til 11. november

Spejlbilleder
Spejle er in i samtidskunsten for tiden. Nu viser også Mikkel Carl (f. 1976) en række spejlbilleder i Last Resort. Spejle spiller drilagtigt på forholdet mellem virkelighed og illusion. De er altid interessante, fordi de indfanger os selv og afslører vores tilstand nu og her frem til døden. De 11 spejlbilleder har titlen Untitled (You Hate the Fact that You Bought the Dream and They Sold You One) og består af spejlfolie spændt på blændrammer. Titlen spiller på spejlets forførende egenskaber – at vores drøm om at være et andet og bedre jeg ikke altid er i overensstemmelse med realiteten, og at vi ofte er ude af trit med ”deres” – dvs. drømmefabrikanternes, modeindustriens m.v. – idealfremstillinger af et menneske. Måske. Men der er flere betydninger ude at gå, ligesom Carl flirter med sit maleri uden maling ved at ridse i overfladen for at danne spor og forstyrre spejlingen.

Blokadeværk
Det kolossale værk A Vague Nothing at the Intersection of Subject and Object på 3 x 7 meter skærer sig diagonalt gennem rummet. Det giver mindelser om Richard Serras berømte Torque Ellipses i forvitret stål, men er en discountudgave af dette storværk, fremstillet i masonit og overfladebehandlet med grafit, lak, lim og rust. Værket tvinger publikum til at tage en omvej ind til det bageste rum og kontoret, hvor der også hænger nogle af Carls billeder. Således handler udstillingen om refleksion, illusion og blokering – og om selvbillede, selvforførelse og hæmning.

Mikkel Carl: Between Financial Entanglement and Corporal Decay. Last Resort. Til 18. November

Mellem totem og tabu
Svenske Bo Christian Larsson (f. 1976) har i sine 24 nye skulpturer indarbejdet et af de mest kendte objekter fra den moderne hverdag: Elektrisk lys. De har meget varierende mål: Nogle af dem er mandshøje, andre ligger ned og atter andre er monteret på væggen. Det er en flot scenografi, der indtager den hvide kube på en virkelig suggererende måde. Rummet er næsten mørklagt og oplyses af disse mange forunderlige lamper, der er konstrueret af fund fra naturen såsom gevirer, dyrepelse, grene, dyrehove, ben og trærødder, men også af menneskeskabte materialer som kobberrør, tekstiler, jernben og rifler. En fascinerende blanding af arte povera, konceptkunst og ”primitiv” totemkunst.

Larsson bor nord for Stockholm i en nedlagt skole, hvor han har gjort en masse fund, som indgår i lamperne, ligesom han går på jagt og inddrager objekter fra naturen og rekvisitter fra sine jagter, som han opbygger disse forunderligste lamper af i krydsfeltet mellem kunstobjekt og brugsgenstand. Det er en eventyrlig Aladdins Hule, han her har fået skabt.

Bo Christian Larsson: Light Traps. Eighteen (Slagtehusgade 18). Til 18. November.