Gallerirevy København nov 2017: Mens mørket sænker sig, er der lys at hente i gallerierne

Thorbjørn Lausten afsøger med sine naturvidenskabeligt baserede værker – i Galleri Kants kridhvide kube – relationen mellem rum, lys, farver og data, mens de to udenlandske billedkunstnere, Timothy Furey hos Bianca D’Alessandro og Runo Lagomarsino i Nils Stærk Gallery, har mere fokus på et socialt og menneskeligt erfaringsunivers.

Thorbjørn Lausten (f. 1945) har i årtier været optaget af at visualisere naturvidenskabelige data i installationer, som han præsenterer i et fascinerende, kunstnerisk sprog. Han er en pioner inden for området.

I sin nye udstilling Suspension findyrker han de temaer, som han har arbejdet med i årtier. Malerierne er nye, mens flere af de øvrige værker er af ældre dato, dog aldrig tidligere udstillet. Det første værk, vi møder, er en lysskulptur med udstillingens titel. Den bader hele rummet i en rød-orange tone, og værkets hvide og orange lysstofrør reflekteres i to papirarbejder på væggene i det modstående rum, så der opstår et tredje, flygtigt parallelværk i glasset. Således ”masseres” man fra starten ind i dette Laustens suggestive neonlys. Ordet suspension har flere betydninger: Det kan betyde et materiale, der både består af væske og af faste artikler. Dels kan det betyde at blive frataget sin bestalling som eksempelvis embedsmand. Desuden kan det betyde affjedring. Det er formentlig den sidste betydning, Lausten spiller på i sin hængende lysskulptur, der synes at ophæve tyngdekraften som et luftigt hus af lys.

Potentielt verdensberømt
I udstillingen indgår endvidere en serie store tegninger med keglekonstruktioner – selvstændige værker, men samtidig også skitser til skulpturer, foruden to suiter af malerier: Henholdsvis de såkaldte plus-minus-billeder, hvor minus-figurerne fremkommer ved hjælp af kast med en terning, og farverne angiver en bestemt talværdi af en af dens sider. Og disse cirkelmalerier, hvor Lausten griber tilbage til sine serier med kridttidsprojektioner, der er visualiseringer af data fra otte perioder i kridttiden.

Det er en hel lille museumsudstilling. Galleri Kant vil fremover repræsentere Thorbjørn Lausten. Dermed er to af dansk kunsts pionerer i stald i galleriet: Ud over Lausten også installationskunstneren Thomas Bang (f. 1938).

Thorbjørn Lausten: Suspension. Galleri Kant. Til 22. december

Knudepoesi
Galleristen Bianca D’Alessandro har siden 2014 drevet sit galleri i Kunstakademiets tidligere Billedhuggerskole på Frederiksholms Kanal. Udstillingsprofilen er eksperimenterende. Det er fortrinsvis unge kunstnere, som går nye veje og eksperimenterer vidtgående med materialerne og med nye koncepter. Det gælder også den unge, irske billedkunstner Timothy Furey (f. 1981), som pt. udstiller solo i galleriet for anden gang. Furey er uddannet på Städelschule i Frankfurt i 2012, men bor i London.

Hovedværket er en suite af blålige akvarelmalerier på silketryk med motiv af reb, der er bundet knuder på efter alle kunstens regler. Hver knude ser ud til at have sin egen, særegne fysiognomi. Furey spiller poetisk på en tredimensionalitet, når rebene synes at smyge sig bag om det hvide silketryks negligéagtige hud. Man tænker uvægerligt på bondage og erotiske dominanslege? Billederne ligner en blanding af tatoveringer og instruktionsbøger om knob, som man kender fra instruktionsbøger i sejlads. Men stilen kan også minde om gadekunst, graffiti, keltiske mønstre m.v.

Furey testede farverne på nogle små stykker akvarelpapir, som han efterfølgende affotograferede og satte op i skala. Disse stribebilleder er monteret på nogle standere, som kendes fra butikkerne. På endevæggen i kontoret hænger ligeledes et ”ur” bestående af 12 afstøbninger af tunger! Tidens tungetale? Fureys underfundige værker sender på uhyre mange spændende frekvenser.

Timothy Furey: A New Body of Work. Bianca D’Alessandro. Til 16. december

På hat med migrantarbejderne
Runo Lagomarsino (f. 1977) er født i Sverige, men er af argentinsk afstamning. Han er uddannet dels i Sverige, dels i USA, og i dag bor han både i Malmø og i São Paulo. I sin kritisk undersøgende kunst sætter han fokus på magtens instrumentalisering, uretfærdige territorialiseringer, kolonialisme m.v. I sin nye udstilling We Have All Been Called Many Names i Nils Stærk har han fokus på kapitalens udnyttelse af migrantarbejderne. 28 luftigt byggede søjler i lyst træ bærer hver især en lille ”gipsskulptur”. Det viser sig at være afstøbninger af hovedbeklædninger, som latinamerikanske migranter fra L.A. har båret. Disse hatte og kasketter har tilhørt vejarbejdere, rengøringsfolk, vagter, gartnere og andre lavtlønnede. Afstøbningerne viser indersiden, som efter afstøbningen bliver til ydersiden. Værket spørger kritisk til den geopolitiske situation i USA og i mange andre vestlige lande, hvor den indvandrende arbejdskraft bliver groft udnyttet. I udstillingsteksten skriver ph.d.-studerende Katarina Stenbeck, at ”kapitalismen det første samfundssystem, der som grundpræmis ensrettede og mekaniserede kroppen for at akkumulere rigdom.”

Et andet vigtigt værk er et kæmpemæssigt gardin med sort-hvidt motiv af den italienske maler Guiseppe Pellizza da Volpedos ikoniske maleri Den fjerde stat fra 1901. Det var ment som en solidaritetserklæring til den strejkende italienske arbejderklasse. Men Lagomarsino har vendt motivet på hovedet og har fremstillet det i s/h. Hermed peger han på det etnocentriske, europæiske blik, der har domineret Latinamerika siden opdagelsen af kontinentet. Med dette værk, der spiller sammen med monumentaliseringen af migranternes hovedbeklædning, peger Lagomarsino på den evige udnyttelse af arbejdshærene, som konstant – og mere nu end nogensinde – forsøger at bevæge sig hen, hvor de måske kan få et værdigere liv.

Runo Lagomarsino: We Have All Been Called Many Names. Nils Stærk. Til 16. december