Gallerirevy København jun 2020: Tre generationer – tre originale kunstnerskaber

Farver, former og leg med materialerne. Gallerirevyen har denne gang udvalgt tre udstillinger med Ragna Braase, Ellen Hyllemose og Amalie Jakobsen, som på vidt forskellige måder undersøger, hvad materialer og former kan – fra bløde tekstiler til hårdt stål.

At gallerirevyen denne gang omhandler tre kvindelige kunstnere, har faktisk intet med deres køn at gøre. Det skyldes alene, at de tre valgte udstillinger p.t. er de mest interessante på den københavnske galleriscene. Lad os starte med pioneren, Ragna Braase (1929-2013), der ligesom mange andre kvindelige kunstnere i sin generation stod i skyggen af sin mere berømte mand, billedhuggeren Ib Braase (1923-2009), med hvem hun delte bord og seng i en menneskealder.

Hendes frie, abstrakte værker oscillerer mellem arkitektur, design, væve- og billedkunst og er ganske enkelt i særklasse. Det har man kunnet konstatere på flere kunstnerkuraterede museumsudstillinger i de senere år. P.t. viser Statens Museum for Kunst også en udstilling med Ragna Braases grafiske arbejder, malerier og tekstilarbejder. Udstillingen består af en del af den gave på 54 værker, som Ragna og Ib Braases søn, Martin, har doneret til museet.

I lighed med megen samtidskunst i dag krydsede Ragna Braase tidligt helt uforfærdet grænserne mellem low og high culture, ligesom hun genopfandt gamle (kunst)håndværkstraditioner.

I Galleri Susanne Ottesen kan vi opleve et større antal vævede billedtæpper samt et stort, skulpturelt, vævet objekt med titlen Douar – det store telt (1982-83), der er slået op i galleriets bageste rum. Desuden indgår en række af hendes såkaldte Fliser på 50 x 50 cm, som ligger på gulvene samt et større antal vægtæpper – et af dem med indvævet digt af Lorca, vuggevisen fra Blodbryllup.

Udstillingen viser hendes frie eksperimenter, hvor hun bl.a. henter inspiration i orientalsk ornamentik og nomadekunsthåndværk fra bl.a. Mongoliet og i den konkrete kunsts geometriseringer, hvor hun dog konstant bryder med logikken på en lidt oprørsk måde, der viser et suverænt overskud i forhold til stoffet.

Ragna Braase er også en stor og modig kolorist, der ”maler” med garnet ved væven. Hun var i mange år parkeret i afdelingen for kvindeligt kunsthåndværk, men har nu endelig fået den plads i kunsthistorien, som hun fortjener.

Ragna Braase: Rejse langsomt. Vævninger 1959-1983. Galleri Susanne Ottesen. Til 20. juni

Poetiske dekonstruktioner

Hvad gemmer sig under stoffet, bag trækonstruktionerne og i strimlernes flygtige spor? Ellen Hyllemoses (f. 1968) bløde og bulede objekter, der for manges vedkommende er beklædt med lycra i stærke farver, pirrer nysgerrigheden. Når hun skærer landskabsmalerier op i tynde strimler, flimrer betydningen som støv på landevejen. Værkerne synes svangre med hemmelighedsfulde meddelelser om en skjult verden.

Denne gang har hun fokus på landskaber. Ikke i traditionel forstand, men som abstraktioner over virkelige landskaber, som Hyllemose betragter som konstruktioner. Sandt er det da også, at de fleste landskaber i dag er såkaldte kulturlandskaber, indrettet så de gør størst gavn – for menneskearten.

Et af landskaberne er strimlet op og hænger som et brusende skulptur-relief med titlen The Conception of a Different Landscape III, mens de mange hængeskulpturer bærer på Hyllemoses karakteristiske formalfabet.

Der er også små Dilemmaer – fritstående skulpturer på cementsokler – og et delikat stofbetrukket maleri Small Landscape (purple) samt to intense abstrakt-ekspressive malerier Snapshot i lilla og grønt, malet på små MDF-plader, sat sammen som mosaikker og meget mere.

Værkerne er fremstillet af hjemlige, prosaiske ting og fundne objekter, sat sammen i nye konstellationer og med en sikker sans for både form, farve og rytme. I Hyllemoses håndtering transformeres disse objekter, der vipper på kanten mellem skulptur og billede, fra almindeligheder til raffinerede æstetiske objekter.

Ellen Hyllemose har en sikker sans for det prosaiske og marginale og en stor åbenhed over for de æstetiske potentialer, der ligger latent i det upåagtede. Samtidig er hun på sin nye udstilling tro mod sit hidtidige arbejde.

Ellen Hyllemose: Forestillingen om et andet landskab. SPECTA. Til 27. juni.

Ellipseblues

Carrying Capacity (bæreevne) er titlen på den unge billedhugger Amalie Jakobsens (f. 1989) nye udstilling i Politikens Forhal. Her har hun eksperimenteret med ellipseformen – en langt mere urolig og problematisk form end eksempelvis cirklen og også en form, der fylder meget i barokkens billedunivers, som hviler på naturvidenskabens nye opdagelse af solsystemet.

Den ene, over 5 m høje, giftiggrønne skulptur med titlen Suffocated Air er placeret på Rådhuspladsen mellem spæde, nyplantede træer. Den kan minde om et korthus, som lige akkurat holder balancen. Værket er coated med ”Deatome alge pulver”, som henviser til forureningen af verdenshavene.

Inde i kunsthallen er der yderligere tre værker: Et rødt, et sort og et beigefarvet værk i stål eller aluminium. Deres farver er fremstillet af sand fra verdens varmeste by, Jakobabad i Pakistan, syntetisk sort meteorjord og røde pigmenter fra insekter, som ”indvarsler fremtidens proteinrige fødevarer”, som det fremgår af pressemeddelelsen. Nogle af værkerne er horisontale, andre vertikale, men ellipseformen går igen.

Lad det være sagt straks: Amalie Jakobsen er trods sin unge alder en brillant billedhugger, som ikke skyr det monumentale. Skulpturerne kunne sagtens klare sig selv uden det ekstra lag af kritisk tænkning om den antropocæne apokalypse, som ledsager dem. For de er magtfulde skulpturer i egen ret.

Men på den anden side refererer ellipseformerne oplagt til orbits eller omløbsbaner, hvor planeterne er kommet helt ud af kurs og krydser ind over hinanden med katastrofale sammenstød til følge. Værkerne peger således også rent formelt på en udvikling, der er kommet ud af kontrol, og som sådan er skulpturerne også magtfulde billeder i tre dimensioner på en forestående øko-katastrofe.

Jakobsens nye værker er i ambition og originalitet i familie med ikoniske, balancerende skulpturer som Alexander Calders mobiler, Joel Shapiros antropomorficerede skulpturer, der trodser tyngdeloven, og Tony Craggs turbulenssøjler, som snurrer skævt om deres egen akse, som det bl.a. fremgår af hans skulpturer Points of Views i Malmø fra 2017.

Amalie Jakobsen: Carrying Capacity. Politikens Forhal. Til 15. august.