Gallerirevy København dec 2019: Krop, køn og kosmos

Tre aktuelle udstillinger i København undersøger på hver sin måde forholdet mellem billede, sprog og objekt.

Vi starter med Avlskarl Gallery, som viser Ester Fleckners (f. 1983) stramt iscenesatte udstilling, der består af mange, tilsyneladende helt ens, blå træsnit med titlen Woodbeds, brimming. Det må have krævet en krig både fysisk og tidsmæssigt at fremstille disse mange træsnit med de fine, små geometriske motiver – firkanter, trekanter, femkanter – der er udskåret i række og geled. Men de er langt fra ens, viser det sig, når man træder nærmere: Der sker nogle umærkelige forskydninger og ”urenheder” i de ellers ens rækker. Disse brud er fremkommet enten spontant eller med fuldt overlæg, så mønstret brydes, og strukturen er under opløsning. Det er et lille og stille drama, som finder sted på de blå flader.

Den første del af titlen – Woodbeds – henviser til trykpladen af træ, som Fleckner opfatter som en seng. Her kan man som bekendt bl.a. udfolde sig seksuelt. Flertallet af menneskeheden er cis-kønnet med et ens mønster, hvor det biologiske og psykologiske køn er kongruente – men der er mange andre seksuelle orienteringer – der er homoseksuelle, transkønnede, biseksuelle m.fl. Nogle falder med andre ord ud af den faste skabelon. Ikke desto mindre har vi alle nydelsen, lysten og driften til fælles, uanset seksuel orientering. På den måde er der mere, som binder os sammen, end som adskiller os, synes Fleckner at sige med sine træsnit.

Ester Fleckner har som erklæret queer viet sin kunst til at udforske de strukturer, som helt ned til sprogets mindsteenheder former vores virkelighedserkendelse og vores kønsmæssige identitet. Gennemgående perciperer vi vores omverden og finder vores plads i den ud fra nogle overleverede og ensrettende socialiseringsprincipper. De små forskydninger i hendes nye træsnit viser, at livet ikke kan holdes inden for disse faste strukturer. Der genereres bestandigt afvigelser, hvilket gør livet rigt, sprællevende og uforudsigeligt. Den anden del af udstillingstitlen Brimming betyder netop, at noget er fyldt til randen – og måske endog flyder over – af lyst og livsglæde.

Derudover er der noget symbolsk i, at resultatet af trykkeprocessen i grunden er uforudsigelig, og at man må spejlvende motiverne, når man skærer dem ud, for at de kan blive retvendte i trykkeprocessen.

Således former udstillingen et poetisk modsprog til en dødt og stivnet syntaks og ”mindset”. Ester Fleckners metode med indbyggede ”fejl” og struktursammenbrud kan på sæt og vis sammenlignes med 1960’ernes systemdigtning, der netop i kraft af de klare strukturerende systemer kunne generere nye og uforudsigelige erkendelsesformer.

Ester Fleckner tog en MA i Gender and Culture på Goldsmith University i 2010-11 og dimitterede fra Det kgl. Danske Kunstakademi i 2013. Hun bor og arbejder i Berlin og på Møn, hvor hun har indrettet sig med et stort grafisk værksted.

Ester Fleckner: Woodbeds, brimming. Avlskarl Gallery. Til 24. januar 2020

Mellem sorte stabiler og svævende asteroider

Billedhuggeren Amalie Jakobsen (f. 1989), som har en MFA fra Goldsmith University i London i 2014, bor og arbejder i Berlin og har allerede gjort sig bemærket som en ung kunstner, der tør tænke både stort og nyt. Det er hendes anden separatudstilling hos Gether Contemporary, som med denne udstilling fejrer 5-års jubilæum. Sophus Gether er i øvrigt en af de danske gallerister, som repræsenterer flest kvindelige kunstnere a propos den verserende debat om kønsdiversitet på kunstscenen.

Lad os straks slå fast, at trods det faktum at Amalie Jakobsen klart er en postmoderne billedhugger, så har hun alligevel det ene ben solidt plantet i den klassisk-modernistiske skulpturtradition fra efter 2. verdenskrig. To af værkerne på hendes nye udstilling Fool’s Gold er sorte og slanke, modernistiske stabiler i bemalet stål à la Alexander Calder (1898-1976). De to skulpturer giver et interessant form- og farvemæssigt modspil til de svævende, polymorfe, asteroidelignende værker, der skaber en urolig sværm i gallerirummet. Disse værker er skabt i aluminium, kobber, bronze, sølv og guld (ja, du læste rigtigt!), men pga. deres hulhed fremstår de mere som narreguld – jfr. titlen – eller gøglebilleder.

Det er et fantastisk rum at opholde sig i. Alle elementer spiller sammen og forekommer at følge koreografien til en forførende dans, der dog samtidig synes at bringe det gådefulde, uendelige kosmos, som omgiver os, ned på jorden som for at påminde os om, at vores smukke, blå planet er en del af noget meget større.
Man tænker på, at vi lever i den antropocæne æra og er på vej ud i rummet for at ekspandere og finde nye ressourcer, og at vores egen planet lider under de måske uoprettelige, destruktive fodaftryk, vi som mennesker har sat på den.

Nogle af de mange svævende og smykkeagtige skulpturer er i øvrigt udstyret med mikrochips, så de kan opspores, hvor de end måtte havne, når de efter udstillingen måske har skiftet hænder til en kunstsamler. Tankevækkende i disse overvågningstider!

Amalie Jakobsen: Fool’s Gold. Gether Contemporary. Til 21. december 2019

En parallelverden i sort-hvid

Den tidligere professor ved Det kgl. Danske Kunstakademi, Martin Erik Andersen (f. 1964) behøver næppe nogen introduktion. Han har haft et langt virke i kunsten og har vedholdende udforsket skulpturen i et udvidet felt – med inddragelse af nye materialer såsom strikkede tekstiler, 3D-objekter, gulvtæpper, tegninger, lyd, lys og skulpturelle eller industrielle objekter, iscenesat i krydsfeltet mellem skulptur og installation. Det er et heterogent og multimedialt værk, som bæres af et gennemgående fragilt udtryk med elementer, der balancerer hårfint, så man sjældent er i tvivl om ophavsmanden, når man konfronteres med et af hans værker.

Således også hans nye, hyperæstetiske udstilling i overvejende sort-hvid, der spiller subtilt sammen med Galleri Susanne Ottesens knivskarpe gallerirum. Her artikulerer han sig både monumentalt med sin store, monolitlignende skulptur Quarry Serapeum Mining. Det grafitgrå værk henviser til gravtunnellerne i oldtidens Ægypten. De var udhugget i klippeerne og rummede massive sarkofager i granit, der indeholdt mumificerede tyre. I dette værk er mørke og tunge sager tydeligvis i spil.

Men størsteparten af værkerne er lette og poetiske. De små bordskulpturer af Bonsaitræer i sølvbronze er tydeligt inspireret af japansk æstetik. Dette understreges også i udstillingstitlen, Borrowed Scenery, som henviser direkte til et begreb, hentet i japansk havekunst, hvor man genskaber dele af et landskab uden for haven gennem et nøje gennemarbejdet arrangement i den lille skala.

Der indgår også enkelte malerier, hvor hvidtjørnens hovedvendte krone forgrener sig filigranagtigt på en sort baggrund, mens øverste del af billedet glimter med en monokrom sølvfarve, der tager omgivelserne ind som spejle. Disse malerier rummer en uafviselig skønhed, som samtidig spiller på det faktum, at træers rodnet breder sig i mulden ligesom underjordiske trækroner.

Martin Erik Andersen: Borrowed Scenery. Galleri Susanne Ottesen. Til 18. januar 2020