Gallerirevy Odense oktober 2023: Mascara-tårer med posten

En rundtur på tre udstillinger i Odense byder på brevkunst, flyttekasser som fineart og grønne drømme på lærred.

Hun sender ham et stykke hvidt lagenstof, hvorpå hun har tørret sine tårer (og mascara) af. Han svarer med en tekst fra en “totalt syret” forelæsning, Freud holdt om kvindelighed.

Ja, det er en brevudveksling af den slags, vi får adgang til på udstillingen KOSBUDANGSE/KORRESPONDANCE 2019-2021 på Det Fynske Kunstakademi, hvor vi får et indblik i, hvad de to kunstnerkollegaer, Gudrun Hasle og Claus Carstensen, sendte til hinanden – med gammeldags post vel at mærke – i de år, hvor Hasle boede i Grønland og Corona-epidemien rasede rundt om ørene på Carstensen i DK.

Nu har de så bestemt at udstille denne udveksling, og det står med det samme klart, at der er ikke tale om ‘normale’ breve, da de fleste har en udpræget visuel (værk)karakter: Collager, tegnede, syede, malede eller broderede billeder. På den måde minder projektet mere om den såkaldte mail-art (en genre med storhedstid i 1960-70’erne), hvor kunstværker bliver sendt rundt i verden med post.

I det indledende eksempel får man løftet en flig til, hvordan kunstnerne responderer på hinanden, fordi Carstensen i et enkelt brev specifikt ‘svarer’ på et bestemt brev fra Hasle. Men ellers er det ikke noget, udstillingen gør meget ud af.

I udstillingsrummet er nogle af brevværkerne udstillet fælles i en montre, men bortset fra det har kunstnerne delt rummet, så Hasles værker hænger i den ene side og Carstensens i den anden. Det kunne have været spændende, hvis man var blevet guidet bare en smule mere for at følge den associative ping pong kunstnerne imellem – Jeg tror det kunne have givet meget. I stedet er udvekslingen helt åben, men også på grænsen til det usynlige, og man ved ikke hvilke breve, der responderer på hvilke.

Derimod kommer noget andet til at stå frem: Selvom man umiddelbart kunne mene, at Hasle/Carstensen er et umage par, så er de begge ikke alene ‘ordkunstnere’, men også ret så insisterende på det private og idiosynkratiske som metode – begge har en uforfærdet tillid til, at netop det rummer noget interessant for os andre. Og det gør det faktisk!

I Hasles tilfælde har hun gennem hele sin praksis – i en slags modstand mod perfekthedskulturer af alle slags – haft modet til at stå sårbart frem. Det kan her manifestere sig i form af mascaretårer, et lagen med den lillebitte påskrift: “alene”, eller et ‘kropsportræt’, hvor hun gennemgår sin krops ‘fejl’ (Grimme knæ, for stor tå mm.) Idet brevværkerne er produceret, mens hun opholdt sig i Grønland, udleverer hun også skammen over at være hvid dansker med ‘anpart’ i kolonialiseringen.

Hasle kommunikerer fra den menneskelige inderside, direkte og klart, men dog med det benspænd, at hun i en slags empowerment af det fejlbarlige insisterer på at udstille sin ordblindhed, så vi andre må stave os igennem udsagnene og indimellem give fortabt.

Carstensen er dog – vil mange nok mene – endnu mere ‘uforståelig’. Han excellerer i denne flossede blanding af en fri associativ flyden i vores kulturs billeder og udsagn ved hjælp af blandt andet aggressiv defacing – overmalinger eller skamferinger af andre(s) billeder (blandt andet et værk af en kunstnerkollega, han blev uvenner med), men også ganske private henvisninger til sorgen over døde familiemedlemmer eller paranoia over allergi eller corona. Han kræver meget af sin beskuer: At man så at sige læser hele oeuvren, idet hele hans lange praksis taler frem og tilbage og ind og ud og i munden på hinanden. Men selv hvis man ikke orker det, er der en visuel kraft og energi, der står i egen ret.

Gudrun Hasle og Claus Carstensen: KOSBUDANCE / KORRESPONDANCE 2019-2021, Det Fynske Kunstakademi, til 26 okt.

Giv mig ly

Også Anna Baks udstilling Gimme Shelter på det lille kunstnerdrevne udstillingssted M100 har selvbiografiske elementer – og er ligeledes et eksempel på, at fremvisningen af en sårbar, personlig situation samtidig kan have en almen og politisk dimension.

Det handler om, at det for mennesker (kunstnere) med små og usikre indtægter er mere end svært at finde et permanent sted at bo i en storby (København), hvor boligpriser og lejeudgifter er tårnhøje.

Det er denne prekære situation, der anslår den lidt dystopiske, men også absurde stemning, der præger udstillingen. Udstillingens bageste rum er iscenesat som boligens interiør med et billigt beigefarvet gulvtæppe på gulvet. Midt i rummet står en feltseng uden madras med et stort skildpaddeskjold støbt i aluminium og med små Matador-huse på – jo, kapitalinteresserne er adresseret! Fra skjoldets dyb ulmer et sært anstrengt åndedræt, og værktitlen er sigende: If you can’t run, you need to hide. Ved siden af ser man små skrøbelige korthuse, skabt af bronzeafstøbninger af rugbrødsskiver (My bread and butter).

Dette ‘hjems’ væghængte billeder udgøres af sammenklappede, flade flyttekasser, som ikke alene har fået en ganske særlig glans, idet de har fået et ordentlig lag epoxy og krom-spray. Plantegninger af lejligheder er desuden laserskåret i papkassernes overflader, og det ligner til forveksling lækker minimalistisk-modernistisk ‘fine art’. Man taber kæben lidt!

Titlerne på de fire flyttekasse-værker henviser til en tidsperiode og forskellige adresser, (eksempelvis: 2006-2008; Nørre Alle 44, Frederiks Alle 141, Bülowsvej 2) – og peger på den måde specifikt til beboerens (kunstneren Anna Baks) forskellige lejemål fra 2006 til 2023. 14 i alt!

Udstillingens første rum er uderummet – haven om man vil – med en ituslået plastikhavestol, en havefælde og en fransk altan. Sidstnævnte aluminiums afstøbning bærer som indskrift en passage fra Virginia Wolfs A Room of One’s Own fra 1929, som adresserer nødvendigheden af at have sit eget rum (som kvinde) for at kunne skabe. Bak kalder sit værk View without room, og det er netop dét, det er: En helt uindtagelig, snæver udsigtsposition, klods op af væggen.

Det er en udstilling, der taler sit eget melankolske, men også tragikomiske sprog om manglen på grundlæggende og eksistentiel tryghed i form af et sikkert hjem. Men det er også en udstilling på trods: Den prekære situation er vendt til en skæv udstilling med en skarp kant.

Anna Bak: Gimme Shelter, M100, til 5 nov

Fri os fra den antropocæne tidsalder

Slutteligt skal vi en tur omkring Kunstbygningen Filosoffen, hvor vi finder noget så ‘gammeldags’ og ‘traditionelt’ som en ren maleriudstilling. Det drejer sig om gruppeudstillingen Grønne Drømme, kurateret af malerne Ahmad Siyar Qasimi, Caroline Heje Thon og Johan Ankersen, som selv er repræsenteret på udstillingen i selskab med 12 andre kunstnere, som udtrykker sig gennem maleriet.

“Er det muligt at relatere til naturen mere ligeværdigt og finde spirende og hensynsfulde måder at sameksistere på? Og hvilken rolle kan maleriet spille i revurderingen af vores forhold til andre livsformer?”, spørger kuratorerne, og slår dermed tematikken an: Nemlig tanken om, at kunsten – og her altså specifikt maleriet – kan billedliggøre drømme eller forestillinger om andre værensformer, hvor mennesket ikke placerer sig selv i centrum af verden, men som en del af den.

Opgøret med det antropocæne har længe været det varmeste emne i kunsten, for også kunstnere kan selvfølgelig se, at vi styrer lukt mod afgrunden. Ofte giver kunstnere ret håndgribelige bud på alternativer, som når lydkunstneren Gry Bagøien synger med hvaler, eller når kunstnerduoen Studio ThinkingHand samarbejder med svampe om kunstværker. Men her i Grønne Drømme udforsker man altså forestillingskraften igennem maleriets traditionelle billedskabelse.

Cecilia Fiona er med med Tails of earthly remain. To englelignende skikkelser svæver gennem rummet med lange haler efter sig, hvori ansigter dukker op i øje-formede søer.
Det forekommer, at alle elementer er tilstede i billedrummet: jorden, havet, ildstrålerne og himmelrummet er ubestemmeligt vævet sammen. Planeter, blomster, støvdragere hvirvler rundt i denne sammenfiltrede verden – også manifesteret i en næsten van Goghsk flimrende maleriskhed. Og de haler, englene trækker, er måske tidens og generationernes spor?

Et sådant billede peger faktisk – forekommer det – fabulerende og visionært mod en anden, mere åben og uhierakisk verdensforståelse hinsides tid og sted.

Et andet, meget anderledes bud er Birk Bjørlos otte store fritstående malerier med fællestitlen Abiogenese. Her er det som at sætte snuden helt ned til overfladen af en skovsø eller som at dykke ned i ursuppens alger og bakterier.
En af grundene til den antropocæne misére er, at vi mennesker betragter naturen på afstand. Alene det at tale om omgivelser adskiller. I Bjørlos billeder er vi netop ikke på afstand, ikke adskilt. Og helt konkret er vi omringet af billederne.
Vi er katapulteret tilbage til livets oprindelse, jævnfør titlen som er hentet fra biologien, hvor Abiogenese henviser til den naturlige proces, hvorved liv er opstået fra ikke-levende stof,

Og endnu et eksempel: Ahmad Siyar Qasimis Skovsø peger med sin tyste, spejlvendte symmetri – som både virker på det vandrette og lodrette plan – på en værensform, som kræver stilhed for at komme til. Dette scenarie skal ikke noget – og hvad ville der ske, hvis vi holdt op med at handle og gøre, erindre eller lave planer? Bare et stykke tid, bare en gang imellem? Måske ville vi få øje på, at vi har for travlt til at opdage magiske (drømme)syn som dette?

Der er altså fine værker på udstillingen, som på forskellig vis peger på, at det er inde i os – i vores modtagelighed eller slet og ret i vores bevidsthed – at nye mere “ligeværdige relationer” til dét, vi ellers betragter som uden for os, kan skabes.

Udstillingen er efter min smag lidt for konventionel i sin udformning og ophængning, og ligeledes er kuratering måske ikke den skarpeste? Nok er der ‘natur’ i alle billeder, men hvis tematikken skulle være at skabe alternative visioner til det antropocæne livssyn, forekommer det ikke altid at være hovedærindet for en række af udstillingens kunstnere.

Johannes Sivertsens maleri fra en parisisk forstad, Peter Lands hallucinerende landskaber, Casper Roshan Koch Hughes’ Stilleben og Anette Abrahamssons vandfald kredser eksempelvis i mine øjne mere åbenlyst om henholdsvis social-politiske, individ-psykologiske, identitets-politiske og medie-arkæologiske spørgsmål.

Grønne Drømme –Ahmad Siyar Qasimi, Allan Otte, Anne Sofie Meldgaard, Anette Abrahamsson, Birk Bjørlo, Casper Roshan Koch Hughes, Caroline Heje Thon, Cecilia Fiona, Emily Gernild, Johan Ankersen, Johannes Sivertsen, Kaspar Oppen Samuelsen, Kinga Bartis, Mie Mørkeberg, Peter Land – Kunstbygningen Filosoffen, til 21 okt.