Gennem den lille hvide trælåge

Alice i Eventyrland
Det er nok de færreste, der kan undsige sig en snært af klaustrofobi, når de træder ind i de hvidmalede, vinduesløse omgivelser, hvor et tykt gulvtæppe dæmper den lydlige fornemmelse af rum. Det er umiddelbart som at befinde sig i et forvokset skab. Man har bevæget sig ind i en verden som i Alice i Eventyrland, hvor der bliver vendt op og ned på den normale rumoplevelse – en verden der ligger klar til yderligere udforskning bag en lille hvid trælåge.

Ann Louise Andersen har bygget det lille gallerilokale om og skabt en minilabyrint af rum, som den besøgende først og fremmest skal opdage gennem kroppen. Det fungerer opkvikkende med denne direkte appel til sanserne, hvor man skifter position fra beskuer til deltager.

Never gonna be the same
Det er svært at beskrive ruminstallationen Never gonna be the same i detaljer uden at ødelægge momentet af overraskelse, som så tydeligt står i centrum, hvis man åbner den lille trælåge og vælger at kravle igennem den skakt, der afsløres bag denne. Utryghed og nysgerrighed blander sig med adrenalin, når skaktens fire vægge lukker sig om en, og associationer fra barndommens legehuse vælter frem for det indre blik.

Værket er en undersøgelse af tvivlen, som opstår, når de rumlige omgivelser ikke lever op til vores forventninger, men i stedet skaber deres egen logik for, hvordan vi forventes at agere i dem. Det er udstillingens kvalitet, at man direkte mærker, hvordan kroppen opdager og aflæser de nye omgivelser. Det er simpelthen spændende at ‘lege med’. Det bliver, som titlen peger på, aldrig det samme, når man først en gang har stiftet bekendtskab med værket.

Verden udenfor
Ude fra gaden er Never gonna be the same et tomt, lettere råt udstillingsrum med gråt betongulv og to identiske hvidmalede døre. På glasruden til udstillingsrummet står kunstnernavn og værktitel. Når man har taget rejsen gennem skakten, ender man netop her som en del af værket. Man er med andre ord til direkte udstilling for blikket fra manden på gaden.

Ann Louise Andersen trækker på 60’ernes og 70’ernes kropsorienterede installationskunst og på det stærkt selvrefleksive og relationelle i moderne kunst. Hun inddrager folk fra gaden og den interaktive beskuer som en del af værket, og hun skaber en uventet relation mellem udstillingsrummet, den, der aktivt oplever værket, og verden udenfor.

Tre små trin og et pusterum
Der er mange fine detaljer i måden, værket er bygget op på, hvilket skaber oplevelsen af et finurligt univers. Ved vejs ende finder man tre små trappetrin, der hjælper en ud i mere normale proportioner. Her kan man reflektere over den miniaturerejse, man har været på.