Gjort af et særligt stykke stof

Hvad inspirerer dig til dine billeder?
Jeg finder konkret inspiration i de rester af tid og ælde, jeg finder i de tekstiler, jeg bruger som grundlag for mine værker. Det konkrete taktile i dem kan give anslaget til en komposition.

Når det gælder indholdet i mine billeder, er det en anderledes sfærisk inspiration, jeg arbejder ud fra.

I den nye serie, Curtains, er det relationer mellem mennesker, både i fællesskab og ensomhed, der er temaet.
Og jeg bruger de forskellige energier jeg oplever både ved at iagttage mennesker, ved at lytte, og så selvfølgelig omkring min egen sfære.

Det kan være konkrete situationer, der pludselig kan være inspirerende. (Af en eller anden grund hyppigst de voldsomme indtryk.)

Men det kan i den grad også være de længsler, jeg ser strømme gennem et menneskes liv.

Længsler er faktisk et vigtigt begreb i mit arbejde.
Livslængsel er overskriften, længslen efter at se det materialiseret, er den private underoverskrift.

Hvornår er du tilfreds med et billede?
Med hensyn til kunstnerisk fortrydelsesret er jeg heldigvis rimelig frit stillet.
Jeg arbejder med værket, mens det ligger vandret. Mens jeg arbejder med værket, ligger alle stofdelene løst på ‘lærredet’ (og så er det bare med ikke at lufte ud!).

I princippet kan jeg efter tre ugers arbejde tage fat i snipperne på stoffet og trække det væk som en dug, og så er alt på bar bund igen.

Det gør måske min proces længere, men da jeg kun arbejder meget sporadisk med skitsering, ligger der mange forsøg og eksperimenter undervejs.

Jeg har et ønske om at opleve, at det præcist er det værk jeg arbejder med, som jeg har drømt om at se. Det sker dog sjældent, at det ender der. Men det er en god ledetråd.
Det er væsentligt at det indeholder både poesi og friktion. Det er kun relevant som værk, hvis der er noget på spil.

Hvordan arbejder du dine billeder frem?
Mit konkrete udgangspunkt er afmærkninger i gamle tekstiler. Det kan være en jordslået stribe, en flænge, en fin gammel reparation og så videre.
Det er med til at åbne døren til den tradition af århundreder med kvinders sysler.

Jeg har en stor fascination af kvinders store produktion af husligt håndarbejde. Reparationen for at forlænge levetiden på et stykke klæde, løkke på løkke, der ender med at blive til et helt fuldendt strikketøj.
Jeg går jo ikke deres ærinde, men min identifikation som kvinde er stor i berøringen med disse materialer.

Alt dette er en umiddelbar start. Jeg søger efter aftryk, men når de så ligger foran mig, træder min egen drivkraft i karakter.
Der arbejder jeg i to skarpt adskilte tempi. Metoden til at finde ind til kernen i værket er i første omgang nærmest som dadaistisk ‘automatskrift’. Det er et spørgsmål om at kunne give slip, finde frem til magien.

Du kan næsten kalde tilstanden natural high…! Jeg er helt væk, selv når jeg har forladt mit atelier føler jeg mig skeløjet og høj. Udmattet.

I denne fase har musik stor betydning. Jeg bruger den ikke konkret. Det er ikke en illustration af musikken.
Men den hjælper med at slippe taget i virkeligheden. Og at finde frem til kernen.
Denne tilstand bliver sat skarpt op overfor en analytisk tilstand, hvor jeg arbejder helt bevidst, og kontrolleret med komposition.

Det er selvfølgelig en vekselvirkning – frem og tilbage mellem de to tilstande.

Hvad er dit drømmeprojekt som billedkunstner, hvis du tænker helt grænseløst?
Drømmen er vel ikke at forløse sit tema. For er der så mere at sige?

Drømmen er at blive ved med at udforske sit tema. At udvide processen, så man kan åbne for nye temaer.
Enhver udfordring, der kan udvide mit tema er velkommen, da det åbner op for nye erkendelser i livet og virkeligheden.

Du taler selv om det narrative og det abstrakte i forhold til dine billeder.
Er der et hierarki?

Egentlig ikke. Jeg synes det er dejligt åbent at arbejde abstrakt som jeg gør.
Men alligevel kan jeg se, og fornemme, at mange af de former jeg bruger kommer igen og igen.
De melder sig som en slags symboler for de forskellige stemninger jeg forsøger at udtrykke.

Det er jo bizart at sige, at en cirkel, en dråbe, et splat eller broderet zigzag er narrative, men det synes jeg faktisk de går hen og bliver i mine værker.

Det er sammenstødet mellem de forskellige former der bliver til fortællinger eller tilføjelser til mine temaer, iklædt de valgte farver, som også næsten kan være narrative – i hvert fald for mig.
Jeg tillægger formerne og farverne historier, men holder dem samtidig åbne for at bevare en universel betydning.

Hvis jeg havde arbejdet 100 % abstrakt, er jeg ikke sikker på, at mit krav om, at der skal være noget på spil, ville blive opfyldt.

I forhold til det narrative får mine titler også en ret stor betydning.
Mine billeder antyder et rum, men da titlerne ikke refererer til det vi ser med det blotte øje, opstår der i sammenstødet mellem det visuelle og det verbale en yderligere betydningsdimension.
Et tredje rum.