Glimtende grafisk treklang i Malmø

Spændende møde med tre kultgrafikere på Malmö Konsthall. Særligt Ruth Wolf-Rehfeldt gør indtryk med swingende bureaukratiæstetik.

At den grafiske kunst kan stå for grænseafsøgende eksperimenter, går ofte under radaren i en samtidskunst præget af sansestormende totaloplevelser. Det er derfor en præstation i sig selv af Malmö Konsthall at skabe flot momentum omkring værker på papir i en seværdig udstilling af tre kunstnere med mere kult- end klassikerprofil. pressure / imprint, (eller ”tryk – aftryk” som titlen mundret ville være på dansk) sætter tre kunstnere af forskellige generationer sammen omkring en originalt eksperimenterende tilgang til grafik og trykprocesser: (Øst)tyske Ruth Wolf-Rehfeldt (f. 1932), svenske Charlotte Johannesson (f. 1943) og danske Ester Fleckner (f. 1983).

Der er mange interessante møder i udstillingen. Helt åbenlyst mellem de tre kunstnere. Sammenstillingen af dem er ganske enkelt godt set som anledning til at vise tre interessante værk, som sammen giver et ret vidt blik på det trykte billede. Dette perspektiv åbner også for et møde mellem vores samtid og de foregående årtier i både nye og gamle teknikker.

Træsnit til tiden
I udstillingens forreste afdeling præsenteres den yngste kunstner, danske Ester Fleckner. Som i et demonstrativt modsvar til den digitale samtid er hendes værker for det meste træsnit, sort-hvide og klassisk ophængt i nummererede serier. Ved første øjekast er der tale om abstraktioner med lette referencer til naturfænomener som stjernebilleder og træer. En nærmere eftertanke pejler måske blikket hen på den videnskabelige kategorisering af verden og den afbildning, der følger, i stamtræer og anskuelsestavler.

Der er dog en særlig agenda i Fleckners kunstneriske projekt omkring alternativ kønsidentitet og hvad, der populært kaldes ‘queer’. I serien Clit-dick Register (2014) indføres det mellemkønnede U-formede symbol i en kommentar til lægevidenskabens kategorisering af køn. Og serien af stamtræer skal tilsyneladende også læses som en polemisering af den traditionelle familiehistorie, imens A closet does not connect under the bed (2016) er en dekonstruktion af et garderobeskab med association til, hvad der måtte gemmes under sengen eller komme ud af skabet. Her suppleres de stramme tegninger med elementer i beton, som en håndholdt minimalisme.

Fleckners værker er således et møde mellem et diskret undersøgende formsprog og en ret insisterende tematisk ladning. Om ligningen går produktivt op, må være en smagssag at vurdere. Men som samtidig æstetisk undersøgelse af grafikkens muligheder er Fleckners værk rigtig fint.

Fra punktekstiler til computergrafik
Charlotte Johannesson var oprindeligt uddannet ved væven og arbejdede som tekstilkunstner, indtil hun byttede værket I’m No Angel for en Apple II Plus-computer i 1979. Konsekvent skiftede hun det vævede stof ud med computerskabte grafiske billeder og skabte sammen med partneren Sture Johannesson billedstudiet Digitalteatern i Malmø: I denne digitale pionerfase måtte man selv sætte sit udstyr sammen. I udstillingen ser vi enkelte eksempler på Johannessons tekstilværker fra 1970’erne: Skingre, nærmest punk i udtrykket med radikale statements, grelle farver og barberblade vævet ind i stoffet. Ikke nogen dekorativ hemslöjd her!

Fra denne punktekstilkunst fornemmer man klart Johannessons fascination af det nye medie som et råt aftryk af samtidens verden, som både er maskinelt genereret og samtidigt simpelt og håndholdt. Sådan tager det sig i hvert fald ud i dag, selvom billederne i start-80’erne blev fremvist ved teknologiske messer snarere end i kunstsammenhænge – måske som en yderligere intervention af den digitale verden af kunstneren, som generelt har været forbeholden overfor at udstille i traditionelle kunstsammenhænge.
Johannessons digitale grafik er noget af et tidsbillede: Fersk og stor i bevægelserne, men også noget af et statement i forhold til grafikkens muligheder, som fortsat har power i dag.

Grafisk poesi fra bureaukratistaten
Ruth Wolf-Rehfeldt er udstillingens store oplevelse som både den morsomste og mest konceptuelt stringente kunstner. I det stramt kontrollerende DDR fandt Wolf-Rehfeldt en særegen praksis i værker skabt ved indtastninger på skrivemaskine. Med opfindsom behændighed formede kunstneren grafiske ordspil og distinkte former, som modsvarer den moderne mekanisering – særligt i det kontrolsamfund, hun levede i. Tilmed kunne de maskinskrevne værker sendes ud gennem det internationale Mail Art-netværk og således nå frem til kunstnerkolleger verden over, som man i det lukkede DDR-samfund ellers var afskåret fra kontakt med.

Skrivemaskinen, der i dag er et materialiseret minde om en forgangen tid, genkendelig for nogle, fremmedartet for andre, var engang symbol på det moderne samfunds bureaukrati, men også kvindernes indtog på arbejdsmarkedet gennem de skrivemaskinebetjenende sekretærjobs. Wolf-Rehfeldts værker er ikke en højrøstet kritik af bureaukratiets fremmedgørelse, men en finurlig måde at anvende dets teknologi til at skabe en berigende kunstnerisk praksis. Paradoksalt nok stoppede Wolf-Rehfeldt i øvrigt med at virke som kunstner ved DDR-styrets fald, men er siden genopdaget, blandt andet ved inklusion på dette års documenta 14-udstilling i Tyskland.

Et staldtip: Tag over sundet!
De tre parallelle præsentationer giver plads til at blive godt bekendt med kunstnernes værk, samtidig med at en tematisk helhed diskret får lov til at indramme det hele i Konsthallens store, åbne rum. I øvrigt med generøs gratis adgang og lange åbningstider. Så der er al god grund til at tage over Øresund og opleve grafik til tiden ved pressure / imprint.