Globale lækkerier

Gl. Strands bidrag til Copenhagen Art Festival med Unfinished Journeys er kuratorisk gennemført og overbevisende formidlet. Globalisering som perspektiv og rejsen som metafor er et velvalgt perspektiv på temaet fællesskab. Ikke mindst fordi mange af de deltagende kunstnere er blandt samtidskunstens ikke-vestlige stjerner og således i sig selv repræsenterer den globale udvikling. Kan man anke udstillingen noget, så er det måske, at værkerne gennemgående er lidt for pæne til at levere de kritiske pointer, som formidlingsmaterialet fremhæver.

Minimal alvor
Dermed ikke sagt, at kunst nødvendigvis usmykket skal tage fat på politiske problemstillinger, for nogle af de bedste værker på udstillingen dyrker det æstetiske og er netop overbevisende i kraft heraf. Mere om dem senere i anmeldelsen. Det er nok snarere tyngden af minimalistiske greb på udstillingen, som efterlader en fornemmelse af, at der aldrig rigtigt bliver taget livtag med tematikkens alvor.

Det gælder for eksempel mexicanske Damián Ortegas arkitektoniske samlesæt, camerounske Pascale Marthine Tayous fugleburs-metafor for et slumdistrikt og kinesiske Song Dongs invitation til at skrive med vand på en ridset sten. Hver for sig kunne værkerne måske have stået skarpere, men samlet giver de et verdensfjernt minimalistisk blik på globaliseringen.

Grønlænderes syn på Danmark
Der er dog klare undtagelser til denne karakteristik. Den mest åbenlyse er Vladimir Tomics film om nulevende grønlænderes kritiske forhold til Danmark. Tomic følger musikeren Niels Kuitse på en rejse tilbage til det Grønland, hvor han er født og stadig har stærke kulturelle rødder til, selv om han ikke længere taler grønlandsk.

Filmen giver et indblik i en række grønlænderes kamp for at bibeholde deres grønlandske sprog og identitet. Synspunkterne er personlige og til tider hårdt fordømmende overfor Danmark, men de er ikke nødvendigvis usande, selv om den danske fremfærd kan have haft gode intentioner.

Væltet i udviklingens sving
Udstillingens bedste værker er fra mit perspektiv dem, som kobler globaliseringens problemstillinger til et visuelt potent udtryk. Det gælder koreanske Kimsoojas skulpturelle installation Mumbai: A Laundry Field, der består af en væltet kinesisk ladcykel med en stak af bottarier – klæder i farvestrålende mønstre foldet omkring et tøjbundt.

Værket er et enkelt billede på rejsen, som dog er både æstetisk kraftfuldt med sit farvestrålende gods, og samtidig åben for fortolkning.

Er det en rejse væk fra fattigdom, som er endt i kollaps? Er det et billede på økonomien eller klimaet, som styrer mod dommedag? Eller er det snarere et billede på fortidens Korea eller asiatiske livsform i det hele taget, som ikke længere har plads i nutidens hastige teknologiske udvikling?

Vestens eksotiske blik
Camerounske Tayou er også god, når han blander forenkling og kompleksitet i sin installation af afrikanske flag, der fylder Gl. Strands indre gård. Værket signalerer velkendt eksotisk fremmedhed, men er i virkeligheden blot et spejl på den vestlige forestilling om Afrika, eftersom de udvalgte flag repræsenterer de 54 stater, der er medlem af FN, og således er sanktioneret af vesten. Det er en enkel, men effektiv måde at sende en eksotisk nysgerrighed retur til de frelste, og således i god overensstemmelse med den grundlæggende pointe i kritikken af Vestens tilgang til andre dele af verdenen. Selv når vi siger, at vi anerkender de andre som vores ligeværdige, så er det kun inden for vores rammer.

Britiske tigerspring i Kina
Æstetisk overbevisende som altid er også britiske Isaac Juliens bidrag, filmen Better Life, der mediterer over Kina med spektakulært smukke scener. Baggrunden for filmen er en tragisk real-life historie, hvor 23 kinesiske muslingefiskere i Wales blev fanget af tidevandet og druknede. Filmen kan ses som en slags sørgespil, der kobler fiskernes historie ind i en fortælling om de økonomiske og kulturelle tigerspring, som Kina har taget de seneste år.

Shanghais filmstudier spiller her en væsentlig rolle, både for Kinas kulturelle eksport og for filmen, hvor Juliens dialog med den aktuelle kinesiske kunst viser en ny tendens i samtidskunstens globalisering. Det er ikke længere blot de ikke-vestlige kunstnere, som kommer til vesten for at skabe og udstille deres kunst. Rejsen går også den anden vej i dag.