Vladimir Tómic
Vladimir Tomic arbejder i sin praksis med at fremhæve de menneskelige aspekter af at være kulturelt eller identitetsmæssigt klemt inde i et system eller i de stereotype fortællinger, der kan opstå omkring individet. Værkerne nuancerer vores forståelse og åbner op for fortællinger, vi måske længtes efter – hvor det abstrakte og fremmede bliver konkret, nært og direkte.
Vladimir Tomic arbejder i sin praksis kunstnerisk og dokumentarisk med film, objekter og installatorisk fotografi. Værkerne undersøger ofte, hvordan kulturelle, politiske og strukturelle ændringer påvirker vores identitet og selvforståelse. Tomics tidlige værker skildrer f.eks forskellige karakterer, såsom plejehjemsbeboeren, flygtningen eller den kulturelt klemte inuits identitet i Danmark.
Tomics værker sætter fokus på, hvad der sker med os som individer, når vores idealer ændrer sig eller helt bryder sammen. En tematik, som eksempelvis kan opleves i videoværket Pianisten (2004), der begynder med en scene, hvor en gruppe ældre mennesker sidder helt stille – som frosset i et stillbillede-scenarie – på et plejehjem. Stilstanden virker overvældende og langtrukken, men pludselig rejser en ældre mand sig og går frem i billedet og finder sig tilrette ved et klaver for at spille et stykke klassisk musik. Lyset bagved manden toner ud og efterlader kun mandens aldrende ansigt, mens han fortsætter med at spille og stille finder tilbage i en aflagt identitet. Et poetisk værk, der handler om identitetsforhold, men som samtidigt også aktiverer forskellige kritiske spørgsmål om, hvordan strukturelle og institutionelle forhold kan ændre sig og påvirke vores selvopfattelse og identitet. Hvordan lever man et kulturelt anstændigt liv i en sammenhæng, der kun giver en begrænset adgang til det?
Tomics praksis behandler en aktuel og relevant problemstilling – flygtninge-identiteten. Man kunne kalde det en postmigrations-identitet, fordi værkerne ikke relaterer sig i direkte til eksempelvis et krigstraume, men snarere til de personlige konsekvenser, der følger en migrants skæbne og liv i nye kulturelle sammenhænge. Gennem materialer fra Røde Kors’ fotoarkiver, personlige VHS-bånd og bekendtes gamle fotografier komponerer Tomic forskellige værker og dokumentariske konstellationer. Materialer, fotografier og objekter flettes ind i personlige perspektiver, der fremhæver historien og virkeligheden frem for et direkte politisk budskab eller en løftet pegefinger.
