Godt galt afmarcheret i Odense

Skulpturer i duelort-overskidte, urinlugtende passager og klemt inde mellem stamgæsterne på værtshuse. Skulpturer i en parkeringskælder, hvor værkerne først virker i forbifarten, når din bils forlygters lys bliver reflekteret i skulpturen.

Den tilbagevendende skulpturudstilling i Odense har skruet ambitionerne op, men det betyder ikke, at skulpturerne er store eller spektakulære. Hele byen bliver en skulptur, når du bevæger dig rundt i baggårdene, på bodegaer, under broer, langs åen og gennem passager for at finde værker fra de tyve kunstnere og kunstnergrupper.

På stamværtshus
Man bliver en anelse beklemt på Slotskroen i Odense, hvis man kun kommer for at se Mathias og Mathias’ lille installation på bodegaen. Det er uhøfligt at glide ind og ud uden at bestille noget, så det tilrådes herfra at købe en ”Odense” eller ”Odense Classic” og så sætte sig ned ved et af bordene.

Her kan man studere de to kunstneres skulptur-installation ved siden af et stort, rundt stambord nær baren, eller man kan planlægge sin tur rundt i Skulptur Odense 14. De fleste værker er gemt godt væk i bybilledet, så man har brug for det lille kort i brochuren og baggrundsinformationerne fra hjemmesiden.

Større og mere ambitiøs
Odense Skulpturtriennale er blevet bedre, sjovere og mere krævende. Det er også blevet mere hyggeligt, fordi man i år må lede langs åen, rundt i stræderne og inde i idylliske baggårde med bindingsværkshuse. Tidligere var skulpturudstillingen begrænset til Eventyrhaven, men i år må man ind på steder som Slotskroen, under broen over den udskældte Thomas B. Thriges gade, og bag om Magasin du Nord, hvor mennesker og duer henholdsvis tisser og skider på jævnlig basis.

Den er altså også blevet mere krævende og lidt mere uhyggeligt. I passagen fra Magasin til gågaden har den franske kunstner David Douard installeret The Narcissist, som består af en fragmenteret figur og et klinkebesat rum med grel lyssætning fra lysstofrør. Man må hen til ruden og kigge ind for at se den lille video, der kører i rummet. Det er grimt og langt væk fra de idylliske omgivelser, man finder ved den gamle H.C. Andersen-skulptur i Eventyrhaven.

I en moderne ruin
Det er ikke kun udstillingen, der er blevet større, men også skulpturbegrebet. Der er få skulpturer i traditionel forstand, f.eks. Annesofie Sandals flotte figur med stål-gæller og noget, der ligner en stor hundelort.

Der er flere ‘social sculptures’, interventioner eller installationer som f.eks. A kassens lysstofrørsfigurer i reklamestandere, SUPERFLEX’s fastnaglede mønter spredt ud over fliserne foran en hæveautomat, og Theis Wendts kunstige regn over Arkaden i midten af Odense. Arkaden er en moderne ruin, der engang var et Miami-agtigt gå-i-byen-center med karaoke- og pianobarer. Ferniseringen blev holdt herinde, og Wendts regn overdøvede åbningstalerne.

Tilbage på værtshus
Mange af skulpturerne er placeret i nærheden af åen. De er svære at finde, og få odenseanere vil sandsynligvis opdage, at der er noget på færde. Det kræver, at man selv finder frem til værkerne, og at man kender til baggrunden, f.eks. Tue Greenforts firdelte skulpturinstallation, der handler om forurening og økologiske systemer.

Greenforts selvbyggerbåd ligger og svupper roligt i Eventyrhaven, og på byens hyggelige, velrenommerede værtshus Carlsens Kvarter kan man finde en lille, uformidlet video fra kunstnerens tur op ad åen. Man må klemme sig ind mellem glade gæster med belgiske øl for at få fat i ørebøfferne og videoen i en vindueskarm. Det er ikke nær så eventyragtigt og unheimlich som Greenforts arkiv i svanehuset ved Documenta i 2012, og man bliver en anelse beklemt ved at stå der.

Desværre skal man kende til Greenforts projekt, hvis man skal have noget ud af videoen. For sig selv ligner Årejse mest af alt en tablet og et par ørebøffer, der er blevet glemt af en gæst.

Autoriseret kunst
I behørig tid efter et besøg på Slotskroen og Carlsens Kvarter bør man finde en bil og køre ned i parkeringskælderen ved Fisketorvet, hvor Mikkel Carls (New) Paintings Caught in the Headlights of Parking Cars, hænger. Antichok-tæpper er spændt op på blindramme, og selve skulpturen bliver til i det øjeblik, at din bils forlygters lys rammer overfladen. Det kræver, at du kører og ser kunst samtidig, hvilket jo normalt må frarådes.

Der sker meget, meget lidt i antichoktæppets overflade, men selve situationen er uvant og en anelse foruroligende, fordi man må bruge bilen som en forlængelse af sig selv.

Ikke-larmende skulpturer
Den amerikanske kunstner Ken Friedman lavede en gang en skulptur, der bestod af sætningen: ”The distance between this sentence and your eyes is my sculpture”. Samme underfundige, ikke-larmende og konceptuelle skulpturforståelse dukker op hist og her i Odense. Der er ikke mange bilejere, der vil bemærke Mikkel Carls antichok-tæpper, og der er ikke mange værtshusgæster, som vil se Tue Greenforts video og følge sporene ned til åen.

Skulpturerne er meget lidt i sig selv, og de kræver, at man sætter sig ind i baggrundshistorien. Der er ikke noget, der brøler, allerhøjst de fastnaglede mønter foran hæveautomaten eller Annesofie Sandals skulptur.

Alligevel virker det, fordi den her slags konceptuelle værker plejer at være i en kunsthal eller et galleri. Man bliver beklemt, når man kigger ind ad vinduerne, kigger rundt på Slotskroen og Carlsens Kvarter, oven i købet i sin egen bil.

Det er en følelse eller tilstand, som er værd at gå efter. Bymidtens størrelse gør den til et godt terræn til kunst, der i al stilfærdighed vil noget andet end byens mange skulpturer med eventyrmotiver.