At gøre billeder af det ufremstillelige

I Rundetårn kan man opleve 25 fremtrædende, danske billedkunstneres mere eller mindre kritiske, visuelle refleksioner over Martin Luthers teser, der har 500-års jubilæum i år.

Mange samtidskunstnere har opdaget kirken som et ressourcerigt mulighedsfelt. De opfatter kirkerummet som et sted for kontemplation, langsomhed og selvransagelse – et rum, hvor man kan stoppe op og føle efter i en tid, hvor så mange styrter gennem livet og kun sjældent er unplugged.

Da præsidiet for Reformationsjubilæet 2017 for fire år siden henvendte sig til Dagmar Warming, Henrik Wivel og denne signatur vedr. en kunstudstilling, der belyste Martin Luthers kulturelle og samfundsmæssige betydning, lå det derfor lige for at spørge en række fremtrædende samtidskunstnere, som ikke nødvendigvis er aktivt kristne, om deres opfattelse af reformationen. Hvilken betydning tilskriver de den i relation til samfundet, kulturen og det æstetiske område?

Det kan måske undre, at flertallet af kunstnerne forholder sig endog meget kritisk til Martin Luthers tanker, samtidig med at de takkede ja til at deltage i udstillingen. Det skyldes bl.a., at de alle anerkender den centrale rolle, som Martin Luther har spillet i moderniseringen af kristendommen i Nordeuropa, og at han derfor er en uomgængelig skikkelse i århundrederne efter sit liv og virke. Det vidner bidragene til vandreudstillingen Teser. Danske samtidskunstnere i dialog med reformationen tydeligt om.

Nedkæmpelsen af bondeoprøret
De 25 kunstnere har taget direkte afsæt i en af Martin Luthers 95 teser, men enkelte har arbejdet ud fra egne refleksioner eller ud fra egnede bibelsteder.

Værkerne, der repræsenterer mange medier, udtryk og temaer, spænder fra en feministisk approach som eksempelvis Bank & Raus skulpturer af Luthers hustru, Katharina von Bora, og Karin Lorentzens installation med afstøbninger af den tabuiserede zone mellem kvinders ben til Martin Erik Andersens sammensatte og betydningstætte skulptur, der bl.a. består af en le indpakket i bobleplast. Henvisningen til nedkæmpelsen af bondeoprøret er her helt bogstavelig.

Han uddyber sin kritik af Luther i bogen, som ledsager udstillingen, og hvor samtlige af de udstillende kunstnere er interviewet omkring deres bidrag: ”Bønderne var naturligvis de svage i den sammenhæng, og de endte med at blive nedslagtet på det groveste, hvilket Luther sanktionerede 100 %. Han skrev til de adelige og opfordrede dem til at slå dem ned som hunde. Bønderne mente, de havde Luthers teser på deres side, men det havde de sørme ikke i praksis.” Og fortsætter: ”Hårdt sagt opfatter jeg det snarere som en middelalderteologs intolerante, ekskluderende, hult moralske og småpsykotiske munkeprojekt, som egentligt ikke burde have nogen religiøs relevans i dag.”

I modsætning til Martin Erik Andersen fremfører den teologiuddannede billedhugger Hein Heinsen, at Luther støttede fyrsternes nedkæmpelse af bondeoprøret af frygt for, at staten ville bryde sammen – og dermed også sondringen mellem godt og ondt. ”Uden magt ingen domstole, og uden domstole det rene anarki, hvilket Luther i høj grad frygtede,” siger Hein Heinsen, der har ordet ’ord’ på 25 forskellige sprog som motiv i sin bronzeudsmykning på en port.

Han bemærker i øvrigt bl.a., at vi fra og med protestantismen selv afgør vores gudsforhold, og selv tillægger de forskellige skriftsteder i Biblen betydning. “Ifølge Luther er enhver, der er sprunget ud af dåben, selv pave, biskop og præst. Det er en nedbrydning af det kirkelige hierarki. Som forudsætning for oplysningstiden, er dette en fantastisk frisættelse af individet,” siger Hein Heinsen.

Manglende reformation af reformationen
En enkelt kunstner, maleren Ib Monrad Hansen, er anfægtet af den manglende revision eller reformation af reformationen. Han mener, at man for længe siden burde have luget ud i det middelalderlige tankegods og bortredigeret de fordomme, som reformationen også rummer: ”Jeg opfatter Martin Luther som en problematisk figur […] Hvis Erasmus af Rotterdam, i hvis kirkekritik Luther tager sit politiske udgangspunkt, og i hvis nyoversættelse af biblen han tager sit teologiske ditto, havde stået fadder til reformationen, havde den nok fået en smukkere begyndelse,” siger Ib Monrad Hansen.

Igennem hele kristendommens historie har kunstnere og teologer været optaget af, hvordan man kunne give det guddommelige en kunstnerisk form. Hvordan kan kunstneren give den kraft, der står bag skabelsen af verdensaltet, et udtryk, som viser os noget, vi ikke ved? Her kommer det figurative formsprog ofte til kort, fordi det henviser til den kendte verden. Figurerne risikerer at lukke sig om sig selv i stedet for at åbne sig for mange flere betydninger. Derfor er det nonfigurative eller semi-abstrakte formsprog i stadig højere grad blevet taget i anvendelse i en række nye og nyere kirkeudsmykninger i Danmark, som på dette punkt er langt fremme med hensyn til at invitere samtidskunsten indenfor.

Lad mig på dette sted henvise til tre nye alterudsmykninger: Sophia Kalkaus kridhvide, syv (sic!) meter høje marmorstele i Grøndalskirken, Christian Lemmerz’ alterudsmykning i Lyngby Kirke – en på én gang klassisk, katolsk ikonografi – en alterdug med associationer til Jesu ligklæde – og et krusefiks bestående af en bronzeafstøbning af stænglerne fra en tornebusk. Man kan også nævne digteren Søren Ulrik Thomsens tekstcitater med æstetiske kvaliteter, der udsmykker den moderne Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk.

(Se i øvrigt det nye site www.modernekirkekunst.dk – en database, der rummer samtlige danske kirkeudsmykninger fra de seneste 75 år.)

Nye figurationer
Flere af udstillingens bidragydere benytter figurationen på overbevisende, nye måder. Fx ved at fremstille kirkeinstitutionens agerende i dag, som det ses i Lise Blomberg Andersens maleri med titlen Work in Progress. Den kvindelige præst skænker vin i alterkalken, som den knælende, mandlige kirkegænger rækker frem.

En anden figurativ maler, omtalte Ib Monrad Hansen, tager i sit maleri afsæt i Luthers 50. tese, der lyder: ”De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peters-kirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben.”

Værket forestiller den unge Luther, som sidder nøgen i sin mørke skrivestue og løfter sin fjerpen. Foran ham ser vi ruinerne af en gotisk katedral, dernæst tårner Peterskirken sig op. I Monrads version er den bygget af hud og knogler. Bagest ser man en fuldt oplyst moderne by med skyskrabere. Det er således et billede, der favner mange tider og steder og i varierende skaler og forskellige perspektiver.

Fotograferne har i sagens natur zoomet ind på virkeligheden. Det gælder fx Trine Søndergaard, der har fokuseret på kirkens bagside. Helt konkret har hun fundet sine motiver bag alteret, hvor kirken åbenbarer sig som den arbejdsplads, den også er, når ikke den danner ramme om de kirkelige ceremonier. Det viser sig, at man i mange kirker skjuler stiger, jord til jordpåkastelsen, radiatorer og andet praktisk ”gear” bag alteret, hvilket ikke er synligt for menigheden. Således kan kirken minde om teatret, når det gælder iscenesættelsen.

Janne Klerk har stillet sit kamera op foran en skovsø, som himlen reflekteres i, mens det grønne løv danner den skønneste ramme omkring vandspejlet. Hertil kommer en rygvendt Buddha-figur, der synes at sidde og meditere over dette overjordisk smukke naturscenarium, som folder sig ud foran ham.

Stort set alle de 25 kunstnere værdsætter kirkens rum. Som billedkunstneren Leonard Forslund siger i interviewet i bogen: ”Når jeg går ind i et kirkerum, indser jeg, at vi har brug for denne andethed, som kirken er. Her finder jeg freden og roen – på nøjagtig samme måde, som når jeg går ind i en stor skov og omsluttes af træernes mægtige grønne vægge.”