Grafikkens væsen
Silkeborg Kunstmuseum viser, hvordan Per Kirkeby ofte vender tilbage til grafikken.
Silkeborg Kunstmuseum viser, hvordan Per Kirkeby ofte vender tilbage til grafikken.
Hvis man udforsker betegnelsen ’grafiker’, for eksempel via internettets encyklopædi, Wikipedia, får man følgende definition på en sådan: ”Man kan for eksempel arbejde som layouter, illustrator, bogtilrettelægger, desktopper, eller dtp’er. Man kan også være computergrafiker, multimediedesigner, nyhedsgrafiker, art director, rentegner og reklametegner”. Dét er en grafiker anno 2008.
Grafik som billedkunst
Der findes dog en anden karakteristik af en grafiker, og i denne udgave er traditionen forankret i metoder, der rækker flere hundrede år bagud i forhold til multimedieverdenens Mac-computere. Det handler om den grafik, man bruger i en billedkunstnerisk sammenhæng, og den er der da heldigvis endnu mange kunstnere på den danske kunstscene, der benytter sig af.
Man kan groft eksemplificere grafikkens metoder i kategorierne dybtryk, højtryk og plantryk. Dybtryk er typisk ætsninger og raderinger. Her har man bearbejdet en kobberplade, så et motiv fremstår i denne, og netop dybtrykket er en disciplin, Per Kirkeby ofte har benyttet i sin kunstneriske løbebane. På den aktuelle udstilling på Silkeborg Kunstmuseum vises ganske vist eksempler på både træsnit og litografi; men det er ætsningerne, der præger den stilfærdigt og smukt scenograferede udstilling i Silkeborg.
Eksklusiv intimitet
Der er ofte noget intimt og eksklusivt over grafik. Det gælder også hos Kirkeby, som man mest forbinder med storladne malerier og skulpturer. Men også i mindre formater føler kunstneren sig tilsyneladende hjemme. Ganske vist har Kirkeby – i samarbejde med grafikeren Niels Borch Jensen – ofte prøvet mediets størrelsesforhold af, blandt andet i udførelsen af nogle meget store akvatinteætsninger. De er dog ikke repræsenteret på Silkeborg Kunstmuseum i denne omgang.
Museet har gennem de seneste mange år modtaget ét eksemplar af Per Kirkebys samlede grafiske produktion, og dén har været ganske omfattende. Kirkeby har eksperimenteret flittigt med både sort-hvide blade og tryk i flere farver, hvilket i dybtrykket fordrer en stor præcision og akkuratesse.
Sort-hvid og farve
Motivisk befinder Per Kirkeby sig i det kendte. Hans iagttagelser i naturen bliver også i grafikken transformeret til halvabstrakte kompositioner; men udstillingen viser også eksempler på motiver med direkte afsæt i kunstnerens andre projekter. Skitser til de berømte murstensskulpturer er således udgangspunktet for en serie større tryk og disse frestår i et farvespil, der foruden den sorte rummer en typisk murstensrød, som blot underbygger motivets grundkarakter.
I andre væsentligt mindre arbejder har Kirkeby brugt grafikken i en langt mere traditionel forstand. Her er udelukkende brugt sort som fundament. Dermed står disse mindre værker i langt højere grad som intime dokumenter i et ellers ret monumentalt oeuvrelandskab. Der er blevet afprøvet metoder, og der er blevet eksperimenteret flittigt med det grafiske medie gennem årene. Det viser udstillingen på Silkeborg Kunstmuseum med al ønskelig tydelighed.
Fakta
Per Kirkeby – Sene Grafiske Værker
13 sep 2008 11 jan 2009
Per Kirkeby
Silkeborg Kunstmuseum Se kort og tider
Fakta
Per Kirkebys grafiske værk er meget omfattende og udgør alt fra små hurtigt udførte koldnålsraderinger til større værker i mange farver. Kirkeby har som grafiker beskæftiget sig med litografi, træ- og linoliumssnit samt raderinger og ætsninger. Udstillingen på Silkeborg Kunstmuseum markerer kunstnerens 70-års fødselsdag.