Grauballemanden lægger sig på psykologens sofa, og vi falder i søvn med et sæt

Simon Dybbroe Møller brillerer med udstillingen Hypnic Jerk på Kunsthal Aarhus.

Hvad er det lige, der forbinder en video med en animeret Grauballemand, en samling tomme vitriner, nogle ridsede, ældre skoletavler samt en video med en roterende porcelænsfigur, der forestiller en murer?

Jeg får tanken, at det er en meget spredt forestilling, Simon Dybbroe Møller præsenterer med udstillingen Hypnic Jerk i Kunsthal Aarhus store underjordiske galleri. Eklektisk er det klart nok, og forbindelserne er umiddelbart dunkle. Men samtidig er udstillingen iscenesat så flot, at man oplever den samlet – mere end man ved første øjekast forstår den.

Den er holdt i stramme greb – rummet er mørklagt, væggene farvet grå, lyssætningen gennemført – og man får en fornemmelse af at træde ind i særligt, men egentlig ret stringent, univers, hvor man bare må overgive sig til en kunstnerisk vision, der udspiller sig et uspecificeret sted mellem forskellige tidsligheder, mellem drøm og virkelighed og mellem billede og objekt.

Udstillingstitlen, Hypnic Jerk, henviser til de pludselige, ufrivillige muskelsammentrækninger, man kan opleve, når man falder i søvn. På en måde er det en præcis beskrivelse af, hvordan det er at opleve denne udstilling.

Men i dét ligger også, at det er en ret umulig opgave at skrive om en sådan udstilling. Det gælder i øvrigt for mange kunstudstillinger, hvor ordene bare ikke slår til. Jeg skal forsøge mit bedste, men endnu bedre, kære læser: Se udstillingen selv – den er fremragende!

En pose med kogler

Den centrale video, Bag of Bones (2023), er vist på en gigantisk rumdeler, og her møder vi en animeret og ekstremt taktil udgave af Grauballemanden, denne pose knogler, dette mose-konserverede lig fra jernalderen. Vi ser ham liggende på en gigantisk sofa, der i sin tykke materialitet matcher den mørke, læderagtige krop.

Han trækker hørligt og tydeligvis vejret, og fra det bagud-vredne hovede bølger en vilter rød hårpragt. Klask! Så falder han på gulvet, det begynder at regne, og mens kameraet scanner henover kroppen og rundt i rummet, opleves det som at befinde sig i et computerspils rykvise, virtuelle rumlighed. Her fungerer den teknologiske krop med sit virtuelle blik som en slags stand-in for vores fysiske krop. Vi hører ‘vores’ åndedræt og fodtrin, idet ‘vi’ bevæger os rundt i det virtuelle rum – og disse lyde blandes med lydene fra vores stedfortrædende teknologiske sanseapparat, når der zoomes, stilles skarpt, panoreres etc.

Vi er hinsides tid og sted, udenfor og indeni billedet på samme tid. Grauballemanden er fra sin fjerne fortid katapulteret ind i en tidløs virtuel realitet. Han er måske til psykolog hos dr. Freud, og muligvis skvatter han døddrukken ned på gulvet med et brag. Vi ved det ikke helt. Flad – fikseret som var han et fotografisk billede – men samtidig oppustelig og stoflig som en lædersofa ligger han der! En vild film!

Tidens støv

I udstillingsrummet flankeres den store videoskærm af en samling vitriner, Watchtowers (2023), der langsomt drejer rundt. Egentlig er de designet til at udstille armbåndsure i glatte og overbelyste varehuse, men her i kunsthallens mørke kælder er de tomme og indeholder kun støv, skår og andre ubestemmelige tegn på noget, der engang var. Et dystopisk billede?

Ligesom den ‘rigtige’ Grauballemand, der som en lidt makaber hovedattraktion ligger til skue på Moesgaard Museum i Aarhus, er noget fortidigt udstillet her, men hvad betyder det at transportere noget i tid – og hvad betyder det i det hele taget at ‘udstille’ noget. Det er spørgsmål, man stiller sig selv, stående overfor for disse tomme Watchtowers. Tiden er i hvert fald ubestemmelig endnu engang.
Og i øvrigt: kan man ikke se disse ur-tårne som arkitekturmodeller på fremtidige etagebyggerier? Vi befinder os med andre ord atter i et tvetydigt felt mellem ‘ting’ og ‘billede’.

Mystik bag skærmen

Bag rumdeleren aner man i mørket de ophængte tavler, Screentime (2023). Det er sådan nogle mørkegrønne sager, med tern til regnestykker i siden og en hylde til kridt-stykkerne nederst. Jeg er årgang 1960, og det var den slags tavler, der hang i klasselokalerne i min skoletid – altså ‘fortidslevn’ i dag.

Dybbroe Møller har hængt dem lodret som monstrøse mobilskærme og fræset snorlige, skrå ridser, der blotlægger tavlernes aluminiumskerner, der nu står matskinnende frem i den sparsomme, men subtile, belysning.

Tavlerne er klart objekter. Men også billeder — for skabes der ikke en sakral stemning? Minder det ikke om stråleglansen i ældre religiøse malerier? Eller er det mystiske budskaber fra aliens fra det ydre rum?

Man begynder at ane nogle komplekse mønstre i udstillingen, hvor de forskellige tidsligheder klapper sammen, hvor objektkarakteren og billedligheden er i konstant forhandling, hvor genstande og medier lades med betydninger, men hvor der også spilles på emotionelle og psykologiske tangenter i de mellemrum, der opstår netop mellem tider, objekter, billeder, medier og betydninger.

En vrøvlende murer

Det sidste værk i udstillingen er Bricklayer (2023), som vi finder i kældergalleriets mindre siderum.
Den computergenerede video, der viser en roterende porcelænsfigur, er bygget ind i væggen, og herved skabes den imaginære vitrine – det imaginære rum – hvori figuren befinder sig.

Bing og Grøndal-figuren forestiller en murer, der står og hænger med hovedet. Dybbroe Møller har animeret ham, og han svajer og vrøvler og har helt sikkert drukket for mange fyraftensbajere.

Igen er der iscenesat et komplekst spil mellem objektet og det virtuelle billede. Og som i videoen med Grauballemanden er der fokus på 3D effekt og overfladevirkninger – her det skinnende porcelæn – men også på det psykologiske mørke bag kulturens blanke skind.

Fysiske billeder og virtuelle objekter

Hvorfor er Simon Dybbroe Møller så optaget af forholdet mellem objekter og billedlighed? Det er han naturligt nok, fordi han er billedkunstner, men det er vel også interessant, fordi der med stormskridt sker forskydninger i dette forhold – ikke mindst fordi dét, vi kalder det virtuelle, mere og mere optræder og ses som en realitet.

Med andre ord: objekter og billeder falder sammen, og en billedkunstner som Dybbroe Møller viser vej ind i et skumringslandskab, som vi alle, hvad enten vi bryder os om det eller ej, allerede er i. Et landskab, som vi måske blot akkurat er begyndt at ane, endsige erkende, og som vi måske ikke helt har sprog for. Vi kultiveres på den måde til nye virkeligheder, så vi med rette kan begynde at begribe og tale om ‘fysiske billeder’ og ‘virtuelle objekter’.

I mellemtiden er vi så stadig ret ‘menneskelige’: Derfor drikker mureren sig i hegnet, mens Gravballemanden lægger sig på psykologens sofa, og vi selv falder i søvn med et sæt.