Gravstenens aftryk og visdom

Jorden bærer dit aftryk, lyder det stålsat fra digter og billedkunstner Astrid Gjesing, der har lavet en udendørsinstallation med denne titel på Nørrebro i København.
Astrid Gjesings installation består af syv gravstene med teksten (og titlen) på syv forskellig sprog, nedfældet i fortovet rundt om på Nørrebro, samt den danske tekst bøjet i rød neon placeret over den gule mur ved Assistens Kirkegård på Nørrebrogade.

Gravstenens aftryk
Det er altså den ene linje ”Jorden bærer dit aftryk” som funderer hele installationen. Udsagnet står ikke skrevet andre steder end i Astrid Gjesings værkregister, skønt det har karakter af fast vending, en livsklog linje vi alle kan betjene os af. Udsagnet forekommer første gang i Århus i 1997 ved lyrik-installationen nat tegn, sammen med to andre tekster bøjet i neon, et projekt som har funderet Gjesings nu mangeartede kunstneriske afsøgninger af forholdet mellem tekst og kontekst.

Nu står linjen ”Jorden bærer dit aftryk” på syv sten og på syv forskellige sprog, samt det oprindelige neon-digt fra værket nat tegn, som udstilles over Assistens Kirkegårds gule mur. Stenene er genbrugte gravsten fra Bispebjerg og Garnison kirkegårde. Gravstenenes oprindelige tekst er fjernet, og teksten ”Jorden bærer dit aftryk” er sandblæst på gravstenene, der er nedfældet i fortovet. Stenene er anonymiseret, det personlige aftryk fjernet, men som objekt rummer og symboliserer de stadig en historisk aflejring.

Historien og samtiden i dialog
På den ene og den anden side af Assistens Kirkegårds gule murer finder man den historiske og samtidige dokumentation af det multikulturelle samfund, som Nørrebro i dag er eksponent for. Inden for murene ligger et stort antal udenlandske mennesker begravet, hvilket altid har været tilfældet ved netop Assistens Kirkegård, siden den blev oprettet for 250 år siden.

Således altså konkrete aflejrede vidnesbyrd om den løbende, flere hundredårige indvandring, som har formet dagens Danmark. En bevægelse startende med en indvandring først af overklassen fra bl.a. Frankrig og Tyskland, siden gæstearbejdere og i dag særligt flygtninge. Således kommenterer Astrid Gjesings syv gravstene med syv forskellige sprog både på den lange historie og den samtidige situation på Nørrebro, via nogle af de sprog som blandt andet tales lokalt her. De syv sprog tæller; dansk, engelsk, fransk, spansk, kinesisk, arabisk og urdu.

De syv sten er placeret på udvalgte punkter, geografiske nedslag på steder som kan siges at definere lokaliteten Nørrebro. Flere af stenene er ikke bare nedfældet i fortovet, de er nedfældet i en debat, som den sten der ligger ved Brorsons Kirke, i fortovet på Rantzausgade. Ikke alle sten peger så direkte på konkrete sager, men mere generelt på områdets vilkår som stenen med tekst på urdu ved Rådmandsgades Skole, en skole som vil skabe udsyn og indsigt, samt satse yderligere på løsningen af udfordringen med integration.

Dødens poesi
Installationen og udsagnet Jorden bærer dit aftryk tager udgangspunkt i Assistens Kirkegård på Nørrebro. En oplagt lokalitet for denne linje, som rummer en poetisk patos, der er en gravsten værdig.

Linjen er klar poetisk i sin opbygning og metaforer. Stod den trykt i en bog, ville den potentielt fremkalde en klassiske forestilling om en subtil betydning – et nedgravet objekt – som læseren kan opdage, hvis blot der læses dybt nok.

Nu står linjen imidlertid på en gravsten og mimer således epitaffen – en tekst til ære for de døde. En af de smukkeste og mest berømte epitaffer er den engelske romantiske digter John Keats selvvalgte som lyder: ”Here lies One Whose Name was writ in Water”. Linjen vidner om en digters fundamentale eksistentielle tvivl og frygt vedrørende sit litterære virke og eftermæle, som må ses i lyset af en romantisk tradition og selvforståelse.

Astrid Gjesing er ikke romantikker, hun hverken tøver eller afventer eftertidens absorbering, hun sætter sit værk i tid, sted og kontekst. Udsagnet ”Jorden bærer dit aftryk” er da også nærmere en ejendommelig tanke formuleret knapt og koncist, som et lyrisk udbrud – en aforisme. Linjen er et postulat, en visdom, en sandhed formuleret som fast vending, der hvor hunden ligger begravet.

Om jorden bærer dit aftryk?
Linjen og kunstprojektet Jorden bærer dit aftryk vil klart sige os noget. Man kan naturligvis tøve ved udsagnet, stille spørgsmålstegn ved sin individuelle rolle i den store vide verden. Men forstår vi udsagnet ordret, så må vi tage ansvaret på os, leve med det vilkår at jorden altså bærer vores aftryk. Således nærmer udsagnet sig et moralsk snit, men i samme åndedræt iscenesætter det først og fremmest en sandhed i læserens nu. Et nu som finder sted i forbifarten, et vilkårligt møde i trav over fortovet, hvormed sandheden står betydningsløs frem.

Digtenes placering i det offentlige rum, vil potentielt få den forbipasserende til umiddelbart at reflektere over udsagnet og konkret forbinde det med omgivelserne, tage stilling og forhandle sig frem til dets betydninger. Det særlige ved teksten er dens deling mellem at binde sig til sproget og binde sig til konteksten. Således bliver teksten en ”universel” poesi, som forener det lokale, konkrete ”verdensbillede” i det visuelle udtryk og gennem de respektive modersmål – det sprog, vi bor i.

Man løfter forsigtigt foden, ser efter en ekstra gang og overvejer om verdenen nu virkelig bærer vores aftryk.