Gudrun Hasle: “Fordi det går så hurtigt, glemmer vi, at vi er frie væsener”

Det er næppe kun dig, der mere taler om, hvad du ikke har tid til end, hvad du fakstisk har tid til. Tid er blevet en ressource, vi skal udnytte og optimere til sit yderste potentiale. Og hvis du synes, det hele bare drøner derudaf, at alting går for hurtigt, og ingen har ro og tid til dybe møder, ja, så er du meget på linie med den tyske stjerne-sociolog Hartmund Rosa, som mener, at det mest karakteristiske træk ved samfundet i dag er accelerationen i sig selv.

Og hvordan har vi det så i højhastighedssamfundet, som forekommer som et førerløst tog, ingen helt har styr på? I hvert fald er der mange, der falder af, og ve dem! "Senmoderniteten'", udtalte Rosa i et interview, ”er som at løbe op ad en nedadkørende rulletrappe.”

Jeg har sat Gudrun Hasle i stævne i vores kontor på Statens Værksteder for Kunst. Hun kommer udefra den solbeskinnede dag, og hendes briller er af den slags, hvor glassene automatisk bliver mørke i sollys, så det varer lidt, inden de skifter til klart glas, og jeg kan se hende i øjnene. Vi skal snakke om tid. For hvordan kan kunsten byde accelerations-samfundet op til dans – måske endda yde det modstand?

Gudrun Hasle arbejder især med store broderede billedtæpper, og hun bruger sproget meget aktivt i sin kunst, herunder ikke mindst det forhold, at hun er ordblind. Ordblindheden er derfor et af de mest markante og væsentligste remedier i hendes kunstneriske værktøjskasse.

“Jeg arbejder i princippet med de menneskelige vilkår, hvor jeg prøver at sætte ord på, hvad det er, vi føler og tænker. Jeg koncentrerer mig om følelser og ikke så meget om det materielle i verden. Jeg bruger altid mig selv som udgangspunkt. Det gør jeg, fordi det er altid lettest at have en ægte case og forholde sig til. Og jeg er altid i nærheden”. Gudrun Hasle smiler.

Hun har skildret sin vanskelige barndom og ungdom med cutting og indlæggelse på en psykiatrisk afdeling i en lang broderi-frise. Hun har båret følelserne uden på tøjet i form af påsyede sætninger, der fortæller om alt det, vi ikke siger, men alligevel tænker eller føler indeni.
I billedtæpper og broderier har hun igen og igen talt perfekthedskulturen imod og insisteret på, at sårbarheden og ‘fejlene’ skal frem i lyset, og i den sammenhæng står ordblindheden frem som en sitrende og ganske konkret modstandspraksis.

“Jeg prøver at reducere mine tekster, så de bliver almene, og så publikum altid kan genkende sig selv i dem. Jeg synes faktisk, at jeg laver kunst både til folk, som er interesseret i kunst, og til hr. og fru Danmark. Jeg stræber efter at lave kunst, som alle mennesker kan vokse mentalt af”.

Gudrun Hasle arbejder helt bevidst med langsomme materialer og metoder:

“Jeg arbejder med broderi og altid meget analogt, og det har noget at gøre med tid, fordi vi er i en tid, hvor alt går meget hurtigt. Jeg føler, at hvis jeg skal have ret til at putte flere billeder ind i verdenen, så skal jeg have brugt ekstra meget tid på det. Jeg tænker tit mine værker som et batteri, jeg forærer til beskueren”.

“Det ville jeg ønske, jeg kunne sige ja til. Nu er jeg en, der virkelig arbejder meget, og jeg er nok lige så presset på tid og bliver lige så forstyret som mange andre.”

“Jeg sletter nogle gange Instagram fra min telefon, hvis jeg skal arbejde, og kobler mig på igen bagefter, for jeg kæmper som mange andre også hele tiden mod den der koncentrations-fatigue, som vi ikke kan håndtere mere”.

“Det er som om, at vi er gået i stykker, fordi vi hele tiden bliver overfyldt med information og underholdning. Så er det svært bare at sidde stille. Det er svært at kigge ud i luften, og det er svært at sidde og brodere, uden at skulle fylde en masse ting ovenpå”.

“Men de dage, jeg giver mig selv lov til at arbejde uden at tjekke mails og andet, kommer jeg ind i en rytme, hvor tiden er anderledes. De fleste kender til, at der er flere former for tid, og de fleste har oplevet, at tiden var længere og langsommere. Så jo, der sker noget ved at lave noget langsommere. Det er svært at beskrive, men hjerneforskere siger, det er sundt”.

Nu mener Gudrun heller ikke, at hendes værker kun er et udtryk for hendes egen tid. “Det er jo også tid, jeg forærer beskueren”, siger hun. Hun mener, at beskueren får oplevelsen af, at der er en, der har brugt ekstra meget tid på noget. Det kan være, når kunstneren broderer et stort billede eller bruger 14 dage på at skrive sin livshistorie på et gulv (hvorefter der kommer en og maler gulvet over igen, når udstillingen er færdig).

Her benytter hun også sin ordblindhed som et markant og særdeles effektivt greb, for stavefejlene gør, at publikum er nødt til at sænke tempoet. Man er simpelthen ikke i stand til at skøjte hen over hendes tekster, men må omstændigt lydstave sig igennem ord for ord, for at kunne forstå meningen – og nogle gange må man sågar give fortabt.

Hun husker første gang, det gik op for hende for snart tyve år siden på Forårsudstillingen i København, hvor hun deltog med fire “snoldede” broderier med tekst på:

“Folk for igennem udstillingen, mens de lynaflæste værkerne og skulle snakke sammen. Men foran mine ‘åndssvage småbitte billeder’ stoppede de alle sammen, og så stod de der i et kvarter for at dechifrere sætningerne. Det var mindblowing og en af de første gange, hvor jeg virkelig oplevede, at min ordblindhed – fra at være noget smertefuldt og pinligt for mig – pludselig var et værktøj i min værktøjskasse – noget jeg kunne bruge til at stjæle folks tid med”.

“Magten var skiftet, og jeg synes pludselig, jeg havde kraft på en anden måde: ‘Nu er det mig, der manipulerer med jeres tid’”.

“Det håber jeg. Kunsten er et af de steder, hvor man kan gå imod den øgede hastighed og den manglende empati, fordi kunstobjektet i princippet er funktionsløst. Kunsten har kun at gøre med vores mentale mindfulness, så jeg håber, at kunsten kommer til at være vores livredder. At den bliver iltmaskinen”.

“Så det glæder mig, at man kan se at publikumstallene på museer er steget og steget siden corona. Jeg tror, folk har behov for kunsten”.

“Jeg arbejder bare hele tiden. Jeg arbejder hjemme, så laver jeg noget fra jeg står op til jeg går i seng, medmindre jeg lige har ungerne eller skal støvsuge. Det gode er, at det at lave kunst er det bedste, jeg ved”.

“Jo jo. Lige for tiden har jeg så mange fuldstændig forrygende projekter, jeg skal lave, og jeg har ikke timer nok i døgnet. Men fordi jeg ved, at jeg er psykisk sårbar, så har jeg nogle reguleringsmekanismer. Hvis jeg begynder at få tårer i øjnene over alting og render rundt med en klump i halsen, så ved jeg, at der er noget usundt i den måde, jeg arbejder på, og at hastigheden skal sættes ned. Så tager jeg to dage i sengen med ‘influenza’ og er klar igen”.

“Det skøre er, at det er der jo. Altså, i princippet er det jo også det, vi skal bruge kunsten til: At minde os selv om, at vi konstruerer vores eget liv”.

“Nu lyder det sådan helt for meget – men livet er jo helt overdrevet smukt! Vi får en gave, vi får et skuespil, vi kan leve i, og som vi selv kan konstruere. Og vi lever i et samfund, hvor der faktisk er tid og ressourcer til det. Men det kræver, at vi har et klart syn. Det kræver, at vi forstår, at vi er frie. Og det glemmer vi ofte. Det er det værste ved accelerationssamfundet: At vi glemmer, at vi faktisk er frie væsener, som kan skabe vores eget liv”.

“Vi kan melde os ind, vi kan melde os ud, vi kan lave om på det hele, vi kan sælge vores lejlighed, vi kan bo i et telt, vi kan glemme at smøre madpakker uden, at vores børn vil være sultne, for der er sgu altid nogen, der har en rugbrødsmad ekstra. Vi er princippet frie, men vi glemmer det, fordi det hele går så hurtigt”.

“Kunsten er, at vi skal lære at kunne se vores eget liv. Lære at forstå vores egne følelser. Jeg håber igennem mine værker, at kunne give mennesker et spejl for deres følelser. Så man er i stand til at kunne stoppe sig selv og sige: 'Jeg behøver ikke at have det sådan. Jeg er ikke alene’. Altså udfordre ideen om, at vi er droner, der går rundt og er ensomme, og i stedet sige, at vi har præcis de samme følelser”.

“Jeg prøver at lave værker, så vi kan se, hvor ens vi er som mennesker. Vi er nogenlunde den samme konstruktion. Vi har alle sammen en krop, vi har alle sammen et hjerte, vi har alle sammen en hjerne. Vi har grundlæggende de samme følelser”.

“Jeg tror vi mister overblikket, når det hele skal gå så hurtigt. Men vi er stadig frie, og det skal vi huske hinanden på”.

“Jeg tænker på accelerationssamfundet som en sekt. Det starter med, at folk bliver fanget ind af, at de får supergod energi, men når de så er rigtig fanget ind, får de megatravlt og sover for lidt”.

“Det er jo præcis sådan, vores samfund er. I princippet er det de samme psykologiske mekanismer: Vi får mega travlt og sover for lidt, og så er du ikke i stand til at fjerne dig fra den sammenhæng, du er i. Vi er fanget af tempoet. Jeg tror, det er vigtigt for os at prøve at finde måder at blive befriet på”.

“Jeg ved det sgu ikke. Lige nu vil jeg sige, at alt er oppe at vende. Det kan være, vi bliver bombet tilbage til stenalderen og skal starte forfra. Det kan være, at det er det, vi skal bruge Trump til”.

“Selvom det kunne være fedt, har jeg altså ikke noget easy fix. Men jeg tror, vi alle sammen må tænke os selv som en lille sten, der bliver kastet i vandet og skaber sine ringe”.

“At vi minder hinanden om, at vi alle er med til at sætte hastigheden i vejret. At det behøver vi ikke hele tiden. At vi alle sammen er med i forhandlingen. Så kan det måske langsomt ændre sig”.