Han hedder Sven Dalsgaard!

Endnu en fejring af en afdød kunstnermand har fundet sted i de sidste par måneder, denne gang på Randers Kunstmuseum. Bysbarnet Sven Dalsgaard ville have rundet et hundrede år i maj måned i år. Så gammel blev han ikke, men han sad i sengen og skrev og tegnede med få remedier og rystende hænder i sin sidste tid på Randers Sygehus. ”HAN HEDDER DALSGAARD – HAN HEDDER DALSGAARD – MED STOK OG LYNHURTIGE ÅNDEDRAG – GAD VIST OM HAN NÅR DET”, skrev han med versaler og blå kuglepen på et tilfældigt stykke papir d. 2 januar 1999 kort tid før sin død.

Tematisk gennemlysning af euvre
Han nåede heldigvis en masse ham Dalsgaard! Han blev også meget kendt i sin samtid! Heldigvis har museet samlet sig om et udvalg af værker, som undersøger en række centrale sider af Dalsgaards enorme værkproduktion: Det usynliges tilstedeværelse, animisme, flaget, GUD og det spirituelle, situaSDtionisme m.v.

Selv om det drejer sig om karakteristika, som mange er bekendte med, så lykkes det alligevel at fravriste værkerne nye erkendelser. Dette uddybes og udfoldes i jubilæumsbog, hvor en række indsigtsfulde og veloplagte skribenter kaster sig ud i læsninger af de forskellige aspekter af Dalsgaards kunstneriske virke.

Det er anbefalelsesværdig læsning til den museumsgæst, som føler trang til at se kunstneren foldet ud af en række skarpe nutidige blikke, der også placerer hans kunst i en europæisk sammenhæng og viser, hvordan han formåede at gøre de strømninger, han påvirkedes af, til sine helt egne! Denne egenrådighed var Svend Dalsgaards adelsmærke og grunden til, at hans værk stadig kan pirre og tiltrække sig opmærksomhed.

Destillat af Dalsgaard
Udstillingen begrænser sig til 200 genstande helt modsat to tidligere monografiske udstillinger, der med hhv. 770 og 1.200 værker forsøgte at nå hele vejen rundt i den frodige Dalsgaardske have.

Destillationen er udstillingens genistreg, for som museumsdirektør Lise Jeppesen skriver i sit forord, så undviger Dalsgaard i kraft af sin flid og de mangfoldige værktyper enhver nagelfast kategorisering. Alligevel tegner der sig tydelige mønstre og aflæselige hovedspor, når man tager fat på udfordringen, udvælger og stiller skarpt.

Længslen efter STEDET
Hvad var det så, han skulle nå den gode Dalsgaard? Han var hele livet optaget af at erkende sin egen eksistens. Han brugte sig selv, sit liv, som grundlag for sine kunstneriske ytringer og undersøgelser.

Værkerne skabtes ud fra en længsel mod at trænge ind i sig selv – for at nå ind til STEDET.  ”Det helt vidunderlige sted, hvor alt og intet går op i en enhed, det er som en søvn, hvor kun de gode ting eksisterer”, lyder det fra Dalsgaard. Som barn var han ved et tilfælde hoppet ind i denne dimension – et meditativt rum – hvori han ikke lod sig rive med at livets endeløse rastløshed og ambivalente begær.

Dualisme
Drengen Sven sansede ting i uadskillelige dualistiske modsæningspar. Tidligt forstod han, at disse ikke kunne eksistere uden hinanden: lys/mørke, moral/amoral, menneske/gud, det spirituelle/det profane osv.

Han talte som voksen om sin iboende dobbelthed som konsekvens af, at han var født i tvillingens tegn og som sådan i evig splittelse mellem modsatrettede kræfter.

Surrealisme
Dobbelthedens natur er bundet til rastløsheden eller i hvert tilfælde til uroen, som den kommer til udtryk hos den kunstner, der konstant må skabe for at holde sig selv på plads i verden.

Dalsgaard var drevet af netop denne uro, som i 1940’erne (og igen i 70’erne) finder resonans i surrealismens interesse for at skabe en syntese mellem den faktiske og den opfattede virkelighed – at gøre værket til et udtryk for en åndelig tilstand, hvori såvel det bevidste som det underbevidste kunne komme til orde.

En form for tænkning, der udtrykkes gennem tegn
Grundlæggende for Dalsgaards natur var en bred praksis: maleri, objekt, assemblage, skulptur, skrift osv. Hvori der ikke skelnes mellem kunstner og værk eller værk og livsførsel, og hvor værket ikke nødvendigvis bør opfattes som et “kadaver”, men som en slags ‘work in progress’.

Selvom der ikke skelnes mellem værk og liv, er det ikke biografien som kontekst, der er interessant, men derimod det faktum, at værket og skriften er blevet til i tid og rum, og at dette ikke er uden betydning. I tilfældet Dalsgaard giver det derfor god mening at se værket som en form for tænkning, der udtrykkes gennem tegn. Enkeltværket kan derfor anskues som en opbremsning i tiden, hvorunder tegnene samler sig, kommer til orde og giver mening, inden kunstneren atter må halse efter sin uro, der tvinger hans opmærksomhed i nye retninger.

Et nu, et jeg og et du
Hos Dalsgaard finder vi ikke den programmatiske samfundskritik, som prægede efterkrigstidens kunstnere. Hans projekt var rettet mod ham selv, tingene og tegnene i verden. Han svingede mellem stor selvoptagethed, afvæbnende selvironi og lun (jysk) humor.

Processen med kunsten var en lang dialog med sig selv, med værket og med beskueren. Få har som han kommunikeret så åbenlyst med værket, og få har så tydeligt peget på det som besjælet og fuld af liv og vilje til at række ud og nå sin beskuer.

Udtrykkenes ligestilling
Skriften har stor betydning i Dalsgaards værk. Den optræder ligeværdigt med farve og symboler på mange malerier/objekter, og dette understreger, hvordan han ikke selv ønskede at etablere noget hierarkisk forhold mellem de forskellige udtryksformer og deres elementer.

Han metode var at ”dimse” med det velkendte, så det fremstod på nye overraskede faconer. Sådan byttede han om på tegnene – gav dem nye betydninger og nyt liv. Han kunne få os til at tro, at et billede, en stol eller en anden ting, har en bevidsthed: At værket har øjne, som kigger tilbage på os – vil i dialog med os.

Når bevidstheden gør verden mere virkelig
Dybest set handler Dalsgaards kunst om forholdet mellem ideerne på den ene side og bevidsthedens udstrækning på den anden side. Hans kunst kan stadig gøre os opmærksomme på, hvordan bevidstheden leger med virkeligheden – gør den mere virkelig, så at sige.

Det kommer bl.a. til udtryk i alle de værker, der taler om kroppen ved hjælp af dens fravær. Skulpturerne er kun spinkle skeletter og møblerne platforme for kroppen. Begge kalder de på, at vi gør værket færdigt ved at indbygge kroppen deri – og det gør vi legende let ved hjælp af vores formidable indbildningskraft.

Ikke sådan forstået at vi fremmaner en konkret krop, snarere sådan at vi aflæser værket ved hjælp af vores viden om kroppen.

Det ambivalente
Andre steder taler Dalsgaard om, at verden består af uforenelige og paradoksale størrelser, og den og vi er bedst tjent med at lære at acceptere dette i stedet for at forsøge at bortskaffe alt det, vi ikke bryder os om.

Hans omdiskuterede flagkunst er et eksempel på dette. Her skjuler nationalsymbolet kun nødtørftigt de dyriske, liderlige lyster, og den ekshibitionistiske kunstner hænges som en Jesus på korset på det udfoldede Dannebrog.

Dalsgaard erobrede det danske flag og brugte det som tegn og form – gjorde det til sit eget emblem, og det var hans mest provokerende bedrift.

Djævelsk drillepind og følsom animist
Optaget var han hele livet af hverdagens genstande og erkendelser. Mange objekter stammer fra dagligdagen: sylteglassene, stolene, stokkene og pakkerne peger på hans bevidsthed om tegnprocesser og livsprocesser – at enhver livsform er tegngivende (danner semiosis).

Hans kunst synes at ville dele denne viden med sit publikum. Gøre os i stand til at få øje på dette forhold, når vi står overfor hans billeder og objekter, der kækt tilbyder os erigerede pikke, røde læber og ser tilbage på os med store blå øjne.

Der er ingen tvivl om, at han på den ene side har været en djævelsk skarptandet drillepind og på den anden side en blid og følsom animist – altså en der tilskriver (kunst)objekterne liv – følelser, ønsker, viljer, tanker og bevidsthed.

Han ledte som en besat
Når han havde sluppet et værk kunne han ikke gå tilbage til det, det var nu blot et tegn et udsagn, tabt på vejen hen imod det næste: ”Jeg ledte som en besat, efter noget jeg ikke vidste, hvad var”, sagde han.

Pointen er, at den, som er underlagt dobbelthedens modsatrettede kræfter, altid vil længes efter tilstanden, hvori alting og dets modsætning gnidningsløst eksisterer i samme dimension. For Dalsgaard skete det sandsynligvis, når han tildelte det enkelte værk sin fulde opmærksomhed.

Læs jubilæumsbogen
Jeg vil slutte af med igen at henlede opmærksomheden på jubilæumsbogen og dens mange fine artikler. Især Anne Højer Petersens læsning af hans skulpturbestræbelser er tankevækkende. Ligesom Mikkel Bolts undersøgelse af Dalsgaards forhold til situationismens avantgardeaspirationer kaster nye tanker og opdagelser ind i forståelsen af, hvad Sven Dalsgaard ville med sin situSDtionistiske kunst.

Randers Kunstmuseum gør sig umage for at fastholde publikums opmærksomhed med gode korte tekster og tusch-walls, hvor du kan gå på opdagelse i Dalsgaards symbolverden. Men en stor gevinst ligger i bogen, som afsæt for en mere dybdeborende og øjenåbnende drøvtygning efterfølgende derhjemme i sofaen.

Stakåndet til det sidste, jeg tror at han nåede det! Sven Dalsgaards minde længe leve!