Han sætter problemer til debat

John Kørner har markeret sig stærkt på det seneste med en række udstillinger i ind- og udland. For nylig blev hans monumenter til Nakskov og øen Enehøje afsløret, og til november føjes yderligere ét til. I forsommeren fik han desuden sin første monografi. Vi retter et kritisk blik på en af landets vigtigste kunstnere lige nu.

Torsdag den 22. september blev to bronzeskulpturer af John Kørner afsløret på Lolland, hvor han voksede op. Det var derfor oplagt at bede John Kørner om at bidrage med nogle monumenter i forbindelse med et nyt tiltag, der skal sætte Nakskov på det kulturelle landkort. Dels har han genskabt en træbænk i skønvirkestil inde på banegården. Den ligner til forveksling den bænk, som han selv sad på, da han som barn ventede på den røde bus, der skulle bringe ham hjem fra skole til hans hjemby Onsevig, der ligger 20 km længere mod nord.

Bænken blev i sin tid fjernet, og i stedet havde man opstillet nogle usle plasticstole, fremgik det af flere af de lokales taler ved afsløringen. Nu kan alle sidde komfortabelt på den smukke bænk, som den både tømrer- og akademiuddannede billedkunstner dog ikke har fremstillet med sine egne hænder, men som han har fået en snedker til at udfærdige efter sine anvisninger.

For når Kørner benytter andre medier end maleri, grafik og keramik, så arbejder han som en genuin konceptkunstner og overlader det til dygtige, faguddannede håndværkere at føre sine visioner ud i livet. De to bronzeskulpturer er tilsvarende lagt i hænderne på bronzestøberen Peter Jensen i Roskilde, som ud fra fotografier og skitser af John Kørner har udført arbejdet med den største overbevisningskraft og livfuldhed.

Sorte i bur
Bronzeskulpturen på Banegårdspladsen foran Nakskov Station er et nedskaleret portræt i helfigur af Victor Cornelins (1898-1985), der arbejdede ved Nakskovs skolevæsen, og som skilte sig ud fra mængden ved at være sort. Han var barnefødt på den dengang dansk vestindiske ø Sankt Croix og kom til Danmark sammen med sin lillesøster i 1905. De to børn blev vist frem i et bur(!) i Tivoli i forbindelse med en koloni-udstilling samme år (læs Cornelis berettelse om udstillingen her).

Cornelis valgte at blive i Danmark og uddannede sig som lærer. Han endte med at blive viceinspektør, men var også en skattet foredragsholder, ligesom han ledede flere kor i Nakskov. Nu står han – eller går han – på en sokkel ved banegården. Skulpturen er sortpatineret, så han er helt igennem sort – også hans jakkesæt, solbriller og hat. Dette må være den første statue af en sort person i Danmark. John Kørner mødte den pensionerede Cornelins flere gange som barn, men han var gået på pension, da Kørner gik på Steno-skolen i Nakskov. Der er ingen kunstneriske dikkedarer ved skulpturen – derimod har John Kørner tilstræbt et mimetisk – dvs. virkelighedsefterlignende – formsprog.

Den anden skulptur er anbragt på den naturskønne ø Enehøje ca. 40 minutters sejlads fra Nakskov Havn. Det er en statue af den sagnomspundne kulturpersonlighed Peter Freuchen (1886-1957), der var forfatter, journalist og Grønlandsfarer. Han etablerede bl.a. Thulebasen sammen med Knud Rasmussen.

Desuden redigerede han ugebladet Ude & Hjemme, som han bragte frem til stor succes. Mange kender Irving Penns ikoniske fotografi af ham iklædt ulvepels med sin diminutive kone siddende ved siden af. Med en højde på over to meter – dog slår han ikke Kørner med hans 207 cm – skilte han sig lige så meget ud fra flertallet som Victor Cornelins med sin sorte hudfarve.

Peter Freuchen var født og opvokset i Nakskov og tilbragte store dele af sit voksenliv på Enehøje, så det giver mening at placere skulpturen dér. Her sad han og skrev i Den Blå Smedje ved siden af sin gård. Nu er han ‘stedt til hvile’ på sin sokkel ved foden af det monument af hvalbarder, som han selv rejste til minde om sin Grønlands-tid. Man ser hans træben. Grønlands-eventyrene sluttede, da han fik amputeret foden som følge af forfrysninger.

Ligner Grauballemanden
Som han ligger dér i septembersollyset, ligner han lidt Grauballemanden med tøj på. En fin skulptur med en historie, der fletter sig ind i Nakskovs. De to monumenter suppleres til november af en beton-skulptur af en syv meter lang bølge, som vil blive placeret på Banegårdspladsen.

Skulpturerne føjer nyt til Kørners oeuvre. Det er første gang, han udtrykker sig i bronze, men disse på én gang konceptuelle og fortællende værker vil tiltale en bredere kreds. De eksponerer begge nogle karismatiske typer, der gik deres egne veje: Peter Freuchen var en vild mand og bliver ofte betegnet som den første arktiske hippie, ligesom Victor Cornelins var en pioner, der fik folk til at ændre deres fordomme om, at den sorte race skulle være mindre begavet end den hvide.

Statens Kunstfond har finansieret 2/3 af prisen, mens Lolland Kommune, der satser aktivt på kunst i det offentlige rum for at synliggøre den forsømte og økonomisk udsultede, men smukt beliggende Nakskov, har finansieret den sidste tredjedel.

Kørner er meget synlig på den danske kunstscene i disse år: Ud over soloudstillingen Life Attacks You på Brandts har han netop haft en vandreudstilling med sit omfangsrige grafiske oeuvre, en soloudstilling i London-galleriet, Victoria Miro, Apple Bombs, og i forsommeren udkom en bog om John Kørners indsats som maler fra begyndelsen af 1990’erne til i dag. Alt dette bare inden for det sidste år.

Kørners udstilling på Brandts, Life Attacks You, der slutter den 23. oktober, er – ligesom de fleste af hans udstillinger – ikke kun en ordinær maleriudstilling, men også en totalinstallation. På Brandts spærres publikum inde bag sorte tremmer på en høj rampe. Malerierne er belyst med spots, så de ligner lysbilleder, og publikum står og fægter med armene gennem tremmerne for at komme nærmere malerierne.

Her tager Kørner fusen på os, når kunstinstitutionen alias publikum holdes indespærret som dyr i ZOO, mens Kørner sætter kunsten fri. Der er primært tale om landskabsmalerier, inspireret af bl.a. den flade horisontlinje ved Nakskov Fjord og de lave øer – hans barndoms baggrundstapet. Men Kørner viser traditionen tro også værker, der handler om tunge samfundsproblemer.

Forrygende grafik
Såvel på Odsherreds Kunstmuseum som på Kastrupgaardsamlingen, Munkeruphus og på Vejle Kunstmuseum, kunne man sidste år og i år også opleve en ‘major’, som de siger vestpå, udstilling med 90 grafiske værker af Kørner fra 1996-2015. Udstillingen ledsagedes af et digert katalog. John Kørner – Grafik // 1996-2015 kan opleves på Munkeruphus frem til 30. oktober.

Kørners grafik er i særklasse, dels fordi han evner at føre noget af den stoflighed, som kendetegner hans ekspressive og gestiske malerier i syrede farver med over på papiret, dels fordi han indrammer mange af værkerne i skæve trærammer, der smelter sammen med motivet. Her bliver man næsten søsyg af at kigge med.

I august kunne man desuden på kunstmessen CHART på Charlottenborg opleve Kørners “problemer”, nu placeret under og over dynerne i to senge i Galleri Bo Bjerggaards stand. En sorgmunter kommentar til de mange problemer og magtkampe, der foregår i intimsfæren.

Smuk bog med praktiske problemer
Men lad os slutte med Maria Kjær Themsens bog om John Kørners malerier fra begyndelsen til i dag. Lad mig slå fast, at det er en virkelig flot bog i coffee table-format og med fremragende gengivelser.

Themsen indleder med en lille rundvisning i Kørners univers og beskriver hans gestiske malemåde, hvor han bruger hele sin lange krop og ofte benytter lange pensler for at male sine tyndt malede akrylbilleder på våde lærreder, der ligger ned. Derfor ligner hans malerier kæmpemæssige akvareller. Hans malerier ækvivalerer mere med poesi end med prosa, da der er overladt så mange spørgsmål og ubemalede partier af fladen til betragteren, som skal ‘fylde dem ud’ og give dem mening.

Kørner maler ærligt, således at forstå, at han blotlægger maleprocessen i billederne. Og så er hans palet stærk, syret og farveladeagtig, skriver hun. Genkommende er hans ægformede ”problemer”, som han leger med, indsat i forskellige strenge grid – fx malede reoler.

Ofte konfronterer han den menneskeskabte, rationelle kultur, som altid er negativt ladet – fx fabrikker med osende skorstene, biler, der med skinnende forlygter opsøger prostituerede etc. – med en smuk og organisk natur. Egentlig er Kørner en landskabsmaler. Han har en uhøjtidelig tilgang til maleriet, ligesom han arbejder installatorisk med det – i et udvidet felt – ofte i en teatralsk rammesætning – med Guy Debords begreb om skuespilsamfundet i baghovedet.

Hans malerier er bevidst naivt malet og inviterer os venligt indenfor, ligesom han vejleder os ved hjælp af nogle instruerende titler, som han undertiden skriver helt ind på maleriets flade. Og sidst men ikke mindst, går hans kunst i dialog med kunsthistorien. Her omtaler Kjær Themsen det vigtige Kørners Kontor, som han dannede i 1999 som en fælles generationsplatform sammen med akademikammeraterne Tal R, Kaspar Bonnén og Kirstine Roepstorff. Men hans kunst ‘taler’ samtidig tilbage i tiden med kunstnere som Matisse, Armand Guillaumin, Peder Balke og David Hockney.

En praktisk anke: Bogen savner en værkfortegnelse, der fortæller om værkernes tilhørsforhold, så man kan drage ud at se dem IRL. Det ville desuden være praktisk med sidetal og nummerering af billederne, så man i brødteksten kunne henvise til dem. Men ellers kan den varmt anbefales til alle Kørner-freaks og nye fans. Kørner bruger maleriet til at sætte problemer under debat i bedste Georg Brandes-stil. Undertiden kan disse problemer forekomme lidt banale, men det tilgiver man ham, fordi hans malerier er så prægnante og anderledes med deres pangfarver og skæve historier og vilde poesi.

Det kan man også forvisse sig om, hvis man besøger Christiansborg, hvor Radikale Venstres efterhånden lille Folketingsgruppe er omgivet af Kørners ”problemer” i deres mødeværelse som en påmindelse om, at politikerne skal tage affære og tage hånd om samfundets udsatte borgere og ”problemer”. Eller hvis man senere på efteråret – fra den 26. okt. – tager i teatret hos Republique i København og oplever endnu 100 “problemer” af Kørner; her 100 skulpturer i et Kørnergult teaterunivers, som udgør scenografien til forestillingen GRISKHED. Kørner er, hvis du stadig skulle være i tvivl efter denne gennemgang, en af de vigtigste kunstnere i sin generation.